Maria Carmen Lindegaard i ‘Marienborg- nej tak’ (foto: Grunwald)

JEG! JEG! JEG!

En selvransagende, panisk akademiker på udflugt til Ankers og Ingses Borgbjergvej.

Dramatiker: Julie Maj Jacobsen. Instruktion: Mille Maria Dalsgaard. Medvirkende: Maria Carmen Lindegaard. Musik: Asbjørn E. Smed.

’Marienborg – nej tak!’ spiller på Postcaféen, Borgbjergvej 26. Varighed: Ca. 1 time uden pause.

****

DET lyder jo meget enkelt. Sydhavns Teatret sætter en forestilling op om Anker Jørgensen og hans kone, spiller den 100 meter fra Ankers og Ingses berømte bolig, den pæne lille lejlighed i arbejderkvarteret i Sydhavnen, hvor parret levede og åndede, fik deres fire børn, modtog ministre og statsoverhoveder. Borgbjergvej nr. 1 – vejen opkaldt efter en fortidig kæmpe i Socialdemokratiet. Det er så det dundrer med den titel på Julie Maj Jacobsens stykke: ’Marienborg – nej tak!’ – Anker og hans kone skulle fandeme ikke til palæet ved Bagsværd Sø. ”Der kan man aldrig finde øloplukkeren!”, som Anker skal have bemærket.

NU spiller det lille lokale teaterforetagende så forestillingen i Posthuscaféen, Borgbjergvej nr. 26. Stedet har vel været postkontor engang. Nu café, indrettet med forhåndenværende gods, et hyggeligt, hjemligt marskandiser-komsammen af møblement. Sortiment af arbejderhjem i fyrrerne.

MEN det er ikke spor enkelt, det stykke. Det er et rusk af selvopgør. På scenen, d.v.s. midt på gulvet ligger en stor kludedukke i spagat, skuespilleren, hovedpersonen rusker og flår i hende, krammer hende kærligt, hader og elsker hende. Barndommens kludedukke – og hende selv, når det går løs.

STYKKET er en monolog, og skuespilleren er den hårdtslående Maria Carmen Lindegaard, som jeg husker især for stærk og munter indsats i elevpræsentations-forestillingen ’Pornografi’ på Odense Teater for nogle år siden – her har vi hende i en times stormfuld stream of concience, en strøm af selvransagelse, hun er en kvinde, der fortæller om sig selv, at hun er arbejdsløs cand. mag. i kommunikation fra RUC, og bor i lejligheden Borgbjergvej nr. 1 på førstesalen, neden under den lejlighed, hvor Anker og Ingse boede engang, og det berømte par skal ikke slippe for at blive hudflettet i pigens strømmende flod af tanker om, hvem hun selv er, navnlig Ingse retter hun sit skyts mod i sit desperate forsøg på at få ransaget sit eget konfuse selv, få gjort op med sit akademiske kompleks, analysere sin egen situation. Forvirret selvhævdelse blander sig med misundelse over, at der eksisterede et kvindemenneske som en småborgerlig Ingse, der er stolt af at være serviceorgan for sin mand, groet fast i liv og vaner – ”Hun havde så lange og dybe rødder, at hun ikke kunne bevæge sig” – og det finder vores RUC-uddannede selvfølgelig gode ord for fra sine kommunikationsteorier: Ingse var evalueringsfremmed.

DET er overvældende, feministisk had-kærlighed, det er både groft injurierende og flammende af skjult misundelse hos hovedpersonen. Det bryder ud i gisp. Mille Maria Dalsgaard, Sydhavns Teatrets leder, har instrueret sin skuespiller Maria Carmen Lindegaard i anfald af misundelig latterliggørelse af Ingses tilværelse, hun efteraber parrets tænkte dialoger i rablende og komisk spil med hånddukker, hun flyder samtidig over af opgør med sine egne forældre, der dasker rundt i doven luksusferie i Thailand, hun fører hidsige fjernsamtaler med dem på mobilen, raser og spiller kærlig datter på skift.

I sit hoved vender hun hele tiden tilbage til sammenligninger med en bidronning, der har ydet sin avleindsats i biernes arbejdersamfund, og nu flakker tilfreds, men hjemløs rundt – Ingse bliver i hendes fantasi inkarnationen af stilstand, fuldbragt mission, latterlig – og samtidig misundelsesværdig, selv om det piner. Pigen, den hovedkulds kaotiske, ubrugelige kommunikationsekspert, slås i sit hoved med drømmen om at være noget. Dissekerer ironisk bindinger, hun ikke kan slippe, sine drømme om forankring i et eller andet, raseri over den mugne stabilitet og ro i sind og tilværelse, andre har – ’tilsyneladende’ kan man høre hende mumle mellem usikre brudstykker af tilegnede teorier. Der fosser spredehagl af misbalance fra hende, en rolle, som Maria Carmen Lindegaard udvikler i intuitive spring fra at kopiere Ingse og krydse rundt i sit eget mørklagte stifinderi gennem uigennemtrængelige ambitioner. Selvdestruktion og manisk forsøg på selvopbyggelse. Jeg, jeg, jeg… Som nogle vil benævne det.

NEJ, den er ikke spor enkel, den historie om ’nej tak til Marienborg’. Til historieskrivningen måske. Og til familien Anker Jørgensens eftermæle. Men udnyttet af dramatikeren Julie Maj Jacobsen til mental krydsrevision af en generation, der kan have svært ved at finde sine egne ben. Godt spillet af Maria Carmen Lindegaard.

gregersDH.dk