Sine Bundgaard, Michael Kristensen, Lars Møller og Randi Stene i ‘Mahagonny’ på Operaen. (Tegn.: Claus Seidel)

PENGENE

PÅ BORDET

Den Kgl. Opera sætter asylsøgere på scenen i en lidt diffus, men også stærkt animerende opsætning af Brecht og Weils ’Mahagonny.

Forfatter: Bert Brecht. Komponist: Kurt Weill: ’Mahagonny’. Instruktør: Graham Vick. Scenograf: Paul Brown. Medvirkende bl.a.: Randi Stene, Jens Chr. Tvilum, Sten Byriel, Sine Bundgaard, Michael Kristensen. Magnus Gislason, Palle Knudsen, Lars Møller og Lars Bo Ravnbak. Operakoret og en gruppe på 31 asylsøgere.

’Mahagonny’ spiller igen på Operaen 29.11. og 2.12. Derefter seks gange i januar, tre gange i februar og to gange i marts

****

DU godeste! Scenen er proppet af medvirkende ved fremkaldelsen efter tæppefald på Operaen.
De sidste toner i ’Mahagonny’ er klinget ud, og dér står nu – vi gætter: Op mod et hundrede menneskevæsener, der har medvirket. Klar til blomster og bifald.
Det kan nok give nogle bogholdere i Finansministeriet noget at spekulere på. Får hele sværmen honorar? Får de blomster alle sammen fra kgl. hofleverandør Bering?
Det lader vi bogholderne om og finder en forklaring: Brecht og Weills ’Mahagonny’ er stor opera – eller musical, hvis vi foretrækker at kalde den dét. Mange roller og kor og orkester – det sidste, Det Kgl. Kapel er lokket på scenen til fremkaldelsen. Fint nok. Musikerne plejer at få en gang separat applaus, mens de sidder i graven, normalt er det kun dirigenten, som er oppe på brædderne og få sin hyldest, og – som ceremonien nu er – slå armene ud ned til orkestergraven, ikke for at lægge ansvaret fra sig, men for at give musikerne del i bifaldet.
Men med i massemobiliseringen ved fremkaldelsen er en gruppe på over tredive mennesker, ansat for tilfældet. Flygtninge, asylsøgere hentet ind fra asyllejre på Sjælland. De medvirker som det, de skal i forestillingen: Agere folk, som suges til fra nær og fjern for at få del i Mahagonnys lyksaligheder – byen, der hos Brecht og Weill er en fiktiv westernby, banket op til et sodoma af rigdom, vellyst, svindel og jagt på profit, et Las Vegas gange ti, forlystelser, druk, prostitution, et sted, hvor ét mantra fylder folks tilværelse: Penge.
Flygtninge-idéen er instruktøren Graham Vicks. Han har gjort noget lignende i Birmingham i England, hvor han er operachef, og hvor han har forsøgt sig med at give flygtninge beskæftigelse ved givne opsætninger.
Som opera-instruktør kender vi ham som en brillant iscenesætter af Janaceks ’Sagen Makropulos’ i 2006, en begavet og interessant forestilling på Det Kgl. i 2006.

ASYLSØGERNE

Vi ved ikke om Vicks ide med at bruge flygtninge i ’Mahagonny’-opsætningen skal opfattes af publikum og asylsøgerne som en uforskammet hentydning til det attraktive danske velfærdssamfund som magnet for udlændinge i nød.
Nogle vil sikkert fortolke det sådan.
Vi foretrækker fra denne plads at se det som en fornuftig beskæftigelseforanstaltning for asylsøgere og samtidig et godt teatralsk element i et stykke, der handler om drift mod en lykkeligere tilværelse, der bare viser sig at være en boble af illusioner – med de mange flygtninge på scenen som dem, de er, mænd og kvinder, unge og gamle og på en art lige fod med kor og solister.
De dukker op overalt i salen, i sidegangene og på en rampe, der er bygget op mellem parket og orkestergrav, hvor de færdes. Oven i købet på en ekstra balkon, som sceneteknikken på et tidspunkt hæver op fra scenegulvet i scenens fulde bredde, totalt identisk med de noble balkoner i tilskuerrummet.
Sådan får vi ellers Operaens teknik demonstreret, så det forslår – i en forestilling, der i øvrigt udmærker sig ved en nøgen og bar scenografi. Alt afvikles uden antydning af den western-naturalisme, vi har set i tidligere Mahagonny-opførelser på Det Kgl. Nu erstattet af lysreklamer, filmstumper og slogans i grafiske klip. God Brecht- og Weill-tradition fra opførelserne omkring 1930 i Berlin.
Hvis vi fastholder vores skepsis over en fortolkning af flygtningeanvendelsen som en eventuel jævnføring af Mahagonny med Danmark, f.eks. København, så skal vi åbenbart tænke om igen, når vi ser scenografiens flittige anvendelse af slogans og advarsler i grafisk kæmpeformat: ’STOP – GRÆNSEKONTROL’, ’DANGER KEEP OUT’, ’ADGANG FORBUDT – PRIVAT OMRÅDE’, ’INGEN OPHOLD NO LOTERING’ o.s.v.

