Ida Marie Rasmussen og Anders Baggesen i ‘Lulu’ (Foto: Jan Jul)  

ISAFKØLET SEX

’Lulu’ på Aarhus Teater er som skitser til en freudiansk billedbog.

***

Kan man stadig lade sig ophidse af Wedekinds Lulu?
Århus Kommune kan åbenbart. Plakaten med Lulus blottede underliv er blevet forbudt til ophængning på gader og stræder i Århus.
Hvori ophidselsen i de kommunale gemakker består, kan vi ikke vide.
Ønsker de ansatte at forbeholde sig retten til egne personlige masturbations-fornøjelser ved skrivebordene? Eller er der tale om hidsig, moralsk afværgemanøvre på kirkegængernes vegne?
Vi véd det ikke  – som Palle Lauring sagde til hvad som helst. 

I STRAKT ARM

Det er heller ikke så interessant. Mere interessant, hvad Wedekinds stykke om sexmonsteret Lulu siger os i dag. Instruktøren Søren Iversen nøjedes i et tv-interview forleden stort set med at konstatere, at hvad der vakte drabelig forargelse for hundrede år siden, ikke forarger på samme måde i dag.
Det kan han have ret i, bortset fra, at han altså ikke har taget Aarhus Kommune i ed. Men ellers: Selvfølgelig. Der skal mere til at ryste os end at se en pige smide tøjet på scenen.
Det er tydeligt, at Søren Iversen har villet genskabe den oprindelige ’Lulu’. Tidsånden, den ekspressionistiske spillestil, en distanceret, næsten kollageagtig sekvens af billeder, situationer, hastige klip  – måske som i den Lulu-film, som Pabst skabte i slutningen af 20’erne som stumfilm. Måske som Brecht opererede med sit teater i samme periode. Han kaldte det ’Verfremdung’: Figurerne holdt ud i strakt arm, så vi kunne se køligt og analyserende på dem og deres gerninger.

TYPER

Hver eneste person på scenen bliver på den måde genstand for vores iagttagelse af skikkelser som psykopatisk tilfælde.
Ida Marie Rasmussen  – som debuterer direkte fra teaterskolen i titelrollen –  er holdt fast på det barnlige, umodne, ubevidste, næsten en mekanisk Olympia-dukke som i ’Hoffmanns eventyr’. Hvis man efterlyser saft og kraft, sved og dampende erotik, dæmoni og forførelse, efterlyser man forgæves. Det er ikke pointen. Her er hun offerlam.
Heller ikke hos mændene møder vi så meget andet end typer: Søren Byders desperate unge maler, Kim Veisgaards osende mandschauvinist, John Martinus’ stinkende, forkrympede sjæl som jøden Schigolch (Martinus lyndublerede for Lars Høy!), Lars Ditlev Johansens Jack the Ripper, eller Kristine Nørgaards grevinde von Geschwitz, den lesbiske kvinde, der hæmningsløst forfølger Lulu  – hende, som Wedekind et sted har kaldt stykkets hovedperson.
Det er konstant korte skitser til et tidsbillede, fremstillinger af typer, en sekvens af situationer. Sammenlagt en fortælling fortalt som scener fra en dagbog. I dekorationer, der på samme måde antyder miljøskiftene.

BILLEDBOG

Opsætningen banker Wedekinds grundtanker fast – om maskulin, rå dominans og hans foragt for – og hadkærlighed til – det kvindelige. I sin stil er forestillingen en billedbog. Som illustrationer til en introduktion til Freuds teorier.  
Musik er, om ikke fraværende i opsætningen, så reduceret til, hvad der i programmet kaldes ’lyddesign’. Sikkert bevidst. Hvis man  – som Alban Berg i operaen ’Lulu’ – gennemkomponerer historien, får man en helt anden Lulu  – besættende erotisk og ikke køligt analyserende. Hvis man tænker på en mellemvej med denne uhyrlige historie, var ’Lulu – somtimes in dreams’ (Sonja Richters scenedebut på Odense internationale Musikteater for over ti år siden)  en fascinerende genskabelse af berlinsk kabaretstemning. Iført kynismen, distancen og en nærgående farlighed.
I Århus blader vi i en psykiatrisk billedbog.

GregersDH