FØR HALSHUGNINGEN

’Maria Stuart’ er koreografisk turneret klassikerdrama af besættende styrke

*****

Næsten kulsort scene. Meike Bahnsen vandrer tværs over i halvmørket. Svagt nynnende et tema, enkelt, halvvejs pentatont. Et tema, der vender tilbage mange gange i forestillingen. Hvad fortæller det? Indadvendthed? På kanten af vanvid? Forventning?
Måske mest det sidste. En kvinde på 20. år isoleret i sit fængsel, men hele tiden parat til at bruge sine forføreriske evner.
Den norske instruktør Runar Hodne iscenesatte for nogle år siden Tolstoys ’Anna Karenina’ på Aalborg Teater med Meike Bahnsen i titelrollen. Detaljerigt teater. Med en billedsans og en personinstruktion, der indbragte både forestillingen og Meike Bahnsen Reumertpriser.

RUM OG LYS

Her har vi Hodne igen med et fremragende greb om Schillers ’Maria Stuart’. Spillet uden sceneskift i et næsten nøgent og ultradybt rum, kun med en overvældende langvæg i kongesiden, et par døre, og så en lyssætning, der skaber chokagtige virkninger flere gange. Et skærende skift til blændende hvidt og blodrødt, da den unge intrigemager Mortimer indser, at spillet er tabt for ham. Eller: Et magisk, uvirkeligt møde kastet op som skygger på den store væg, et møde mellem de to kvinder, der udkæmper magtkampen om Englands trone, Meike Bahnsens dronning Maria Stuart og Hanne Windfelds dronning Elisabeth.

KOREOGRAFISK

Stykket er i de traditionelle opsætninger – på film eller teater – iklædt renæssancens kostumepragt. I Aalborg er alle personer i nutidstøj. Man skal ikke mange minutter ind i forestilling, før det er glemt. Vi overvinder også andre små hurdler: Lidt utydelig sprogbehandling hos enkelte af de medvirkende. Micro ports, som man kan diskutere nytten af.
Det afgørende bliver en ting: Den nøje gennemarbejdede, næsten koreografiske manipulation af de medvirkende. Hvor styrkeforhold, intriger, maskepier og spillet mellem de enkelte forstærkes, anskueliggøres i bevægelser og rokeringer mellem personerne. Meike Bahnsens Maria Stuart mange gange til stede på scenen, blot som et ledemotiv i baggrunden, sammensunket, stående ved muren, sovende, truende, lokkende. 

RITUAL

Det kulminerer i scenen lige før de to modpoler omsider mødes i deres afgørende opgør. De to dronninger i en helt surrealistisk, korporlig sammenslyngning og sammensmeltning med Leicester, begge dronningers håbefulde tilbeder. En irrationel, drømmeagtig dans, der bringer opsætningen langt ind i dybdepsykologisk digtning. Hedensk ritual og seksualfantasi. Det er et dramaturgisk ryk ud af realismen, og virkningen er voldsom og sætter det efterfølgende dramatiske opgør i et ekstra relief. Der ligger afgrunde af både had og tiltrækning mellem de to kvinder, rivaler til tronen. Den ene med den rå magt som våben. Den anden med sin kvindelige forførerevne.

RELIGION

Det er så meget andet – også konflikt mellem religioner. Elisabeth som protestanten, Maria som katolikken. Men både den modsætning og de politiske og dynastiske konflikter, der driver handlinger, bliver udenværker i den norske instruktørs psykoanalytiske tilgang til de to kvinders og deres omgivelsers kram på hinanden. Sådan som han bruger lys, stemmer, bevægelser.
Hanne Windfelds Elisabeth  – temperatur- og humørsvingende, måske mindre farlig end set i andre opsætninger, men samtidig som et bevægende offer for sin egen tvivlende håndtering af den magt, der ligger i hendes hænder.
Meike Bahnsen, vamp det ene øjeblik, uskyldsren det næste, så en eksplosion, når låget ryger af trykkogeren, iskold i konklusionen, da slaget er tabt, og hun fordømmer Elisabeth. Mylady i ’De tre Musketerer’ strejfer i ens baghoved.

LYDHØRHED

Blandt de omgivende magtstræbere og manipulatorer vil Martin Ringsmose huskes for sin kyniske latter, Søren Bang Jensen for sin plastiske hundeagtige undvigelser, Michael Brostrup for klingende stemmeføring, og Mogens Rex, Jakob Bjerregaard Engmann, Jørgen W. Larsen og Ulver Skuli Abildgaard for præcis lydhørhed over for instruktørens knivskarpe måde at konfrontere dem indbyrdes.
Prægtigt teater.

Gregers Dirckinck-Holmfeld