Anna Khalilulina og Andrei Kuzichev (med bog i hånd) i ‘Measure for measure’ på Kronborg. (Foto: Bo Nyman/Hamlet Scenen)
NONNEN OG DIKTATOREN
Stram og provokerende. Det er den russisk/engelske opsætning af Shakespeares ’Lige for lige’. Afbrudt af styrtregn på Kronborg.
Dramatiker: Shakespeare. Instruktion: Declan Donnellan. Scenograf: Nick Ormerod. Medvirkende bl.a.: Alexander Arsentyev, Andrei Kuzichiev, Anna Khalilunina og Kiryl Dytsevich.
’Measure for measure’ (Lige for lige) spilles på russisk i Kronborg Slotsgård indtil 7. august.
Varighed: Ca. 1’40.
*****
DET er tirsdag morgen. Tøjet er på snor, vi har hængt til tørre siden før midnat, og vi har drømt under dynerne om denne hårrejsende ’Measure for Measure’, der gik over scenen i Kronborgs Slotsgård, indtil skyerne tømte deres indhold over os alle, skuespillere som publikum.
Tyve minutter manglede endnu af Shakespeares stykke, da vi tog flugten fra svømmende tilskuerpladser og sejlende scenegulv.
Drømmene nu er fulde af billeder af mennesker, der driver jagt på hinanden i et spil mellem tvang og frihed i et samfund, hvor fængslerne fyldes, kæderne rasler, edderkoppe-net strammes, utugt og korruption gror under et låg af kontrol og hård disciplin.
Regnen afbryder forestillingen netop som den unge nonne Isabella har drevet despoten Angelo til vanvid af så utæmmelig liderlighed, at han flår skjorten af sig, kaster sig foran hende, river hendes sko af og kysser og slikker hendes fødder.
OPSIGT I MOSKVA
Den jernhårde lov-og-orden regent kan ikke selv styre de moralske spilleregler, han dømmer andre efter. Scenen er en af dem, der har vakt voldsom opsigt, da forestillingen gik i Moskva på Pushkin Teatret.
Stykket spilles på russisk af russiske skuespillere. Det er engelsk instrueret af Declan Donnellan, produceret af kompagniet Cheek by Jowl, ’Kind til hage’ – der er lussinger i luften!
Og det er næppe gået hen over hovedet på tilskuerne i Pushkin Teatret, at denne despot Angelo har en vis lighed med Putin. I det hele taget med det kontrolsamfund, der smidigt opfattet kan fortolkes som det moderne Rusland.
Handlingen, der af Shakespeare af ubegribelige grunde er henlagt til Wien, er kort fortalt den, at en hertug giver magten fra sig for en stund og overlader den til den skrappe Angelo.
Selv forklæder han sig som munk for at vandre byen rundt for at se, hvordan det spænder af. Det lyder som en historie fra ’Tusind og én nat’, men Shakespeare kommer som altid godt rundt i inspirationskilderne.
LIGE FOR LIGE
Titlen på stykket henter han fra Jesu’ Bjergprædiken. Stykket spilles i Danmark normalt som ’Lige for lige’, på Kronborg som ’Measure for measure’, hvad de så end kaldet det på russisk. I Bjergprædiken siger Jesus: ”Døm ikke for at I ikke skal dømmes. For den dom I dømmer med, med den skal I selv dømmes…” Lige for lige.
Angelo har dømt Isabellas bror til døden for hor. Hun tigger Angelo om at løslade broren. Nu falder han – ganske vist under store kvababbelser – i grøften og udnytter sin magt på samme vis som Scarpia over for Tosca i Puccini-operaen: Spred ben, og jeg løslader ham.
Så langt vejret tillader det, oplever vi en Isabella, der i fremragende penibel balancegang mellem at friste Angelo på skømt og samtidig foreholde ham kravet om at dømme broren uskyldig i forhold til den lovgivning, hun i øvrigt godt kan acceptere – Anna Khalilulina kører nærmest et tredobbelt spil, panik over sin egen dristighed, rasende aggressivitet og styret bevidsthed om sin magt over Angelo.
Skuespilleren Andrei Kuzichevs gradvise opløsning af sin stramme diktatorfremfærd i et indre pirrende, hormonalt syrebad er gennemført, så vi følger det sekund for sekund.
STILEN
Der er tilmed en storartet og meget underholdende Lucio, den forsumpede, men skarptseende adelsmand, som holder Isabella i ånde med opmuntrende tilråb, Alexander Feklistov hedder denne skuespiller. I opsætningen også prototype for den stil, instruktøren vælger til at fortælle det på papiret ganske komplicerede plot:
De mange personer opererer på scenen i en formaliseret koreografi, som tilfører historien et net af kold og lidt uhyggelig abstraktion og fremmedgørelse. Scenografien er fem røde blokke, der gør spillepladsen til smalle gader med gadehjørner, hvor gruppen af borgere, embedsmænd, soldater, fanger og fængselsbetjente bevæger sig omkring som i et kafkask ingen- og allemandsland. Konstant både overvågende ogovervåget, konstant nærværende for os, konstant på flugt.
Alle personerne bliver præsenteret allerede ved forestillingens åbning i en meget lang, tavs sekvens som en blok af individer. Ofre. Skyldige og uskyldige. Aktivt delagtige. Og samtidig marionetter.
Sproget, det russiske? Der er overtekster på både dansk og engelsk. Men man skal være på mærkerne for at løsrive sig fra skuespillernes gennemført beherskede, men også tit detaljerede spil. Det er som altid en art multitasking: Følge spil og læse tekster.
gregersDH.dk
