Brian Hjulmann som Kaj Munk i ‘Martyren Munk’ på Det Flydende Teater (Foto: Per Morten Abrahamsen)

SKRIV!

RÅBER

DE

Den vrede tvivler Kaj Munk skildret åndeløst og præcist på Det Flydende Teater

Dramatiker: Hassan Preisler. Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Komponist: Marie Louise Bülow. Medvirkende: Brian Hjulmann, Lise Lauenblad og Ene Øster Bendtsen

’Martyren Munk’ spiller på Det Flydende Teater også 11. og 12. august. Varighed: 1 t 15 min. Afgang fra Mølleåen ved Frederiksdal.

*****

SKRIV! Det går som et råb gennem den lille Kaj Munk-forestilling på Det Flydende Teater. Hans kone råber det. Hans datter råber det.
Og han skriver. Som en rasende. For det er Munks vej frem, til at få løsnet sine ambitioner, sin vrede, sin erkendelse af, hvad han skal med sit liv. Råbet flyver som en fugl ud over Furesøens vande.
Vi er i selskab med Kaj Munk, digteren, dramatikeren, præsten, provokatøren, den desperat tvivlende Kaj Munk, der endte sine dage, da han en aften i 1944 blev hentet i sin præstegård i Vedersø i Vestjylland af tre nazistiske mordere og for øjnene af sin kone og datter trukket ud i en bil og en time efter myrdet i en skov ved Silkeborg.
Det er digteren, hvis ’Den blå anemone’ vi som publikum synger med på til allersidst på Egil Harders smukke melodi. Digte kunne han. Den sang har vingefang som en salme af Brorson.
Stykket fortæller Munks historie fra fødsel til grav, en historie, der glimrende og koncentreret er pisket sammen af dramatikeren Hassan Preisler, med Brian Hjulmann som Munk, Ene Øster Bendtsen som fru Munk og Lise Lauenblad som datteren – de to sidste i hurtige forvandlinger til alt fra nazislyngler til kirkegængere, og hvad der ellers er brug for – f.eks. Lauenblad som Jesus selv, en Jesus, som Munk kan tilbede og udæske alt efter situationen og hans mentale behov.
Brian Hjulmann har glimrende fat i den unge præst, der sætter sin gerning på spil – det ene øjeblik som forkynder, det andet som dramatiker, så som borger, der først slider sig gennem kvaler med et Danmark, som han synes er et slapt velfærdsdemokrati uden rygrad – så gribes af begejstringen for både Hitlers og Mussolinis håndfaste måde at ordne sagerne på. Og endelig erkender diktaturernes rådne sider og sine egne fejlvurderinger.

VREDEN

’Det er på tide at blive vred!’, udbryder han. Vrede er en fundamental side af hans natur. Og vreden forløses i ham som svar på det animerende råb fra sine omgivelser: ’Skriv!!
Han skriver ikke bare den opbragte Olleruptale tre måneder efter Besættelsen 9. april 1940 – den tale, som gjorde nazisterne opmærksom på, hvor besværlig han kunne blive. Hjulmann holder den på skibet som en flammetale. Munk skriver livet igennem dramatik, det ene teaterstykke efter det andet, stykker om mennesker, der kæmper med samvittighedens og tvivlens kvaler. Som en rasende Roland kæmper han selv med stoffet, med anerkendelsen, med afvisningerne. Indtil gennembruddet kom med ’Ordet’ i 1938.
Det er en ganske medrivende gennemgang af Munks skæbne, vi oplever på den lille båd, fortættet spillet og fortættet skrevet af Hassan Preisler med det raseri og den erklærede overbevisning, som vi har set Preisler selv mobilisere i forbindelse med kampen for sin ide med at få et stykke baseret på Rushdies ’De sataniske vers’ op på Det Kgl.
Vi ved ikke, om den idé var holdbar. Men vi ved – for vi ser det med Kaj Munk-stykket – at han kan skrive stærk og holdbar dramatik, replikker, der suser i skuespilleres munde, og strukturere handlingsforløb, der har åndeløst flow i sit kronologiske forløb – mordet som indledning på skovstien langs Mølleåen, og strejfet som stykkets slutning.
’Martyren Munk’ vil sikkert blive hængende i dansk skuespil-repertoire, også efter at sejladsen på Furesøen er slut. Stykket er iscenesat af den Palle Nordhøj Kann, som også havde succes med forrige års Furesø-stykke om Storm-P.

gregersDH.dk