STILØVELSE

Betty Nansens Edison Scene fabulerer løseligt over begrebet ‘Lyst’

**

’Lyst’ på Betty Nansens Edison-scene. En lille stiløvelse. Ikke

mere.
Skægt nok: Hvis man pløjer sig igennem det mægtige

undervisningsmateriale til skolerne, der er linet op af teatret på

hjemmesiden som pædagogisk lagkagebund til ’Lyst’, så bliver man

nærmest tændt.
Dér sker nemlig noget, der minder om det, man oplever med ’Flammens

Muse’ på Kaleidoskop, som har snuppet prologen til Shakespeares

’Henrik 5.’ og sagt: ’Sæt fantasien i sving, kammerater! Teater

handler om at se det for sig!’
Artikel på artikel i undervisningsmaterialet handler om fænomenet lyst, og tak skal du ha’, hvor man sidder og fantaserer sig til de herligste ting under læsningen og under dynen.
I selve stykket går man mest den modsatte vej. Pap skåret i

stumper.

BANANER

Stykket falder som en stribe vignetter til skolematerialet. En

collage af situationer, korte vareprøver på, hvad man tumle med i

sin sjæl af krop af lyster af forskellig art. Mest hentet fra

afdelingen for seksuelle ekstravagancer og specialiteter i de

kategorier, der ikke føres hos Irma og eller Brugsen. Det skulle da

lige være den bolledej, som Pernille Koch maser rundt med og bliver

høj af, og som på håndfast vis henviser til det bjerg af

rosenblade, som I.P. Jacobsens Marie Grubbe som teenager sidder ved

marmorbordet i parken til Tjele og kører rundt med i vage, lystne

drømme. Men vi er i et fjernere departement med numre som det,

transvestitten med det klingende navn Ramona Macho (Hverdagsnavn:

Bo Haugen Clausen) fremfører, hvor han/hun gnasker bananer i sig,

moser dem i munden, pladrer dem ud igen i hænderne og smører dem

ind i sin nøgne krop fra isse til fod med åbenbar vellyst.

MODIGT?

Det er næppe rigtigt at sige, at der hører et særligt mod til at

opføre dette lille banan-show i en offentlig forestilling. For dels

er det ekshibitionismens definerede væsen at vise sig frem. Og dels

er det ikke meget anderledes end den type excesser, man kan blive

delagtiggjort i på særegne, men offentlig tilgængelige tv-kanaler,

og således ikke specielt provokerende. Som kunstnerisk provokation

er det en svag afglans af Fluxus-agtig fremfærd i 60’erne, da nøgne

damer i cellofan spillede på cello for os, eller sære herrer bragte

sig selv i ekstase ved at save flygler over på Louisiana. Eller i

20’erne, da Josephine Baker dansede banan-nøgendans i København

tiljublet af PH. Dengang et attak på stivnet kunst og stivnet

moral. Nu højst en ironisk kommentar til særhederne på skærmen og i

outsidermiljøer. Men det hører med at konstatere, at Ramona Macho i

’Lyst’ har lidt bedre tjek på sine skuespilmæssige gerninger og

ugerninger, end hun havde i CampX åbningsforestilling i efteråret.

VIDERE?

Det er til gengæld umiddelbart svært at se, hvordan man i øvrigt

skal komme meget videre ad baner som ’Lyst’, efter at vi nu har

drejet os rundt om trans-etc-emnet så flittigt gennem et halvt år

på flere teatre. Der er enkeltscener i ’Lyst’, der bæres af gode

skuespillerpræstationer. Ditte Gråbøl håndterer eksempler på

erotiske frustration med nærvær og præcision. Thomas Corneliussen

ligeledes. Men det er så dét. 
For Christian Lollike som forfatteren må dette vel nærmest være  –

som konstateret til start: En stiløvelse.

Gregers Dirckinck-Holmfeld