MUSIKKENS

FRANSKE

LEGEBARN

Marionet Teatret i Kongens Have sætter yndefuldt liv i den franske komponist-skævert Erik Satie (tegn. Santiago Rosinol, 1891)            

Komponister: Erik Satie og Pete Livingstone. Instruktør: Nina Kareis Livingstone. Scenograf: Julie Forchammer. Skuespillere og dukkeførere: Ole Håndsbæk Christensen, Yulia Lystbæk og Bo Carlsson.

’Lydmåleren’ spiller på Marionet Teatret i Kongens Have indtil 20. august kl. 14 og kl. 15. Varighed: 25 min.

****

Ole Håndsbæk Christensen som Satie. (Foto: Sine Kristiansen)

ERIK SATIE – fransk komponist og legebarn. Han hører til generationen omkring Ravel, Poulenc, Honegger etc – hele holdet af komponister, der holdt til i Paris frem mod 1920’erne – Satie, så forbundet med den ene, så den anden, men mest sig selv.
En outsider.
Klassisk skolet på konservatoriet i Paris, men skoling gav han fanden i det meste af sit liv, skrev stakke af musik med de sjoveste titler, og sjov var musikken, Noget af en rodebutik – lige som hans private ’butik’ i en parisisk forstad. Da man gennemgik hans lejlighed efter hans død i 1925, fandt man halve, hele og kvarte værker, mange af dem smidt i et flygel, han havde stablet oven på et andet flygel.

Vi kan muntre os over hans dadaistiske leben, endnu mere over hans musik, som Marionet Teatret i Kongens Have har gjort til emnet i en fin lille forestilling, der hedder ’Lydmåleren’ – se billedet: Ole Håndsbæk Christensen har tommestokken i brug. Han er ved at tage bestik af en lille Satie-komposition – Pete Livingstone har komponeret med, og det er ikke lige til vide, hvad der er Satie, og hvad der er Livingstone. De er to alen ud af et klaverstykke på Marionet Teatret.
Der bliver ikke sagt et ord undervejs – og dog. Satie (det er Ole Håndsbæk) siger ’Bonjour’, og ungerne på tilskuerpladsrne svarer hurtigt ’Bonjour’ – så har de lært dét fransk.
Og lært mere endnu: En bid noder. Der er en hel pædagogisk passage, hvor de usynlige, men fingernemme dukkeførere iført røde handsker spiller sekshændigt med Monsieur Satie, mens noderne stormer rundt på de fem nodelinjer og placerer sig helt efter bogen. Det er både underholdende og altså smuk pædagogik.
Alt i den lille forestilling har en blid, poetisk og vittig facon. Børn i børnehave-størrelse jubler over de røde fingre, følger den flakkende papillon, der flagrer ud og ind af Julie Forchammers dekorationer, og alle sammen får vi en hel lille perlerække af musikalske påfund, der fortæller om Saties dadaistiske behændighed.

For en lille snes år siden spillede den purunge pianist Katrine Gislinge Satie-numre i en teaterforestilling om den franske komponist på Kaleidoskop på Nørrebrogade, det nuværende Teater Grob. En charmerende oplevelse, som Peter Livingstone også havde en finger med i sammen med teatrets daværende ledere Mikkel Harder og Martin Tullinius.
Nu er vi til Satie i børnehøjde. Det var vi på lifligste vis også dengang.

gregersDH.dk