PENGE

Sådan kastes vi ud i indtryk og spekulationer undervejs – da også i oplevelser.
’Mahagonny’ er delt i tre akter. Den første skildrer fire løsslupne straffefanger, skovhuggere fra Canada, der forvilder sig i ørkenen i driften mod det forgyldte paradis, de har hørt om. Anden akten fortæller om det vilde leben i Mahagonny, hvor attraktionerne beskrives på skematisk vis: Afsnit med overskrifterne EATING, LOVING, FIGHTING og DRINKING. Tredieakten kredser om efterspillet til Mahagonnys undergang: Retssagen mod Jimmy, en af de fire skovhuggere, der er forsumpet i whisky og har prøvet at flygte med luderen Jenny og dét, der er værst for ham: Gæld til værtshuse og gæld til alfonsen.
At skylde penge er billetten til hængning.
Jenny synger moralen for ham om, at ’man ligger, som man har redt’… sangen, der allerede i trediverne blev et hit, sunget af Kurt Weills kone, skuespilleren Lotte Lenya og siden af så mange andre. ”Denn wie man sich bettet so liegt man” her i munden på Sine Bundgaard og nu selvfølgelig med engelsk tekst – hele operaen synges på engelsk med danske overtekster.
Vi siger til start, at ’Mahagonny’ kan kaldes en opera eller en musical. For Brecht var der selvfølgelig tale om et lærestykke om pengene og kapitalismens hæslighed. For Weill en opera, der – som man hører den især i 1.akten – musikalsk og sangligt peger mod den tids avancerede musikalske eksperimenter tæt på komponister som Hindemith. Men både i 2. og 3. akten hælder han mod melodisk slagkraftige sange og numre i retning af en stil, hvor han henter inspiration i amerikanske musicals.
Oplagt ikke mindst i betragtning af emnet. Med topnummeret ’Oh moon of Alabama’, der nærmest er blevet ’Mahagonny’s kendingsmelodi.

LEGEPLADS

Forestillingen på Det Kgl. er blevet en dramatisk legeplads for Operaens sangere. Ikke mindst for tenoren Michael Kristensen, der har en af de mest krævende roller i sit lange kongelige operaliv. Graham Vick sætter ham på voldsomme fysiske prøver, og Kurt Weill tildeler den arme stymper Jimmy operaens eneste virkelig store arie, hans klagesang i begyndelsen af 3. akt.
Michael Kristensen er som flere af de andre operakunstnere i situationer, der både skuespilmæssigt og sangligt er uden for deres sædvanlige virkefelter. Men vi overværer med stor fornøjelse deres bestræbelser for at følge Graham Vicks måde at blande den brechtske, emotionelle nedtoning af rollerne med deres naturlige trang til at gøre personerne til levende og bevægende typer: Randi Stene, Palle Knudsen, Sten Byriel, Sine Bundgaard, Jens Chr. Tvilum, Lars Møller og Magnus Gislason.
Underholdende det ene øjeblik, rørende det næsten, komiske og indimellem let desorienterede.
De stærkeste virkninger opstår med de store kor, hvor Vick skaber massebilleder, og hvor kor og solister forenes i Weils enkelt skrevne, men manifest effektive satser. Det er de situationer, der bærer navnlig 2. og 3. akten. Og som gør den store gruppe flygtninge til logisk medvirkende. Kor og statister bliver samlet visuelt i den styring og placering, Vick opererer med. Og som dirigenten Julien Salemkour holder kor og orkester fast i.
Publikum får en overraskende og stærk forestilling på de præmisser.
Måske for nogle foruroligende. ’So let them’, som Bernhard Shaw ville sige.

gregersDH.dk