Peter Plaugborg, Morten Hee Andersen og Jens Jørn Spottag i ‘Maskerade’ (tegn.: Claus Seidel)

LYSTMORD PÅ HOLBERG

Holbergs ’Maskerade’ på Det Kgl. er et forjaget og hysterisk, tysk instruktørforsøg på at gøre stykket til lavkomisk Mester Jakel-teater.

Instruktion og scenografi: Herbert Fritsch. Musik: Olivier Antunes. Medvirkende: Jens Jørn Spottag. Tammi Øst, Morten Hee Andersen, Peter Plaugborg, Rasmus Fruergaard, Lila Nobel, Bjarne Antonsen og Marie Dalsgaard.

Maskerade’ spiller på Skuespilhuset Store Scene frem til 28. februar. Varighed 2 timer 10 minutter inkl. pause.

**

SÅ er dét prøvet. Holbergs ’Maskerade’ som en slags Mester Jakel-teater spillet af lyslevende skuespillere. Kongelige endda. I fuldt format og ornat. Med alt, hvad det indebærer af rigelig og fuldbyrdet prøvetid og gennemført instruktion. Med hele butikken overladt til en tysk instruktør ved navn Herbert Fritsch, velrenommeret skuespiller og iscenesætter med baggrund i Berlins Volksbühne. Vi kender ham fra et tidligere besøg på Det Kgl. med den vilde farce ’Den spanske Flue’. Det var i 2014.

FRITSCH slår bunden og toppen – og alt, hvad der ligger imellem – ud af et af Holbergs morsomste og mest velrettede skud mod dobbeltmoral og borgerlige konventioner. Det er en art lystmord. Fritsch’s metode er at se det hele som en mulighed for at afpersonificere stykkets karakterer, presse den dråbe ud af hver enkelt af dem, som kan karikeres og drives ud i vild og hysterisk action. Lade alt blive manieret falde-på-halen-komik, gøre personerne til fjernstyrede robotdukker, slippe dem af sted rundt på scenen, som var de manøvreret fra et kontrolbord, hvor han som operatøren kan dirigere dem som en morderisk manipulator i en James Bond-film. Han er som den gale opfinder, der har lavet en maskine, der kan slippe nye elektroniske genistreger løs til fremtidig manipulering af klodens beboere. Den type, som Bond selvfølgelig afslører til menneskehedens frelse.

FRITSCH har en anden hensigt. Han vil latterliggøre hele rækken af Holberg-skikkelser, Jeronimus, Magdelone, Leander, Henrik, Pernille, Arv og hvad de alle sammen hedder, Holbergkomediernes standardfigurer. Ikke få dem til at være pudsige menneskefigurer med synspunkter, vi kan genkende og grine ad, men afsindige sprællemænd og -kvinder, der er sat strøm til, og som har mister besindelsen.

DET er sjovt et lille stykke hen ad vejen, fordi vi forbløffes og overrumples af hændelserne mellem personerne, sådan som de gererer sig, gemmer sig eller dukker op i dén plakat-scenografi af klodser, hus, træ og mur, der kunne være designet af Arnoldi i et ledigt øjeblik, men altså er instruktørens eget værk. Det er overordentlig stereotypt og trættende, når vi er er blevet mætte af beundring over de enorme fysiske, mimiske og kropslige anstrengelser, spillerne udfolder.

OVERDRIVELSER fremmer forståelsen, synes Fritsch at mene. Det dur bare ikke her. Overdrivelser trætter og keder, der hvor kontraster og variation ellers skal få humoren til at eksplodere. Et typisk eksempel i syndfloden af krøller og krumspring: En af de berømteste scener i ’Maskerade’ er den såkaldte ’Tamperet’-scene, hvor Henrik illustrerer for Leander, hvordan en domstol vil tage stilling til, om Leander har pligt till at gifte sig med Leonora. Peter Plaugborg har indtil da underholdt os med et lammende og oversvømmende overflødighedshorn af gags. I tamperet-scenen er opgaven at få det skæggest mulige ud af at aflevere totalt forskellige udgaver af advokater og dommere. Der er bare ikke flere skud i bøssen for Plaugborg. Trods hans behjertede anstrengelser for at få tonefald, accenter, sprog og dialekter til at sprudle, gror optrinnet fast i forestillingens samlede strøm af ord. Den type rablende ordstrømme, som også for flere af de andre medvirkende får indhold og mening til at drukne i instruktørens mani med uafladeligt halløj.

ALLE er øjensynlig pisket af Herbert Fritsch til denne spillestil. Vi er imponeret over, hvor langt spillerne formår at drive det, men vi keder os efterhånden grundigt. Holder en smule af den fikse idé med at lade pianisten Olivier Antunes køre rundt i alle scener med sit flygel, mens han spiller en slags ledsagemusik som til en film. En enkelt stjerne til den idé, selvom Antunes musik er slap som salonmusik ved frokosttid på en hotelrestaurant. Den anden stjerne er til skuespillernes møjsommelige, men forgæves brugte anstrengelser.

gregersDH.dk