PLUDSELIG TRÆKKER HAN ’JYDEKORTET’

Lars Lilholt er teateraktuel med en overraskende forestilling på Aalborg Teaters store scene. Uden selv at være med. Men overrasket er han. Som over så meget i livet.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kaare Viemose

MEGET er kommet bag på Lars Lilholt.  

”Jeg var f.eks. med i ’Smagsdommerne’. Vi sidder og snakker om ’Lohengrin’. Jeg havde aldrig set en opera, men jeg var da grebet af det. De maler rundt i musikken i to timer, og så pludselig er den der: ’Here comes the Bride’. Så bliver man enormt glad. Det sidder vi og diskuterer, og så pludselig trækker han ’jydekortet’, ham Adrian [studieværten, red.]. Jeg blev da lidt sur. Vi sidder og snakker opera. Og pludselig skal man sættes hen ved siden af Niels Hausgaard.”

Lars Lilholt fortæller på sin dæmpede, indtrængende facon. Der lurer et lille smil bag. 
Vi trækker ikke noget ’jydekort’. Konstaterer bare, at der er en sjælden balance i den mand. Sangeren, sangskriveren, bandlederen Lars Lilholt.
Der er så meget, som i tidens løb har overrasket ham. Uden at tippe ham omkuld. Bare fået ham til at tænke: Hvad nu?
Lige nu f.eks., at Aalborg Teater har gjort hans sange til en stor teaterforestilling. Lilholt for fuldt udtræk. En hel ’Lars Lilholt Teaterkoncert’ i stil med ’Gasolin’, ’Nick Cave’, ’Beach Boys’ og de andre dramatiseringer af pop- og rockhistorier, vi oplever i disse år.

RØRT OG FORBAVSET

”Jeg blev da forbavset  – og også rørt over, at de ville lave den teaterforestilling. Sangene på en helt ny måde. Stærkt skuespil. Vi prøver selv i bandet at blive bedre hele tiden. Hyrer folk som Mikala Bjarnov Lage for at lære noget af det, teaterfolk kan: Hvor er bolden? Hvem har den? Hvordan hjælper vi publikum med at se, hvor tingene sker? Det er også en slags ’kunst’. Musikere er i bund og grund anarkister. Når soloen er taget, og en anden tager over, så sætter de sig, drikker en øl og tjekker blondinerne på første række. Men jo: Det var en overraskelse at opleve mine numre tacklet på Aalborg Teater. Ligesom det var noget af en overraskelse, at der pludselig kom en bog om mig og mine sange for et par år siden.”

Bogen, Lars Lilholt nævner, er skrevet af Jakob Wolf, der er lektor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet. Den gennemgår en lang række af Lilholts sangtekster og kan læses som både et varmt forsvarsskrift for dybden og poesien i Lilholts tekster og som et angreb på københavnske anmeldere, der løfter øjenbrynene og kalder Lilholts sange ’jysk godtkøbsfilosofi’ eller ’en blanding af Frelsens Hær, lejrbål og 70’er dansktop’.
Det med det jyske synes at være et problem for københavnske kritikere.
Ikke for Lilholt. Heller ikke for hans publikum. Som der står i et afsnit om ham i standardværket ’Dansk rockleksikon’: ’Mod publikum skriver anmelderne forgæves’.

”Jeg har da fået hård hud gennem årene,” siger Lars Lilholt. ”Men det er irriterende, især for teatret, når ’Politiken’ f.eks. skriver i en foromtale af ’teaterkoncerten’ noget med: ’…Og så i Aalborg!’ Og kalder mig ’lokaltrubaduren’. De sviner mig til. Af og til. Dem om dét.”

DRENGEN I SANDKASSEN

Lars Lilholt løber på den anden side ikke fra, at han er vokset op i Aalborg, hvor hans far var arkitekt, og hans farfar havde byens største danseskole.
Han fortæller sin historie med en blanding af selvbevidsthed og konstant forbavselse over, hvordan tingene dog er kommet til ham.

”Jeg prøver nok at holde den der lille dreng i live, der sidder i sandkassen og laver en verden omkring sig. Sådan som jeg husker de første år, hvor vi boede i Herlev, fordi min far læste i København. Jeg bliver ved at undre mig. Det kan være, det er efterrationalisering. Og at jeg er blevet klogere. Bl.a. ved at læse ham Jakobs bog om mine tekster. Det, han skriver, understøtter den groteske påstand, jeg altid har fyret af: At jeg skriver de sange for at finde ud af, hvad det er, sangene vil fortælle mig. Det er nok bare en smart måde at sige på, at jeg tror, man er lidt som billedhuggeren, der ser en fugl inde i stenen. En fugl, vi andre ikke ser. Det er vist sådan, jeg har det. Men det er ikke så indviklet. Jeg er egentlig bare en sangskriver, der bruger lidt rockmusik som baggrund. Og så ’De små synger’. Vi løber alle sammen i røven på ’Oles nye autobil’, som Kim Larsen siger.”

