Bjørg Gamst som Lizzie garneret af Rikke Hvidbjerg, Line Krogholm og Anne Mette Roest Sørensen (Foto: Søren Malmose)
*
*
*
*
*
ØKSEROCK
En fulddrønende og bloddryppende rockmusical markerer Fredericia Musikteaters seneste præstation.
Spiller på Fredericia Teater indtil 5. juni
*****
JORDEN gungrer sikkert lige så meget under Roskilde Festivalen som gulvet gør i Fredericia Teater, når basguitaren tager fat i ’Lizzie’ – teatrets nyeste produktion, en fræsende rockhistorie med aldeles uventet indhold:
Det er en krimi, hvor pigen bærer kælenavnet for Elisabeth, men er alt andet end kælen. Hun pløkker både sin far og farens kone ned med den største skovhuggerøkse, man vist har set til scenisk brug.
Det er så blodet sprøjter.
En musical. OK, det er det altså. Med et forbløffende indhold. Og af ret forbløffende kvalitet. De er nået langt på dette Fredericia-teater, siden det startede for, jeg tror, snart femten år siden med ambitioner, der efterhånden er blevet til en musicalscene, vi virkelig må regne med.
’Lizzie’ er en dristig affære, sort og makaber. Baseret på en virkelig historie fra 1890’ernes U.S.A., hvor en pige gjorde som beskrevet, blev arresteret, men klarede frisag, fordi bevismaterialet ikke var stærkt nok.
EKSTREM FRÆKHED
Skal man tro historien, som de amerikanske ophavsmænd skildrer den i ’Lizzie’, snor hun sig ud af retssagen med ekstrem frækhed. Samme frækhed som hun går til øksen med.
Hvad der går af hende? Hendes far er, som man forstår, gået tæt på hende. Der er incest i luften i 1. akt. Og hævn i 2. De lesbiske tendenser, hun lufter undervejs, skal vi ikke fortolke som årsag til noget som helst. Kun at hun er glad for sin veninde – som til gengæld vidner mod hende i retten.
Lizzie, veninden, søsteren og tjenestepigen – fire ret skønne damer, der er skarpe i stemmerne, knivskarpe i krop og bevægelse, og lynende instrueret af amerikanske Victoria Bussert i en stil, der er usædvanlig: De bruger håndholdte mikrofoner hele vejen, snor og bytter mikrofonerne mellem sig, det er stramt koreograferet, tit med overraskende effekt.
Det sker i et regi med drønende lys – lige så drønende som lyden fra de syv musikere, der er lejret på begge fløje ved scenen, og dér skal vi alligevel tilføje: Der er hvilepunkter, et romantisk stop op undervejs mellem pigen og veninden, og en scene med alle pigerne mod slutningen, hvor vi et øjeblik tror, at komponisten har været dybt i Bamse og hans Venners nodepapirer.
FULDT BLUS
Men det visuelle altså: Det målrettede flimmer af lys – skiftevis et helt brus af lamper af form som havets brandmænd og benhårde spots – hele tiden afstemt rytmisk med spillernes action. Det er godt arbejde.
De fire piger er Bjørg Gamst som Lizzie, Line Krogholm som søsteren, Rikke Hvidbjerg som veninden og Anne Mette Roest Sørensen som tjenestepigen.
Et nådesløst fungerende tøsehold.
Sjovt som så nogle forestillinger i denne tid sætter hele pigesværme på scenen. På Det Kgl. Shakespeare-kollagen ’Tigerhjerte’ og på Aarhus Teater ’Dans under høstmåne’. Rene dameforestillinger. Det skal vi ikke lægge noget dybere i. Eller hvad?
I Fredericia kan de i hvert fald synge. Med generatoren på fuldt blus.
