*
*
*
*
*
*
*
*
ALT I KRYDSFINER HAVES
’Macbeth’ er en opera med den tidlige Verdis enkle slagkraft. På Det Kgl. er det tredje forsøg på at formidle et temmelig ulykkeligt sparekoncept.
Verdis ’Macbeth’ spilles på Operaen til og med 11. december.
**
DET er ved festen hos Macbeth i slutningen af 2. akt, at det bliver helt klart: Vi er midt i et dansk kommunevalg.
Magtkampen raser. Måske i en større dansk provinsby. Det kunne være Odense. Der er en duft af nobelt borgerskab.
Spidskandidaten Macbeth går amok, han er nervøs, han føler knive i ryggen. Nogle af dem er han selv klar til at plante. Drevet af hustruen, den elegante, velkonserverede fru Macbeth, som er den af de to, der egentlig vil magten. Og som kender knebene.
Macbeth er styrbar, svag, let at manipulere. Vi har set det allerede under ouverturen, hvor instruktøren lader fruen spille kispus med sin arme, erotisk let fængelige underdog af en husbond.
Falder vi nu endnu engang over en opsætning af en klassisk opera, der afleveres i moderne kostumer, i teatrenes forventning om, at publikum så måske bedre kan se det alment relevante indhold i et værk? Magtkamp, morderiske metoder o.l. som eviggyldige fænomener, derfor også aktuelle?
KRYDSFINER
Muligvis. Men man ligger, som man har redet på Operaen. Der er gjort et stort nummer ud af, at de tre Verdi-operaer, der spilles dette efterår til fejring af komponistens 200-års fødsel, er valgt og hænger sammen i et fælles scenografisk koncept: En kasse af krydsfiner. Tegnet og sømmet af engænderen Ashley Martin-Davis.
Kasser af krydsfiner som boligindpakning kender vi fra de danske parcelhus-tressere, de rummer en vis nostalgi for os, men bibringer også mange en ram fornemmelse af tristesse. Og derfor også holder boligpriser på lavt niveau.
I de tre kongelige Verdi-festforestillinger driver krydsfineren os i provinsiel depression. Det gik med ’Otello’, der var den første af de tre. Den lukkede klaustrofobisk, og dermed virkningsfuldt, omkring en klaustrofobisk kærlighedstragedie.
I ’Falstaff’ lykkedes det Peter Langdal at få løsnet lidt op for laminat og paneler og skabt betydelig munterhed.
HEKSE
I ’Macbeth’ er krydsfinerboxen af uhyrlige dimensioner. Tresser-interiøret som overdimensioneret tvangsarv. På den måde ikke urimelig som ramme om et provinsielt opgør mellem konkurrerende etatsråder.
Relevant, men også morderisk for forestillingens i sig selv fortvivlende forsøg på at få de mange hekse-indslag med vanvid, vildskab og varsler til at fungere.
Operaen er Verdis musikalisering af Shakespeares sikre leg med overtro, trolddom og hekse som medhør, medfortolkere og aktivt drivkræfter til menneskelige handlinger. Skæbnebestemte og fortolkede gennem heksenes hvisken eller råb gennem megafoner.
Den australske Instruktør Benedict Andrews mener med denne iscenesættelse, at moderne hekse kommer til ordet gennem hold af SAS-uniformerede stewardesser, natklubudmajede bunnies tilført en enkelt stripper, og hvad der ellers blev opvist i forskellige scener, når Macbeth i mangel af spindoktorer søgte råd der, hvor de gaves på markedet. Hos heksene.
SLAGFÆRDIGHED
’Macbeth’ er en af Verdis tidlige operaer. Der er masser af tjim-da-da-tjim i musikken, munter slagfærdighed i tre- eller firdelt rytme som arbejdsmateriale for de forfærdeligste begivenheder – den slags kender vi i dramatisk bedre og mere fuldtonende udgaver fra f.eks. ’Rigoletto’.
Men effektiv og flotte passager er der sandelig. Bl.a. et par brillante korsatser i 4. akten, indstuderet og sunget med den homogene klang og vægt, som er operakoret egen.
Operaens titelhaver var ved premieren gæsten Dario Solari. Lige så dygtig og udmærket en baryton som Anne Margrethe Dahl er en dygtig sopran, oven for beskrevet som elegant, i rollen som Lady Macbeth drevet til et spidspunkt i sin indbyggede, kultiverede apparition – hvor had og råhed ikke har egentlig hjemsted. Men effektiv, både vokalt og dramatisk.
I titelrollen som Macbeth vil senere teatrets egen John Lundgren lade sig høre og se.
Blandt de øvrige større partier var Banquo i aftes ved premieren besat med den russisk-armenske basbaryton Arutjun Kotchinian – her ved det blive spændende også at se den nybagte, danske Operaakademi-uddannede Henning von Schulman ved senere opførelser. Bemærkelsesværdig og godt syngende var i aftes forestillingens Macduff, tenoren Michael Kristensen.
Som det vil forstås: En ’Macbeth’, som under Braunschweig-dirigenten Alexander Joel har elementær forståelse for Verdis kontante slagkraft i dette tidlige værk.
gregersDH.dk