SOM KATTE I MØRKET
Lyon Balletten går frejdigt ind på Det Kgl.s Gamle Scene og viser, hvordan ballet også kan være: Grafisk magi i uberegnelig udfoldelse.
*****
HAN er fuld af tricks, ham William Forsythe, som har lavet ’Limb’s Theorem’, den ballet, som Lyon Operaens Ballet gæstespiller med på Det kgl.s Gamle Scene.
Tricks til at fange os. Spænde publikum op tril maksimal opmærksomhed. Ok, det er måske lidt lurvet at kalde det tricks. Så siger vi kunstnerisk midler.
Altså: For det første lader han flere stræk af sin ballet foregå i et clair obscur, et halvmørke, undertiden næsten helmørke. Vi tvinges til at spærre øjnene op som katte for at se, hvad danserne har for.
Så bruger han elektronmusikken til at skabe ekstrem spænding. I den første af de tre korte balletter med en ustandselig skiftende rytme, i den anden med
en insisterende, næsten enerverende puls i fire-fjerdedels rytme. Og i den tredje med voldsomme dynamiske brudflader afvekslende med næsten total stilhed.
KROPPENS UDTRYKSKRAFT
Koreografisk tvinges vi også hele tiden til intens opmærksomhed. Ikke bare fordi dansernes måde at bruge kroppen på adskiller sig meget fra klassisk skoling – selvom dén selvfølgelig også er med i deres kunnen og udtryk. Men vi er ind imellem næsten henne i street- og brakedance. Eller i afrikanske og asiatiske inspirationer, hvor kroppens smidighed og udtrykskraft rækker langt ind i noget rituelt.
Ydermere drives vi til at skifte fokus fra danser til danser, fra gruppe til gruppe, fordi der foregår forskellige ting på scenen samtidig. Tit noget, der følger de forskellige lag i musikken. Der kan være en insisterende, metronomisk rytme, som nogle danser følger i specielle mønstre, samtidig med at andre dansere forholder sig til et continuum af lyd, der undertiden ligger som en orgeltone under ellers urolige, dansante eller bare voldsomt animerede rytmer.
KOREO-GRAFIK
Handlinger, historier – det er ikke dét vi får. Ingen lineære udviklinger. Men konstant uberegnelighed.
Og vi får sprog. Kroppens sprog i mange udgaver.
Og så får vi billeder. Skulpturer. I den første af de tre balletter hviler en kæmpe rektangulær plade over scenen. I den næsten en vældig bølgeformet væg. I den tredje noget, der ligner Tycho Brahes klode, skåret halv. Alle tre bevægelige, dominerende, truende, grafiske elementer, der bider sig fast for vores øjne og får alt, hvad danserne gør, til at blive noget, vi må forholde os til sig.
Koreografik. Lad os kalde det det. Hele tiden med lys kastet ind, ud, op og ned. Med enorm effekt på de sort-hvide dansere, mandlige og kvindelige, atletiske, næsten dyriske i deres kropssprog ind imellem, et forbløffende konglomerat af klassisk dans, olympisk gymnastikopvisning, ordløst drama. Og folkelig, raffineret optrin. Passager i den sidste af balletterne kan give en undrende sjæl associationer til avanceret og sublimeret work out på danske højskoler.
’Limb’s Theorem’ hedder balletten. Lemmernes Lære – noget i den retning.
Jo. Klogere bliver vi. På kroppens muligheder. Og på dansekunstens mangfoldighed.