Sonja Richter og Kirsten Olesen i ‘Madame de Sade’ på Betty Nansen (tegning: Claus Seidel)

GIFT MED

EN

SADOMASOCHIST

Rasende godt spil mellem Sonja Richter og Kirsten Olesen i bloddrypperen ’Madame de Sade’ på Betty Nansen Teatret. Men mange, næsten for mange ord. Og spørgsmål tårner sig op.

Dramatiker: Yukio Mishima. Instruktion: Stefan Larsson. Scenografi: Rufus Didwiszus. Medvirkende: Sonja Richter, Kirsten Olesen, Molly Blixt Egelind, Cecilie Stenspil, Marie Louise Wille og Sonja Oppenhagen.

’Madame de Sade’ spiller på Betty Nansen Teatret frem til midten af november

****

VALGET denne torsdag aften stod mellem at gå til ’Sound of Music’ på Det Ny Teater eller til ’Madame de Sade’ på Betty Nansen. Valget faldt på ’Madame de Sade’. Musicalen på De Ny må vente til på lørdag.
Og hvorfor så dét? Fordi ’Madame de Sade’ er debut-forestilling for Betty Nansen Teatrets nye ledelse, nu da Peter Langdal er stået af efter mere end tyve års huseren på teatret med sprællevende, undertiden revolutionerende scenekunst.
Hvad siger den første forestilling under det nye regime, direktørparret Vibeke Windeløv og svenske Stefan Larsson om ny kurs, nye toner?
Der bliver indledt med en forestilling renset for al ydre glans. Scenen er tom og nøgen gennem et par timer. Et svirp på 180 grader fra, hvad man kan forvente sig på Det Ny Teater.
Det er et ordets teater på Betty Nansen denne aften. Selvom scenen kunne fyldes af glans og farver. For det, vi oplever, sker i rokoko-tidens Frankrig, kostumerne kunne – hvis man ville dét – strutte af fest og kulør – vi er i 1770’erne og 80’erne. Samtidig med formidabelt skildrede begivenheder i Danmark – musicalen ’Hofskandalen’, operaen ’Livlægens besøg’, filmen ’En kongelig affære’– det er Struensee-tiden med råb om frihed, liberalisme og erotisk livsudfoldelse. Og på scenen: Overdådig glans.

BLOD

En historie om Marquis de Sade og hans dynamiske udskejelser kunne folde sig blomstrende ud, duftende af saft og i flammende farvepalet.
Men nej. Marquis’en drypper blod på blomsternes lyse kronblade, han river det blodrøde hjerte ud af en dræbt kanin – men det er noget, de Sades kone Renée – Sonja Richter som Marquise de Sade – fortæller om. Ikke noget vi ser, for han viser sig ikke på scenen, han sidder i fængsel, mens stykket står på.
Det foregår på den nøgne scene med nøgne vægge, højt til loftet, gulvet besat med kun stole til de medvirkende. Piskene suser, hustruen hænges op, lemlæstes under orgier, blod flyder. Men alt fortælles, intet vises. Og fortællingen er voldsomt nok endda, for der er seks iltre kvinder på scenen, alle seks med en holdning til Sade og hans udskejelser.
Sonja Richter og Kirsten Olesen som de helt centrale, de andre involverede, men fascinerede medspillere – udenværker. Richter, hustruen og Olesen, svigermoren i et hvidglødende opgør – generationsopgør og dyb, enerverende konflikt om moral, om social status. Temperamenter, der flår i hinanden.
Svigermor, Madame de Montreuil, bundet af tradition, velstand, royalisme, l’ancien régime, med had til al den turbulente snak om frihed og humanisme, der roterer omkring hende og udmunder i den franske revolution.
Richter som denne Renée, der slides i stumper og stykker, ikke bare korporligt af den sadomasochist, hun har giftet sig med – manden med den umættelige trang til at stille sit begær efter den ultimative mentale og seksuelle forløsningen. Men også en kvinde i kamp for at erobre og fastholde loyaliteten over for den besatte mand, hun har giftet sig med.

