Theresa Sølvsteen, Helene Gjerris og Pernille Højmark i Leonard Cohen Teaterkoncerten (Foto: Rasmus Baaner)

VED DEN TOLVTE SANG

’Leonard Cohen Teaterkoncert’ – melankolsk vildskab fremragende forløst på Aarhus Teater. Indtil en dramatisk afbrydelse

*****

JEG ved ikke, hvor længe ambulancen var om at nå frem til Leonard Cohen, da han faldt om på scenen i den spanske by Valencia i fredags.
Men jeg ved, at det tog det meste af en halv time, før ambulancen fra fremme ved Århus Teater i aftes, efter at Leonard Cohen Teaterkoncerten i Scala Salen var blevet afbrudt af råbet ’Er her en læge?’.
Århus Kommunehospital ligger under en km fra teatret.
Et bidrag til debatten om ventetider og hospitalsfunktioner.

EFTER OG FØR

Dér strander min beretning om Cohen Teaterkoncerten. Mandag aftens forestilling blev afbrudt. En kvinde blandt publikum var besvimet.
Det skete efter koncertens tolvte sang – de følgende fem sange gik jeg glip af, grebet på fersk gerning af tidens ulidelige tyranni. Toget ventede.
Andre måtte få oplevelsen af bl.a. Cohen-evangeliske sange som ’First we take Manhattan’ og ’Take this Waltz’, der aftegnede sig som aftenens finale og ankernumre. Sange, der bringer hvem som helst med på rejsen ned i Cohens underjordiske og underfundige nattemørke, dér hvor enhver basguitar og selv Sarastro i ’Tryllefløjten’ må give op.
I forestillingen bliver en tone slået an allerede fra begyndelsen med Cohens ’Minute prolog’ – en ensom guitar og Niels Søren Hansen med stilfærdig og let ironisk stemmeføring og Anders Dohns danske oversættelser af Cohen-teksterne kommet tæt på med fuld undertone: …’Jeg har lyttet til uenighederne, men jeg tror, jeg kan hjælpe med min sang’.

TUNGSIND

Og så: en Nadver-scene, der gør en lykkelig for, at man ikke har kristen-ikonografiske kvababbelser på muslim-ortodoksk niveau. De medvirkende ved langbordet i kamp om stole, glas og vinflasker. Et værtshus ved lukketid. Sidste nadver. Det er herfra instruktøren Rolf Heim vælger at udfolde Cohen-universet som en kædereaktion af uforløste mand-kvinde forhold, ansporet med både vildskab, tungsind og desperation.
Magtkamp mellem kønnene, længsel, jalousi, afmagt. Og stadig den tungsindige resignation, der også er sangskriveren Cohens.
Heim og kapelmesteren Niels Søren Hansen lader mange af sangene forløbe som uvejr fra opsejling til udbrud, scenisk fra stilstand til kaos, musikalsk fra lurende harmoni til stormstyrke. Og tilbage til nulpunkterne.
Det hele – i hvert fald de tolv numre, jeg overværede – holdt scenisk i stram snor. En teaterkoncert milevidt fra de nicolaj cederholmsk grandiose effekter i kæden af teaterkoncerter fra ’Gasolin’ til ’Beatles’. 

NED PÅ JORDEN

Jens-Jørn Spottag kan blæse den sorteste resignation ind i en sang som ’Din gamle blå frakke’ (’Famous Blue Raincoat’), danse ømt og komisk med Pernille Højmark til Theresa Sølvsteens harmonikaspil – hvilken gribende ned-på-jorden forløsning af dans i sammenligning med de enerverende sportspræstationer i ’Vild med dans’. Ned på – og ned under bordet i den groteske ’Pergament Hotel’ (’Paper Thin Hotel’), Carsten Svendsen i desperat voyer-delirium, mens Thomas Bang og Theresa Sølvsteen slubrer hinanden i sig under et knald, der sætter bordet og hr. Bang i vild søgang.
Og Helene Gjerris tilfører ikke bare vokalensemblerne sit lifligt, skolede stemmeinstrument, men også fjern, romantisk vemod – var det i ‘Lukketid? Jeg tror det. Som jeg husker det i denne midnatsstund på IC3 mellem Odense og Nyborg.  

STÅ IKKE DÉR

Melankoli og sort efterårsdis i den cohenske nat. Men også Cohens barske humor.
Da chokket kom i salen, lyset tændtes og skuespillerne trak sig fra scenen, havde de netop med sørgmuntre masker endt den sang, der på dansk er kommet til at hedde ’Stå ikke der med din stådreng’ (’Don’t go home with hard on’). Kvinders søde latterliggørelse af mænds potensforlængede pubertet.
Latteren blev barsk afbrudt.

GregersDH.dk