Kristian Holm Joensen, Rikke Lylloff og Lise Baastrup i ‘Mågens’ på Nørrebro Teater  (Tegning: Claus Seidel)

OP MED

HUMØRET,

TJEKHOV

’Mågens’ er festlig og løssluppen pjank med Tjekhov-klassikeren ’Mågen’. Men ustyrlig lang.

Ditte Hansen/Louise Mieritz: ’Mågens’. Instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Tammi Øst, Christian Fuhlendorff, Lise Baastrup, Andreas Jebro, Rikke Lylloff, Benjamin Kitter, Kristian Holm Joensen, Janus Elsig og Carl-Christian Riestra.

’Mogens’ spiller på Nørrebro Teater indtil 19. april. Varighed 2 t. 25 min.

****

LØSSLUPPENT – ud over alle bredder. I den grad, at vi efter de første to timer er tæt på forstoppelse, ganske vist griner vi en del videre, men tænker: Så er det nok.
Makkerindeskabet Ditte Hansen/Louise Mieritz har taget en stribe kraftspring på en trampolin, der hedder *Mågen”, agtværdig klassiker af russeren Anton Tjekhov, der handler om størknede, noble sjæle, der ingen vegne kommer med deres drømme og ambitioner på deres mondæne, men faldefærdige sommergods. Ikke mere varmt vand i hanerne, hverken i hus eller mennesker.
De to skøre og begavede damer har allieret sig med instruktøren Heinrich Christensen, som også er god for vanvid på en scene – sidst vi så hans udfoldelser i den toneart, var, da han iscenesatte farcen ’Den spanske flue’ på Aalborg Teater for et par sæsoner siden.
På Nørrebro Teater er ’Mågen’ blevet til ’Mågens’. Den arme måge, der hos Tjekhov bliver plaffet ned af familiens søn Konstantin, må stadig lade livet som symbol på de uforløste ambitioner hos knægten. Han vil jo lave teater, og den ambition er uforandret til stede, selvom vi nu befinder os i Tisvildeleje, og han er en larmende klovn, der i Andreas Jebros langbenede skikkelse, råber og rabler sig igennem sit delirium – alligevel forknyt som Tjekhovs Konstantin, for han har ikke styr på noget som helst. Slet ikke på sin mor, Irina, den
aldrende skuespillerinde – med tryk på rinde – for Tammi Øst udleverer hende på det mest mage- og skamløse, heldigvis jublende selvironisk. Primadonnaen, der kæmper med alderen, og allerede her er vi på en ustyrlig kant af Se&Hør-genren, virkelighed, sladder og show, der pibler af associationer til hvad og hvem som helst, ikke mindst denne og hin københavner og tisvilde-indianer, inklusive spillerne selv.

I NØRREBROS ÅND

Ingen tilskuer behøver ransage hjernen for at fatte eller blive klog på ligheder og uligheder med Tjekhovs ’Mågen’, hverken handlingen eller personerne.
De, der kender originalen, f.eks. har set Det Kgl.s fremragende opførelse af stykket for tre år siden, kan øjne Irina i Tammi Øst, Konstantin i Anders Jebro, Trigorin – Irinas elsker – i stand up’eren Christian Fuhlendorffs rablende Boris, Nina i Rikke Lylloffs labre, hjerneblæste dulle, som de færreste vil være i stand til at overse en lighed med fænomenet Linse Kessler fra Bryggen.
Mens de vil lede forgæves efter Irina-broderen Sorin i personen, der har givet navn til Nørrebro-forestillingen: Her kaldes han Mogens – og er Kristian Holm Joensen som en bedårende, mesterligt spillet og totalt rørende klovnet gamling med frit løb til at lave stumme kunster.
Tjekhovs søde, stille Masja lykkes det Lise Baastrup at forvandle til en tornado af en teenager, mens hendes arme skolelærer i originalen er blevet til en nuttet, tumpet og hjælpeløst stammende Benjamin Kitter.
Det er afgjort i Nørrebro Teaters ånd – sådan som teatret har udviklet sig – at mixe stand up og klassikere i en syndig forvirring og sætte musik til af frejdigste art.
Præcis, hvad der sker her i Maja Ravns rundtossede scenografi. Blot kunne der mageligt skære bidder ud i 2.akt, hvor mætheden indfinder sig.

gregersDH.dk