BANDIT I LAKSKO

Fremragende bog om Flemming Flindt, der skabte sin generations ungdomsoprør i dansk ballet

’Mandarinen Flemming Flindt – et teaterliv’. Forfatter: Knud Arne Jürgensen under medvirken af Vivi Flindt. 368 s. 399,95 kr. Illustr. Udkommer 1.3. 2019.

*****

VAR han det? En bandit i laksko? Det var noget, en af den kgl. ballets ældre massører sagde om Flemming Flindt engang i 60’erne. Godt sagt. Straks til at bekræfte og straks til at dementere. En glimrende forenkling af nogle sider af danseren, koreografen og Det Kgl. Teaters forkætrede og forgudede balletmester Flemming Flindt, en mand med en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i nyere dansk teater.

DET er den tidligere solodanserinde Mette Hønningen, der nævner ’banditten i laksko’ i en af de talrige kommentarer, forfatteren til ’Mandarinen’ har samlet til sin store bog om Flemming Flindt. Hun uddyber selv, hvor massøren vil hen med sin karakteristik af Flindt. Og hvor både præcist og utilstrækkeligt, det rammer. ”Flemming var en troldmand… han kunne forføre os alle sammen, når han talte om et projekt,” fortæller hun. For så et øjeblik efter at sige: ”Jeg var bange for Flemming, så bange, at hvis han havde bedt mig om at springe ud af vinduet, så ville jeg have spurgt: ’I hvilken position?”

DET har ikke altid skortet på humor i den ellers så følsomme og lukkede verden af kongelige dansere. Igen for at citere Mette Hønningen: ”Da jeg senere i slutscenen af balletten ’Carmen’ fik et par lussinger af Flemming Flindt i rollen som Don José, tænkte jeg: ’Du skal saftsuseme ikke slå mig!’ Så spyttede jeg rigtig tilbage på ham. Og så gjorde han det ikke mere’. Da hun senere blev udnævnt til solodanserinde, kom en anden pige fra balletten hen til hendes garderobe og slængte en buket ind, mens hun tudende råbte: ”Tillykke!” Mette Hønningen gik til Flindt og sagde, at dette kunne hun ikke klare, og bad ham løse hende fra titlen igen. Han svarede: ”Hvem er chef her?… kan du nu finde døren – farvel!”

SÅDAN vrimler bogen med stumper og glimt, der fortæller noget om Flemming Flindts facon og mentale forhold til sit arbejde. Men først og fremmest er bogen en tilbundsgående, ja nærmest alt omfattende beretning om Flindts usædvanlige løbebane, der ikke bare blev knyttet til Det Kgl. Teater, men også til Pariser Operaen og senere til balletkompagnier i USA og i øvrigt til utallige gæstespil som både danser, koreograf og iscenesætter over hele verden. Forfatteren Knud Arne Jürgensen er en dybdeborende teater- og musikforsker, det bevæger sig på grænsen til det umættelige, når det gælder at få det hele med. Der bliver kastet lys på Flindt fra alle tænkelige hjørner, fra medarbejdere, dansepartnere, balletkritikere, danske og udenlandske.

JÜRGENSEN har haft Vivi Flindt med i arbejdet hele vejen igennem. Flemming Flindt har selv ved en eller anden lejlighed kaldt hende sin ’bibliotekar’. Hvad der selvfølgelig ikke reducerer beskrivelserne af hendes betydning som hans enormt begavede dansepartner og hendes selvstændige, forbløffende karriere som balletstjerne. Men det henviser til, at Jürgensen har kunnet trække på hendes viden næsten linje for linje i bogen, fordi Flindts karriere, fra det øjeblik han bliver balletmester på Det Kgl. i 1966, er forløbet i et intimt kunstnerisk og privat parløb med Vivi, den fabelagtige, originale solodanserinde og moren til deres tre børn. At kalde hende ’bibliotekar’ hænger nok sammen med Jürgensens egen mangeårige beskæftigelse som leder af Det Kgl. Biblioteks teatersamling og som udstillingskurator ved Teatermuseet på Hofteatret. Her er noget, han virkelig har kunne sætte pris på i udfærdigelsen af biografien: Vivi Flindts omhyggelige opbevaring og registrering af Flindts dokumenter, breve, aftaler, kontrakter, programmer, anmeldelser og film- og lydoptagelser. Vi holdes orientereret undervejs med nøje henvisninger a la [FF-arkivet, kasse B] etc. Der er orden i sagerne og troværdighed i forløbet af fortællingen.  Trættende? Slet ikke. Bogen er levende og velskrevet. Og i øvrigt sprængfuld ad billeder.

