Katinka Fogh Vindelev i  ‘Leaves’ (Foto: Mathias Bojesen)

REQUIEM FOR

DE FORTABTE

Den københavnske operafestival indledt med en dommedagsknytnæve af en opera i atomkælderen på det gamle Kommunehospitalet. En grotesk og knusende oplevelse om fortabte sjæle.

Komponist: Karsten Fundal og Efterklang. Libretto: Ursula Andkjær Olsen. Iscenesættelse: Christian Lollike. Medvirkende bl.a. Lisbeth Balslev, Casper Clausen, Katinka Fogh Vindelev, Morten Grove Frandsen og Nicolai Elsberg. Coproduktion mellem festivalen og Teater S/H.
Spiller i alt fjorten gange.

*****

UD på afgrunden og ned i dybet.
Det sidste helt bogstaveligt – vi er et par etager under jorden, og den historie har der været berettet en del om.
Det er Copenhagen Operafestivals slagnummer på indledningsdagen. Et slagnummer for de få ganske vist – hvor festivalen ellers satser på bred appel. Men der er kun plads for max tres publikummer dernede i det sorte, hemmelige beskyttelsesrum, bygget under atombombepanikken efter 2. verdenskrig.
En dramatisk optrapning af de beskyttelsesrum, men passerer på vej gennem det gamle Kommunehospitals gårde og have – de uheldsvangre knolde, København stadig er bestrøet som uhyggelige mindesmærker om bombetruslen under krigen.
Ned vandrer vi trin for trin, afleverer vores mobiltelefoner i det første kælderrum. Ingen skal kunne hidkalde hjælp i de kulsorte gange, som vi søgende går ind i, ramt undervejs af pludselige lysstråler – målet lytter vi os frem til.

LOKKETONER

Først elskværdig musik såmænd fra en interimistisk kaffebar klemt inde mellem betonvæggene. Lokker komponisten Karsten Fundal os med sin velbekendte filmmusik – nu hvor vi forventer, han slår an i dybet til anderledes avanceret musik til Ursula Andkjær Olsens smertefulde digte om fortabte sjæle? Ja, han gør. Han lokker. Men kun for en kort stund.
Vi forføres videre gennem mørket af klange fra slagtøj og strygere, stemmer, der synger som sirenerne ved Rhinen og vi er pludselig på god gammeldags vis lejret i et lidt større lokale, hvor kultiverede musikere bygger op omkring kontratenoren Morten Grove Frandsen – forklædt i sort og med slids i særken som udfordrende donna, en underverdenens forførerske.
Samt bassen Nicolai Elsberg, han, ligesom musikere og de syngende damer, sminket dystert med sort og guld om øjne og mundtøj. Det er sopranerne Katinka Fogh Vindelev og – jo, det er den skære sandhed: Lisbeth Balslev, den dramatiske sopran med verdenskarrieren, som vi troede var trappet ned mod slutfasen, da hun i 1999 fik Reumert hæderspris. Nu stod hun der lyslevende og endevendte de lidt svært hørbare tekster – godt, at programmet har nedfældet dem! – men med stemmen i magtfuld konfrontation med den unge Katinka Fog Vindelev lysende sopran. Man løsrev sig, da vandringerne skulle fortsætte mellem de uhyggelige, og uhyggeligt mange. kælderrum, hvor de enkelte musikere havde etableret sig i attituder og med beskæftigelser, der kaldt minderne frem om Fluxus’ og Ex-skolens musikalsk eksperimenter i sidste halvdel af tresserne. Forunderligt!
Og så at opleve Lisbeth Balslev stå der i et dystert gemak svingene en økse! Mens hun kløvede den ene kævle efter den anden, syngende som en vildt svigtet og forladt Brünnhilde.

PINEFULDE STYRTDYK

Man stirrede og lyttede lamslået. Troede sig hensat til at ukendt verden. Hvad man jo faktisk var. Fundals insisterende væld af memento mori-musik kulminerede i en ny samling af de medvirkende sangere og musikere et nyt sted – kromatiske tonefald i pinefulde styrtdyk, mageløse øjeblikke, nej minutter, af næsten statisk sørgesang, i sært katolske processioner, bassen Nicolai Elsberg i rituel muddertilsøling, Lisbeth Balslev på vej langs den afgrund, hvis lokkende dybe kun afslørede nye afgrunde.
Dette requiem over fordømte mennesker, iscenesat med djævelsk fantasi og groteske påfund af Christian Lollike, trækker bevidst pinefuldt langt mod slutningen. Udløses i vanvid, men også i stille, overjordisk epilog og digtets nådesløse slutord: I’ll wait for you by the elevator…
Velkomme blandt de fortabte i det underjordiske.

gregersDH.dk