Jacob Madsen Kvols i ‘Lyden af de skuldre vi står på’ på Aarhus Teater (foto: Emilia Therese)

MELLEM

STOLE

Aarhus Teater vil støve den danske sangtradition af, men kan ikke rigtig finde støvet.

Danske sange remixet af Simon Kvam, Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund. Instruktion: Nicolai Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Medvirkende bl.a.: Mette Døssing, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Lisbeth Balslev, Marluze da Cruz og Arian Kashel. Musikere: Marie Koldkjær Højlund og Esben Inglev. Århus Teaters kor.

’Lyden af de skuldre, vi står på’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 30. september. Varighed: 2 timer inkl. pause.

***

MELLEM to stole? Næh, egentlig mellem mange. Det er på én måde det rørende ved forestillingen. På en måde også det ærgerlige.
’Lyden af de skuldre, vi står på’ er et løst konglomerat af danske sange. En idé om, at det gamle gods af nationale sange og salmer trænger til at bliver piftet op med noget frisk luft til teksterne og melodierne. Støvet skal pustes af dem. Uden at det rigtig fremgår, hvori støvet består. Udover at de sange og salmer – som ophavsmændene hævder i programmet – er blevet sunget så tit og så længe, at nogle mennesker dårligt nok sanser, hvad teksterne egentlig handler om, og hvor gode melodierne egentlig er, hvis man altså giver dem nogle rytmiske spark eller en ny klanglig indpakning.
Det er påstanden. Og det argumenteres der for i mange, mange ord i programteksterne. Men ikke rigtig i forestillingen.

RESULTATET på scenen har pudsige, visuelle ideer og utraditionelle måder at aflevere sagnene på. Det udvikler sig løst og fast efter den første afsyngning af ’I Danmark er jeg født’, etableret i noget, der ligner en indeklemt gammeldags skolestue, så vi skal fornemme, hvad det er, vi trænger til at slippe ud fra, og hvad det er, sangtraditionen behøver af fornyelse.
Men kommer vi egentlig derefter substansen i sangene nærmere? Scenisk bliver enkelte af dem udfoldet med dramatisk kraft – som ’I skovens dybe stille ro’, hvor idyllen væltes over ende af et bølgende kæmpe-dannebrog. En flot paradoks-effekt. Og dét er så dét.
Og den elektroniske bearbejdning af sangene giver dem et aktualiseret musikalsk snit, men den gør ikke de melodiske udgangspunkter klarere.
Bare et par eksempler: Barok-melodier som den til Brorsons ’Den yndigste rose er funden’ eller Kingos ’Sorrig og glæde de vandrer til hobe’ er melodier, som forsamlinger over det ganske land synger med stemplet i bund og fuld fornøjelse ved deres kernekraftige linjeføring. Mere i dag end for en generation siden, da ungdomsoprør og internationalisering i fællesskab skød hundrede års dansk syngeri-kultur i sænk for en stund.
Vi bliver ikke klogere i Århus af bearbejdningen. Men vi får en udmærket oplevelse, som når f.eks. netop ’Sorrig og glæde’-teksten mejslet ud som bid i et stykke fuldkornsrugbrød af – var det af Mette Døssing, der sang den? Jeg tror det. Dér kan man sige, at salmeteksten får ben at gå på. Men den er på den anden side også en af dem, der kan selv.

DET er en anden af ambitionerne: At sætte liv i teksterne og særligt lys på den. Det kan man sige lykkes med ’Dejlig er jorden’, der overraskende, men med paradoksal logik synges af én glad dansende flok skuespillere. Det er ikke netop et pilgrimsoptog, men det er en håndfast demonstration af ’sjælens glade pilgrimsgang.. og vi går til paradis med sang…
Noget lignende lykkes ikke med f.eks. ’Danmark, nu blunder den lyse nat’ ved at lade gruppen af sangere være kostumeret som et mange-generationers-billede eller er det et etnisk dansker-mix? Velnent, men så ikke mere.
Bedre med ’Her vil ties, her vil bies’, som Anders Baggesen får til at lyde varmt og poul dissingsk, men som man ikke får så meget ud af at gøre til en kærlighedsduet mellem ham og Lisbeth Balslev – hendes operastemme klinger svært utilbens med hans ru røst. Så er den modne Balslev til gengæld helt fin som en forunderlig Agnete i folkevisen ’Agnete og Havmanden’ sammen med Arian Kashef, elev på skuespillerskolen. En overraskende konstellation.

MAN savner en samlende tanke i forestillingen – ud over den luftige påstand om, at de gamle sange trænger til fornyelse, og den fornyelse skal så komme fra initiativtagernes idéverden: Simon Kvam er skuespiller og rockmusiker, og Marie Koldkjær Højlund er lydkunstner med elektronisk kompetence. Men det bliver som at gøre noget anderledes uden andet sigte end at gøre det – anderledes. Hvor vi med et tilsvarende forsøg på Det Kgl. for et lille år siden så ’Højskolesangbogen’ lykkes.
Dén forestilling byggede også på at være anderledes. Men den stærkeste drivkraft på Det Kgl. var lysten til at synge de gamle sange med hjertet bankene dér, hvor sangene allerede befandt sig. I ’Lyden af de skuldre vi står på’ undgår vi ikke fornemmelsen af fortænkt manipulation med materialet i forsøget på, at gøre det nutidigt. Noget tørt og konstruktivt i opbygning og udvikling af ideerne. Masser af vilje, og dét ser vi da ligesom Vorherre på.
Der er gode medvirkende. Mange. Og Nicolai Faber og Christian Albrechtsen har været hittepåsomme som instruktør og scenograf.
Vi lytter, ser og hænger på. Men fyldes ikke af det store, varme genhør med den danske sang.
Teksterne bliver ikke mere levende end de er i forvejen. Melodierne heller ikke. De fleste fratages deres enkelhed. Der er ikke noget støv, der hvirvles op. Kun elektronisk filtre, der formummer deres kvaliteter.

gregersDH.dk