RÆDSLEN FOR KVINDEN

Katrine Wiedemanns greb om Wedekinds ’Lulu’ er ladet med fascinerende detaljer og en hel stribe skarpe skuespillerpræstationer.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 26. november

****

NU kan man så forlyste sig med to stykker på københavnske scener, som begge fortæller om mænds rædsel for kvinder.
Det ene er Enqvists ’Tribadernes nat’ på Betty Nansen. Det andet er ’Lulu’ på Det Kgl. 
I ’Tribadernes nat’ tager Enqvist Strindberg ved hånden og viderebringer solidarisk og indforstået Strindbergs enerverende forsøg på at demonstrere sin magt over to kvinder, hans ekskone Siri og hendes lesbiske veninde Marie. Forgæves. Han forstår ikke hvorfor. Selvom han mobiliserer al sin verbale, intellektuelle hopla. 
I ’Lulu’ prøver mand efter mand at forholde sig til, at en pige fordrejer deres hoveder, så de bliver splittergale. Ikke i en intellektuel proces – fortumlet og måbende går de amok og kører sig selv ned på ikke at begribe, hvad hendes sexede tilstedeværelse afstedkommer, udover almindelig liderlighed.

WEDEKIND OG STRINDBERG

Bortset fra, at ’Tribadernes nat’ er skrevet hundrede år efter det Strindberg-stykke, som Enqvist bygger ’Tribadernes nat’ på (’Den stærkeste’), så mærker man en indbygget sammenhæng mellem ’Tribadernes nat’ og ’Lulu’. De handler om mænd, der lever i en grundmuret bevidsthed om, at kvinder er til forbrug – men grundmuren smuldrer under dem.
Strindberg og Wedekind skriver næsten samtidig. I 1890’erne. Og mere end det. De deler skæbne. Personligt. De er med kort tids mellemrum gift med eller partner til den samme kvinde, forfatterinden Frida Uhl, og de får begge barn med hende med et års mellemrum.
Hun gik for at være en femme fatale med et exeptionelt styr på mænd. En Lulu-model.    
Den fælles afsporing i forståelsen af, hvad kvinder er for nogle væsener, udkrystalliserer sig hos de to dramatikere vidt forskelligt.

VILDTVOKSENDE

Strindberg – og Enqvist – griber sagen an i et nagende og borende, psykologisk spil mellem personerne på scenen.
Wedekind gør noget andet: Han skaber et surrealistisk forløb af vildtvoksende situationer omkring pigen Lulu, borer sig så at sige i stadig tættere cirkelbevægelser omkring hende, for at forklare hendes tilsyneladende ubegribelige virkning på mændene omkring hende.
Katrine Wiedemann må i sin iscenesættelse på Det Kgl. derfor bruge en helt anden teatralsk form, end Peter Langdal bruger til det fintmærkende psykologiske spil på Betty Nansen.
Alt i Wiedemanns ’Lulu’ foregår i sketchagtige ryk, i et spil, der næsten kunne være Mester Jakel-teater, personerne som en art dukker, der handler irrationelt, i reaktioner, der er styret fra underbevidsthedens dyb og ført frem af teksten og instruktøren som i en vidt udspunden tegneserie – Lulu selv i Danica Curcics skikkelse som en cirkusprinsesse, der svinger sin pisk og tumler med mændene omkring hende som i dressur, uden at ane, hvad hun gør, hvordan og hvorfor.
Det er kvinden som instinktiv og primitiv operatør.
Martin Greis som Maleren Schwarz, der går amok og bare ruller med øjnene over at have hende som model, Henning Jensen som stinkende alfons og far til Lulu, Jens Albinus som rigmanden Franz Schöning, der snubler hvileløs rundt som en automatstøvsuger og støder ind i alt af befippelse over Lulu, og Peter Plaugborg som hans søn Alwa, der taber al besindelse, går i hundene til sidst med Lulu og dårligt sanser, da hun i tredje akt er endt som prostitueret i London med ham på slæb og myrdes af Jack the Ripper.

UHYGGEN

Alle er ’under her spell’, og der er kun en udvej: At lade hende dø. Undervejs omkranset af et broget sjak af udnyttere, og selv udnyttet.
Den parisiske 2.akt er et kapitalismens inferno, hvor Kathrine Wiedemann fryser de medvirkende i spændetrøjen omkring spillebordet – under jødestjernen. Er vi hos Rothschilderne måske?
Der er en uhyggestemning især i denne akt med isnende børnepornografiske tilsætninger.
Langt uhyggeligere egentlig end den 3. akt, der desværre trækker for langt omkring den sorte London-nedtur, hvor Kirsten Olsen som den lesbiske Martha von Geschwitz vakler som et vrag i hælene på Lulu, og alt får sin makabre, blodige slutning.

RESPEKT

Der har været meget snak omkring denne ’Lulu’-opsætningen, katastrofen med Søren Sætter Lassen, nu erstattet af Henrik Koefoed i slibrig action, nye ulyksalige hændelser omkring premieren i fredags, og endelig den meget omtalte debut af Danica Curcic i den store titelrolle.
Hendes indsats aftvinger respekt – fortilfældene med at lade nybagte skuespillere debutere i netop den rolle er flere: Sonja Richter fik sit gennembrud som Lulu på Odense Internationale Musikteater for femten år siden med en glorværdig karriere derefter, og Ida Marie Rasmussen havde en lige så omtalt og flot debut ved en ’Lulu’-premiere på Aarhus Teater i 2008 – her har karrieren siden været mindre eksplosiv.
Hvor præstationen fører Danica Curcic hen, er svært at sige. Lovende ser det ud.
Skuespilhuset har nu fået en ’Lulu’, der er fuld af gode pointer – den kraftigt stiliserede spillestil skaber en egen makaber stemning, den dystre sidste akt taber lidt i grumheds-effekten, fordi den slæber i tempo. Hvor omvendt 1. aktens høje tempo skaber forrygende virkninger – den oprindelige prolog i ’Lulu’ med menneskene fremført som dyr af en domptør er erstattet af skumle associationer til dyriske instinkter i de første scener.
De instinkter, som kvinder vækker i mænd.
Og som gør kvinder til varulve.

GregersDH.dk