Ingeborg Novrup Børch i ‘Maria de Buenos Aires’ (Foto: Ole Mortensen)

FYNSK TANGO

 ’Maria de Buenos Aires’, Piazzollas argentinske tangoopera, sat op på mildt fynsk i Odense.

Spiller indtil 9.11. i Odense. Derefter turné Struer, Herning, Ikast og Holstebro frem til 19.11. 

***

MAN forstår da fristelsen. Der danses som besat i tv-programmerne. Og er der noget, der sætter stængerne i svingninger, så er det ’latin’, som de siger, eksperterne, med tryk på første stavelse.
Tango især. Tangoen, som er en hel verden for sig. Ikke den, folkedansere i de fynske kornmarker og omegn normalt færdes i, men tit gerne vil. Uden at kærligheden altid gengældes.
Piazzollas ’Maria de Buenos Aires’ gik for nogle år siden på Operaen, sat op som en sidebemærkning på Takkelloft-scenen, det nu temmelig hensygnende anneks til det ambitiøse og så frygtindgydende kostbare byggeri på Holmen.
Det var en sidebemærkning, der ind imellem fik det til at synge og bevæge sig, så det sang i knoglerne. Med Kaya Brüel som denne Maria, luder-madonnaen, som er tangoens væsen, kvinden, der inkarnerer al den satanisk-katolske, argentinske sjæl.

SVÆRT

Det er den, Den Fynske Opera forsøger sig med. Forsøger at hænge op på korset. Med et nydeligt, lidt for nydeligt,  resultat. Svært er det sandelig at få djævelskabet til for alvor at flå i dem og os. Odense-folkene har fået en mand, der ved, hvad det handler om på sagen – iscenesætteren Daniel Bohr, som før har opereret i samme genre på operaen i Odense – det var med den brillante brasilianske luder-tragedie ’Elleve minutter’ for et par sæsoner siden.
Bohr, som kan så meget med musik, som er født argentiner, endda kommet til verden i selve Buenos Aires og ved, hvad en mytisk figur som denne Maria indebærer: Glødende temperament, tragedie, mystik og midt i det alt sammen: Sex. Sex i den stiliserede form, hvor dansen er som abstrakte skulpturer – du trykker på en knap, så sætter den i gang som snerrende espressomaskiner.
En parringsdans, som ingen skal blande sig i.
Dér er man godt hjulpet med de to spanske dansere, som Den Fynske Opera har med. De fejer ind imellem scenen ren for dansk elskværdighed og tænder lunterne.

RØRSTRØMSK

Sværere er det for forestillingens Maria, som Ingeborg Børch bruger al sin energi på for at give krop og stemme til denne sydlandske arketype af et kvindemenneske. Men uden at vi for alvor flytter os fra den gode danske jordbund, hvor de sorte, blodige replikker får klang af – om ikke fynsk forår, så, ok, fynsk efterår. Med bladfald og sørgmodig, meteorologisk nedtur.
Vi kender hendes glimrende mezzosopran i egentlig operasammenhæng. Men her i den latinske verdens nervøse flammer går det hende som forestilling i øvrigt:
Der kommer noget rørstrømsk, påtaget og kunstigt lidenskabeligt over håndteringen af et stof, som lægger de tungeste guirlander af sort, katolsk poesi ind i de voldsomt kødelige billeder. Det bliver nemt sentimentalt. Også hos de to mænd, der er hendes med og modspillere, sangerne Jan Lund og Thomas Storm Hansen…De er ellers et godt forsøg på at gøre os til en slags medspillere i det grumsede bordelmiljø, der er Marias. De sender de fleste af deres bloddryppende monologer og kommentarer af sted fra positioner blandt publikums caféborde – også Maria begraves og genopstår efter død og voldtægt ved en kiste, der befinder sig nærmere os en gud.

GRRRR….

Der er vold i luften.
I teksterne i hvert fald. De af dem, vi fanger, for det er tekster, der lever mere på farverigdom end på gennemskuelighed. Lund og Storm Hansen leverer markante udspil, men lugten af ’død og orgasme’ bliver på sekunder mere pågående, når den spanske fortæller José M. Ferrer nøgternt skyder sine korte replikker ind. Uden større gestik og demonstrative markeringer.
Bohr lader de to danske sangere gentage mange af replikkerne på dansk – men måske havde det været stærkere, om man havde gjort som på Takkelloftet i 2005: Over- og overtekstet de spanske linjer.
Det spanske sprog snerter, bider og synger i korte øjeblikke. Sig bare titlen: ’Maria de Buenos Aires’. Grrrrr….    
Bohr og scenografen Simon Holmgreen har i øvrigt tilføjet historien stærk kulør med videoprojektioner på storskærme, meget fint afstemt, så de ikke overmander, men underbygger scenebilledet.

RYKKER

En succes bør forestillingen kunne blive trods alt. Den er så utraditionelt et tiltag i forhold til repertoiret i øvrigt, at den med sine snerrende tangorytmer (de kan sagtens blive endnu mere snerrende!) kan rykke det faste operapublikum ud af de trygge folder.
Ligesom ’Elleve minutter’ gjorde i 2010.

GregersDH.dk