LIVA MED HUD OG HÅR

Ellen Hillingsø som en lyslevende Liva på godt og ondt i Folketeatrets glimrende opsætning

Dramatiker. Vivian Nielsen. Iscenesætter: Rolf Heim. Scenograf: Sisse Gerd Jørgensen. Kapelmester: Jens Krøyer. Medvirkende: Karsten Jansfort, Birgitte Raaberg, Ellen Hillingsø og Henrik Koefoed. (Tegn.: Claus Seidel)

’Liva – en kabaret om frihed’ går på Folketeatrets Hippodromen indtil 22. december. Derefter på turné 20. februar – 11. naj 2018. Varighed: 2 t. inkl. pause

*****

DER er to øjeblikke i ’Liva’ på Folketeatret, der rykker helt særligt.

Det ene er, da Birgitte Raaberg stiller teksten til ’Man binder os på mund og hånd’ på et stativ, og publikum synger den som fællessang, mens hun vender blad side efter side. Vi har lige set, hvordan statens teatercensor Jacob Normann bryder ind i en prøve, hvor PH, der har skrevet teksten, er ved at gå sangen igennem med Liva. Normann kræver strygninger. Vi er i 1941, Danmark er besat, og der er ord i sangen, der kan ophidse tyskerne.

Vi synger den. Publikum i alle aldre kender den, og man behøver ikke have oplevet Besættelsen for at føle suset af den provokation, sangen var ved premieren på revyen ’Dyveke’ på Riddersalen i maj 1940, en måned efter 9. april – ”Man binder os på mund og hånd/men man kan ikke binde ånd/og ingen er fangne, når tanken er fri… ’Dyveke’ kom til at gå 400 gange. På Folketeatret er det et bevægende højdepunkt.

DET andet øjeblik er, da Ellen Hillingsø som Liva pludselig overfuser ’Jacob’, hendes trofaste hjælper og påklæderske. Kalder hende en idiot, der ikke dur til noget og ikke har fået sig et ordentlig liv. Det kommer chokerende. Indtil da har dramatikeren Vivian Nielsen fremstillet Liva som talentfuld, charmerende begavet, sprudlende, vidtløftig, jo da, og momentvis strid i sin omgang med mænd og sprut, men alligevel meget sympatisk. Pludselig ser vi en bagside af hende. En rå umenneskelighed. Beruset og syg selvfølgelig. Men det er afslørende. Godt set af Vivian Nielsen. Vi har ikke brug for bare et glansbillede af Liva Weel. Også den Liva, som Ekstra Bladets anmelder, den legendariske chefredaktør Frejlif Olsen beskrev sådan: ”Liva står ikke og afleverer et sangnummer, hun udleverer sig helt og holdent, med skind og ben og hud og hår, heraus med det hele…” Hun havde en brutal og grov side.

FORESTILLINGEN på Folketeatret lykkes af mange grunde. Den får fortalt om den enorme betydning for Livas karriere og image, samarbejdet med Poul Henningsen fik. Det begavede sang- og revytalent anede intuitivt, hvor den intellektuelle, politisk skarpsindige forfatter og hans tekster ville hen – det var ikke altid hun rigtig forstod, hvad meningen var med ordene, men hun kunne synge dem. Brænde dem af. Det er Ellen Hillingsøs styrke, at hun ligesom Ulla Henningsen i sin tid i den store tv-dramaserie om Liva, kan gøre figuren blodrig og artistisk troværdig.

DET er samtidig lykkedes for Vivian Nielsen og instruktøren Rolf Heim at fortælle Livas historie, så sammenhængen mellem mennesket og kunstneren står lyslevende frem – hendes diffuse brug af mændene omkring hende og hendes kammeratlige parløb med den svenskfødte Ella Heiberg – Ella havde sin egen revykarriere i København og var også komponist – ’Man plukker anemoner i november’ er en af de sange, hun skrev, som overlever.

PARLØBET fylder mere i forestillingen end der måske er historisk belæg for. Det er lige meget for os, for der bliver en smittende sammenhæng mellem den milde Birgitte Raaberg og den håndfaste Ellen Hillingsø, den lyse, lette sopranstemme og den mørke, dramatiske mezzo, der er Hillingsøs. De klæ’r hinanden fint. Ligesom Jansfort og Henrik Koefoed sammen med de to og pianisten Jens Krøyer tilfører det hele en musikalitet i fortællingen, der er guld værd. Koefoed står selvfølgelig ikke for fristelsen til at blæse i sin trombone og Jens Krøyer får mere end den akkompagnerende pianists rolle – hormonerne mellem også ham og Liva får sine øjeblikke.

ALLE tre, Jansfort, Koefoed og Raaberg, stikker i forskellige kostumer undervejs for at agere det ene og det andet – Jansfort får fornøjelsen af at buldre løs i fuld uniform som Fritz Clausen, den famøse sønderjyske nazileder, Koefoed har cigaret i flaben som PH og efteraber PHs lidt drævende stemmeføring, og det er et komisk kup at iklæde Birgitte Raaberg jakke og jaket som Nationaltidendes konservative chefredaktør.

’LIVA’ skal på turné til foråret, så Sisse Gerd Jørgensens scenografien er barberet til det enkleste med løse forhæng og et par døre, der kan flyttes rundt med. Der er produceret et perfekt program til forestillingen med tekster om Liva og hendes tid. Det er muntert at støde på navnet Hedevig Quiding, anmelderen ved BT, der faktisk opdagede Livas talent. Liva gik til sangtimer hos Quiding i hendes Østerbro-lejlighed, der var berygtet for sit myldrende liv af hunde, katte skildpadder, fugle og rotter. At Liva også kunne jonglere med køller hører vi ikke om, men det fortalte min mor, der var Liva skolekammerat. Et mangfoldigt liv, hun havde, den Liva.

gregersDH.dk