VARSLET 

AF

MÅGEN

Sopranen Patricia Petibon og tenoren Jean-Francois Borras brillerede ved festival-koncerten i går med operaen ’Manon’ på Københavns gamle grønttorv. 

*****

OPERA i fri luft har sine særlige øjeblikke. I en scene i tredje akt af ’Manon’ toner et orgel hen over orkestrets andre instrumenter. Det vækker åbenbart stærke følelser hos en måge, der passerer over Torvehallerne, så vi får et gjaldende skrig fra den.
Et varsel, måske. Om at operaens hovedperson Des Grieux ikke vil slippe godt fra at lade sig præstevie i St. Sulpice Kirken i Paris. Måger kan vel sende varsler lige så godt som ravne. Og orgeltoner provokerer midt mellem strygere og blæsere. 
Nu tager vi ikke varsler af den art helt alvorligt. Men faktisk går det jo Des Grieux skidt. Det er måske den sørgeligste del af historien i Massenets opera ’Manon’. Des Grieux er en flink fyr, der får hovedet fordrejet af den letbenede og vidtløftige pige Manon og konstant prøver at rette op på hendes viltre leben, endda til sidst redde hende fra at blive deporteret til Amerika sammen med en flok løse piger.
Trist går det ham. Hans far slår hånden af ham, og pigen dør i han arme på kajen i Le Havre.
 

GNISTRENDE TENOR

Historien fik vi fortalt ved koncerten i aftes ved Torvehallerne.
En koncertopførelse af ’Manon’ med Copenhagen Opera Festivals boss Michael Bojesen som fortæller undervejs. Men ellers sunget med stort bravur af internationale stjernesangere, sopranen Patricia Petibon som Manon og tenoren Jean-Francois Borras som Des Grieux. Et scoop for festivalen, på en måde en gentagelse af en succes samme sted forrige år: På podiet et fuldt orkester, igen Malmø Operaens, og nu igen et af operarepertoirets knaldperler fra slutningen af 1800-tallet.
Og så med stjernesolister. Vi siger det bare. Om en måned står Borras på Metropolitan Operaens scene og synger Rodolphe i La Boheme. Og Patricia Petibon er her der og alle vegne, også med mellemrum i Danmark.
Hun forgylder Manon-rollen med et spillevende spil, misser nogle gange lidt distraheret mod solen, men er først og fremmest dette diffuse, selskabelige og flirtende franske, rødhårede kvindemenneske, der hæmningsløst lokker Des Grieux i fælden. En lysende sopran-kunstner. Mest berømmet for sine mange præstationer i barokopera-genren. Nu ubesværet i det fransk-romantiske.
Med en Borras ved sin side, gnistrende mørk og en tenor med mindelser om Pavarotti, ubesværet, robust og udstrålende en glæde ved at synge, svinge sig i højden, ét med situationen. Måger eller ej. Et forrygende bekendtskab.

SAMME HISTORIE

En lille kæde af medvirkende udenværker, hentet fra nær og fjern, en af dem festivalens priskårne unge talent Jacob Vad. Et samlet vokalt bidrag til at fortælle denne lidt mosgroede, men stærkt iørefaldende franske opera, konkurrent i repertoiret til Puccinis ’Manon Lescaut’, for det er den samme historie.
Ingen skal forklejne effekten af at sætte sådan en forestilling op midt i tummelen på det gamle Grønttorv mellem de nye Torvehaller.

Desværre var netop ’Manon’ en enegænger. Flere af de øvrige operaer på ugens program gentages tre-fire gange. Men ingen skal klage. Festivalen, der slutter på søndag, demonstrerer usædvanlig kvalitet. Publikum fylkes. Og mågerne flyver.

gregersDH.dk