SOPRANTRÆF
’Lucio Silla’ på Det Kgl. er sportspræstation for sangere og gennemtænkt scenegang.
****
Der kan udledes to ting af Det Kgl.s ’Lucio Silla’.
Altså udover benovelsen over, at Mozart skrev operaen som 16-årig. Det er til at besvime over.
Så har vi overstået besvimelsen og kan gå videre.
STEMMESTUDIUM
Forestillingen er for det første et studium i sangstemmer. Der er hyret fire kvindelige gæster, tre udenlandske, en dansk. De er stillet over for store krav. Mozart tager hårdt fat.
De løser opgaverne teknisk fremragende, men vidt forskelligt, fordi de har forskellige vokale udgangspunkter.
Mariselle Martinez er fra Chile. En flammende mezzosopran med et register, der kan farve dybe toner som mørk chokolade og et vibrato, der kan holde kernen i tonerne fast som den spændte streng på en flitsbue. Hun synger den unge elsker Cecilio. Partiet er skrevet til en kastrat.
Simone Kermes er tysk. En sopran med et med et fabelagtig pianissimo – der kommer et ’morire’ fra hende så overjordisk, at vi tror et sekund, at hun allerede er steget til himmels. Stemmen klinger ikke helt så smukt, når hun skovler mere kul på, men det ændrer ikke ved en stor, stor udtryksfuldhed. Hun synger Giuinia, Cecilios kæreste, som diktatoren Lucio Silla vil tvinge til ægteskab.
Agneta Eichenholz er en svensk sopran, smuk, kølig, i stand til at synge de sværeste koloraturpassager, som om hun hiver dem ud af en automat, sende dem ud i rummet i vekslende, totalkontrollerede styrkegrader og se på os og de medvirkende med en tilfreds smil. Det er som konversation ved et selskab.
Danske Susanne Elmark er i dette sopran-selskab stemmen med den forløsende, forårsduftende stemmeskønhed, klangligt i slægt med f.eks. Henriette Bonde-Hansen. Elmarks stemmekarakter er i øvrigt i pudsig modstrid med hendes elegante, cool væsen. Hun spiller diktatorens søster, så vi ind imellem overvejer om forholdet kun er søsterligt.
MÆNDENE
Opsætningens to mænd er fra teatrets faste tab. To tenorer – Bo Kristian Jensen, som uden at overraske synger diktator Sillas rådgiver med sin kønne, smidige, lyse tenor. Men så Michael Kristensen. Han tager i titelrollen et godt livtag med et parti, der løfter hans ydeevne et par takker i forhold til, hvad vi er vant til fra ham. Mandlige sangere får generelt ikke en fod til jorden i konkurrencen med kvindelige i jagten på at sætte koloraturer på en snor, men meget går fint i hak for Kristensen. Og han får en figur ud af sin diktator. En figur, der flytter ham et stykke ud over de mere vage og elskværdige personager, han tit har fat i.
LUKKE ØJNENE?
Nogle havde advaret om, at det er en opsætning, hvor man bare kunne lukke øjnene og lege, man var til koncert.
Det holder ikke. Der er en ørkenvandring i 2. del, hvor kæden af arier om hjerte, smerte, suk og støn er ved at blive uendelig, og hvor fortællingen scenisk løber tør.
Men ellers. Det er faktiske utroligt, hvad instruktøren Christof Loy opnår ved at konfrontere den vidtspundne og rige musik med visuelle ideer, som skaber spænding og intensitet i en historie, hvor musikken ellers holder personerne fast i bestemte følelsesregistre på barokteatermanér.
Alt er samlet i mønstre og bevægelser på en scene, der ikke byder på meget andet end nogle grå sætstykker, et nøgent plateau, der kan hæves og sænkes – alt gråt i gråt. Ingen smutveje til at flytte vores opmærksomhed væk fra bevægelser og minespil.
PAUSER
Tricket er f.eks. pauser. Sekund-pauser, der i overgangen til nye recitativer rykker os frem i sædet: Hva’ nu? Bevægelser, der skifter i rytme og tempo – en person, der flytter sig uendeligt langsomt i en indirekte kommentar til en følelsesladet arie, der bliver sunget af en anden på scenen. Diktatoren Lucio Silla, som i en blanding af vrede og begær krydser det plateau, Giunia ligger på – uden at røre hende. Spænding ladet til bristepunktet. Cecilio, der bliver stående, låst i en næsten forkrampet stilling, da bifaldet fra publikum vælder op imod hende efter en arie. Filmiske fastfrysninger, der mange gange skaber uventet symbiose mellem musik og scenebillede.
TOUR DE FORCE
Lucio Silla er altså dels en musikalsk oplevelse – kulminerende selvfølgelig i de store virtuose numre, men allermest når Mozart som i kirkegaards-scenen i slutningen af 1. del når ’Don Juan’-højder i partituret.
Dels en gennemtænkt opsætnings-tour de force. Man kunne sagtens barbere en del væk i 2. del – men trøster sig så alligevel med, at ’Lucio Silla’ ved uropførelsen Milano varede i seks timer. Efter at et fyldt teater havde ventet i tre timer på, at forestilling kom i gang. Tålmod anno 1772.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