NOGET af det mest stimulerende og afgørende er gennemgangen af Flindts over 50 opsætninger. Ideerne. Koreografierne. Modtagelsen. Selvfølgelig med vægt på de store og epokegørende forestillinger som ’De tre musketerer’, ’Den forunderlige mandarin’, ’Enetime’, ’Dødens triumf’ og ’Salome’, Velfortalte handlingsreferater og kloge placeringer af dem i Flindts udvikling. Det er dér, vi får en virkelig meningsfuld orientering om de skift og skred, der sker i dansk balletkultur gennem en generation. Flindt begynder som balletelev på Det Kgl. lige efter 2. verdenskrig er slut, han er barn af klassisk ballet, den russiske skoling, den danske Bournonville-tradition. Han er Harald Lander-elev. Han oplever som stor teenager den chokerende periode omkring den ydmygende Lander-affære, som medførte, at Lander måtte gå fra Det Kgl. og forsvandt til Paris, et balletkorps, der delte sig for og imod Lander, Flindt selv, der stod i stor gæld til Lander som sin foretrukne lærer, og nu måtte blive viklet ind i den konfliktfyldte atmosfære på teatret og føle konsekvenserne gennem alle årene på Kgs. Nytorv, lige fra elevskoletiden i 50’erne, og gennem 60’erne, også i hans egen balletmester-tid. Et balletkorps, der blev ved med at være splittet, for og imod Lander. Som Flindt senere har berettet: ’Landers modstandere tævede mig, så snart de kunne se deres snit til det. Jeg har endda fået bank for åbent tæppe. Det var i det afsnit af ’Mestersangerne’, som vi balletbørn var med i som statister, og hvor der var larm og tumult på scenen.”

FLEMMING FLINDT følger efter Lander til Frankrig allerede i 1952, kun 18 år gammel. I Paris vokser han gennem halvtredserne og tresserne til en position som feteret solodanser, og det er den franske elegance, lethed og udadvendthed – alt det skarpe og temperamentsfulde – der tager fat i ham og kommer til at præge hans koreografier i de mange år, efter han var vendt hjem til Danmark og var blevet toneangivende balletmester på Det Kgl. i 1966. I et interview i forbindelse med sin tiltrædelse som balletmester lagde han ikke skjul på sin holdning: ”En behagelighed fra fransk kunstliv er, at kunstnerisk arbejde dybest ser er menneskers leg med at finde ud af, hvad vi er, hvad vi handler om. Herhjemme tages alt vanvittig alvorligt. Man ser næsten på kunst som på en doktorafhandling.”

DET er legen, forsøgene på at finde ud af, ’hvem vi er og hvad vi handler om’ og samtidig hans nyskabte kontakter i Frankrig, bl.a. med den rumænskfødte forfatter Eugene Ionesco, der sætter han på sporet af ideer til en ballet som ’Enetime’, en fortælling om udnyttelse af magt over andre, og senere ’Dødens triumf’, der skildrer konsekvenserne af menneskenes selvskabte ødelæggelse af jorden. Og det er åbningen til legen med det folkelige showprægede i fransk teater, der fik ham til at skrive en helaftensballet som ’De tre musketerer’. En teatersucces, der som ’Dødens triumf’ skabte et nyt, yngre og bredere publikum til De Kgl. Teater – samtidig med at det skaffede ham løbende kritik for at fjerne Den Kgl. Ballet fra traditionerne og svigte det gammelkendte repertoire. Det gjorde han ikke. Han havde bare antennerne ud og så, hvad der rørte sig af nye tendenser under ungdomsoprøret. Blev for så vidt en del af det.

Kritikken mod ham blev sandelig ikke mindre, da han – kort før han forlod Det Kgl. for at henlægge sin og Vivi Flindts aktiviteter til U.S.A. i en årrække – under en orlov fra teatret skabte forestillingen ’Vidunderlige kælling’ på Det Ny Teater, et revyagtigt stykke teater, der i lyset af den netop løsslupne porno-frigivelse spruttede af frivole tekster og scener. Endnu engang med en Eugene Ionesco-tekst som grundlag (Les commères merveilleuses) og suppleret med tekster fra Jens August Schades erotiske digtsamling ’Kærlighedsdigte’.

FLEMMING FLINDTS dristige balancegang omkring Det Kgl. Teaters status som et kulturbevarende nationalteater er værd at følge i Jürgensens bog. Flindts kurs er provokerende. Man kan følge den og se, hvordan den bunder i hans specielle mentalitet og egenskaber, men også i de stærke inspirationer, han henter med hjem fra udlandet, i hans modige og nyskabende samarbejder med komponister som Per Nørgaard, Ole Buck og Peter Maxwell-Davies, og måske i de voldsomme, personlige oplevelser og erfaringer, han fik f.eks. i forbindelse med de dramatiske hændelser omkring Lander-affæren, der skete på et tidspunkt, hvor han var på spring ind på balletbanen. Bogen folder så mange muligheder ud, og den er en glimrende introduktion til forståelse ikke bare af Flemming og Vivi Flindts karriere, men i det hele taget af dansens udvikling i Danmark gennem mere end en menneskealder. Den fortæller om en teaterkunstner, der sprænger rammer, løber ricici, møder masser af modstand, bliver feteret som genial, finder sig i meget, f.eks. en kulturminister Niels Mathiassen, der i anledning af premieren på ’Vidunderlig Kælling’ på Det Ny Teater råber højt i foyeren på Det Kgl.: ”Hvis jeg skal holde ud at se Vivis røvballer, så skal de først hæftes op med plaster!”. Der vor dog en grænse overskredet. Flindt skrev et brev til den socialdemokratiske kulturminister, hvori han beder om en anstændig opførsel – ”så jeg og Det Kgl. Teaters ledelse kan udføre vort betroede embede i tryghed.”

gregersDH.dk