ALTMODISCH

Hvordan skal vi forholde os til denne historie om Marquis de Sade?
Virker den en smule altmodisch på os, der slugte hans ’Justine’ i baglokalerne dengang i 50’erne – gik i biografen og så Roger Vadim-filmen ’Les liaisons dangereuses’ med Jeanne Moreau, filmatiseringen af en roman skrevet på de Sades tid, en lækker, frivol lystvandring?
Har vi brug for at få krænget al den pinefulde baggrund ud, der også er for rokoko-tidens elegance, for humanismen og oplysningstiden med profeterne Rousseau og Diderot? Vi har for kort tid siden nydt og fordybet os i Eric Emmanuel Smiths ’Libertineren’, der blev spillet på Grønnegårdsteatret. En historie om glæden ved erotisk let- og frisind. Diderot som hovedpersonen, spillet af Lars Mikkelsen.
De Sade altmodisch? Eller måske overfløjet på det grusomste af alt fra nutidens rædsler på slagmarkerne og flygtninge-landevejene til porno-overdådigheden på skærmene og massage-branchens seksuelle svinebindinger og korsfæstelser af de smertehungrende kunder i dén branche?

DET JAPANSKE

Bliver vi klogere eller fascineret af et spil på scenen om sadomasochismens far, helvedeshunden de Sade?
Oven i købet skrevet af en japansk forfatter ved navn Yukio Mishima, nedfældet i midten af 1960’erne i betagelse af dette europæiske sidestykke til visse sider af hans eget tilfælde og væsen – han tilhørte en klike af japanske intellektuelle, der dyrkede ældgamle traditioner og homoseksuelle ritualer, endte selv med at begå selvmord ved at jage en kniv i sig og bede en af vennerne hugge hans hoved af i et forsøg på at nå en højere udødelighed.
Forbundetheden med det japanske oplever vi i det brag, der lyder ved stykkets slutning, hvor damerne ser mod døren: Kommer den løsladte de Sade på besøg? ”Der står en snavset, laset gammel mand udenfor,” melder husholdersken – Charlotte i Sonja Oppenhagens sorte skikkelse. Begår de Sade selvmord på dørtærsklen? Det gjorde han ikke i virkeligheden. Braget, vi hører udefra, er en association til atombombe-braget over Hiroshima. Jordisk helvede sendt fra himlen.

TVIVLEN

Er dette vigtigt for os, når vi ser stykket på Betty Nansen?
I hvert fald ikke det vigtigste. Det, der primært optager os, er konflikterne omkring og navnlig i Sonja Richter, de Sades hustru Renée. Hun gør ganske vist sin entré med noget, der ligner en japansk krumsabel, banker den i gulvet som et varsel?
Men det er tvivlen, desperationen og sårbarheden i denne kvinde, der klamrer sig til loyaliteten over for sin mand med de djævelske tilbøjeligheder – det er de Davids-slynger, hun i vildskab kaster mod sin mor. Og det er det umulige forsøg på til sidst at lade sig overtale af Marie Louise Wille til at gå i kloster – det er alt det, der fastholdes og udvikles så hjerteskærende af Sonja Richter.
Wille spiller veninden, der har reddet sit eget skind under revolutionen ved at blive nonne. Hvor meget, og navnlig hvor lidt, den slags nyttede i 1789, ved vi fra Poulenc-operaen ’Karmelitterne’, der blev spillet for nogle år siden på Det Kgl.
Kirsten Olsen vælder frem mod os med al sin sproglige autoritet og lammende konsekvens i morens rolle, den stålsatte mor, den samfundsbevarende blok over for alt, hvad der kan kappe trådene til det for hende moralsk og økonomisk trygge i livet. Sprækkerne er der, men plastres konstant til.
Renées lillesøster Anne bliver spillet af debutanten Molly Blixt Egelind med godt tag på denne livsglade, naive pige, der var nam-nam for de Sade. Og Cecilie Stenspil folder sig storladent ud som kynisk iagttager og beskriver af marquis’en og hans særheder.

ORDRIG

Både kynismen og menneskeligheden i historien er fortalt stramt og enerverende indlevet af dette damehold under ledelse af instruktøren, teatrets nye meddirektør Stefan Larsson. Han har iscenesat ’Madame de Sade’ tidligere i Stockholm.
Vi aner den trend, der kan blive en del af Betty Nansens image fremover – kan vi kalde det en svensk bølge af anti-lystspil i sporene efter Lars Norén og bagude Strindberg og Bergman – Bergman har engang både sat ’Madame de Sade’ op på Dramaten og lavet en film om damen.
Som det ses: Forestillingen bringer en del spørgsmål på banen.
Den er som nævnt ordrig. Nok for ordrig. Navnlig i 2. akten.

gregersDH.dk