– Fortæl om den første sang, du skrev.

”Den var noget Donovan-agtig. Den handlede om en klunser, der stod på gaden og solgte lidt af hvert. Jeg var femten år. Lige begyndt i gymnasiet. Interesserede mig for fodbold og Bob Dylan og Stones og Steppeulvene. Så sang jeg den sang på den første musikaften, vi havde på gymnasiet. Dér oplevede jeg det dér øjeblik af stilhed. Det øjeblik, man bliver ramt af. Eller afhængig af! Og så selvfølgelig det bifald, der ligger lige efter stilheden. Om der er hundrede i en sal eller 40.000 på en festivalplads – det er den stilhed.
Jeg har også fået noget ’coaching’, som det hedder…”

– Af hvem?

”Kan du huske Alex Campbell? Skotten. Han lærte mig to ting: Det med at insistere på den historie, man vil fortælle. Tro på den. Og så, at det største bifald en sanger kan få, det er den dér tavshed. De bruger også på teatret den sang, der hedder ’Rosen min’.”

STILHED

Lars Lilholt langer ud efter guitaren. Slår et par akkorder an. Og synger:

”’Af angst for kærligheden, der er gået… Af angst for sorgen ved at miste noget’…  Pause. …’Kvalte jeg det smukkeste….’ Kan du se, hvad jeg mener? ’Miste noget’…så stilhed. Hvis man lige kan bevare stilheden og pausen, så falder folk simpelt hen ud over gelænderet. Fordi pulsen hænger i
rummet. Swinget. Så kan man få det enormt intenst!”

Det er Lilholts sorte guitar, han har grebet. Den med Johnny Cash’ autograf i.
Instrumenter har deres sjæl. Alle hans guitarer har. Og violinerne. Han viser mig rundt i sit store hus. Ovenpå har han et stort musikrum med slagtøj, keyboards, guitarer. Og så et skab med glasdøre til sjældenhederne. En forbløffende samling af gamle strengelege: violin, bratsch, gambe, viola d’amore, lut, drejelire.
Hans erfaringsgrundlag er stort. Lærte klaver som dreng. Han håndterer violin – også til koncerter. Hans mange, mange indspilninger rummer dansemusik fra 1700-tallet.
Violinen kunne han  – da han boede i kollektiv som ung – sætte sig op på taget og spille på. ”Så jeg slap for at lave noget,” som han siger. Eller for at vaske op – når han sang og spillede sine nyeste sange for de andre i køkkenet.
Hans nuværende bolig  – et sted til fordybelse. På kanten af Gudenåen. Omgivet af skove og marker med græssende køer.

”Det var engang det gamle Øm Klosters jorder. Vi købte huset for seksten år siden. Og har nybygget det hele. Med fredningsmyndighedernes godkendelse. Mur og bjælker, not og fjer. Synes du ikke, det er et smuk sted? Om vinteren er jeg munk herhjemme. Ro. Skrive. Tænke. Og så være fodboldtræner for 4.klasse i børnenes skole i Gl. Ry. Om sommeren er jeg ’cirkusdirektør’ – det meste af tiden på turné. Det er jo en stor forretning.”

MELLEMSTOR VIRKSOMHED

– Forretning?  

”Ja, det er jo sådan en slags entreprenørvirksomhed. Vi er en af Rys mellemstore virksomheder. Jeg plejer nu mest at kalde det et cirkus. Det halve af året er vi ca. seksten ansatte. Orkestret på seks mand. Og så mindst ti andre: Lydmand, lysmand, lysassistent, monitormand, to bagage-roadier, to lastbilchauffører og fire folk, der stiller scene op. Så er min kone Nina med. Hun står for PR. Og Tommy Kaiser er road manager. Tommy spillede bas i mit første orkester. Nu står han for økonomien. Administrerende direktør! Sørger for, at folk får deres løn. Det er mange penge, der skal betales. En roadie skal have tre tusind kr. om dagen. I starten gjorde jeg det hele selv.”

– Men du er ikke forretningsmand?

”Da jeg overlod det til ham, steg omsætningen med 100 procent. Han kan forhandle. Det er svært at sætte pris på sig selv. Jeg er også til fals for smiger. Man skal bare rose mig længe nok. Så spiller jeg gratis.”

Det tip giver vi videre til Lilholt-fans. Men skån os for bebrejdelser, hvis det ikke holder.