Sceneriet i ‘Larm i kulissen’ på Aalborg Teater. (Foto: Lars Horn)

HALLØJ

MED

TRUMP

Koks i kulissen som fjollet amerikansk satire på Aalborg Teater

Dramatiker: Michael Frayn. Instruktør: Anja Behrens. Scenograf: Nathalie Mellbye. Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Jacob Moth-Poulsen, Bolette Nørregaard Bang, Niels Anders Manley, Kristine Elmedal Johansen. Steffen Berenthz Eriksen, Caspar Juel Berg, Jakob Hannibal og Ena Spottag.

’Larm i kulissen’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene indtil 7. oktober. Varighed: 2½ time inkl. to pauser.

***

DEN er god hver gang. Men ikke lige god. Og den bliver ikke bedre af at skifte titel fra ’Koks i kulissen’ til ’Larm i kulissen’. Det hedder den på Aalborg Teater, hvor der både kokser og larmer og foregår de mest sindsoprivende hændelser i den engelske dramatiker Michael Frayns farce – han er et brillant teatermenneske, som har strakt sin fantasi så langt som fra det seriøse drama ’Copenhagen’, der handlede om den tyske atomforsker Heisenbergs møde med Niels Bohr i København kort før 2. verdenskrig, til dette pjank og fjas-orgie, der opføres med mellemrum også her i landet – sidst på Det Kgl. Teater for knap tre år siden, en opførelse, som vi uden hæmninger kvitterede med fem stjerner.
Det kan det ikke blive til i Aalborg. Ikke fordi forestillingen ikke bobler af pjank og fjas, snarere fordi den overstyrer så utrætteligt, at virkningen efterhånden smuldrer. Vigtigt med højt tempo, men lige så vigtigt, at der bliver gearet ned på de rigtige steder, så det desperate tempo mærkes når det er der.

HISTORIEN er ingen ting. En flok skuespillere prøver på et stykke om et ejendomsmægler-besøg i et privat hjem, To etager. Og tusind døre oppe og nede. Ingen farcer uden døre, der kan flyve op og i, smækkes med og gemme sig bag. Og ingen farcer uden trapper, man kan skvatte ned af – som Carsten Bjørnlund gjorde det på Det Kgl. med et brækket ben som resultat, fordi et af hans virtuose baglænsløb kiksede. Og som Jacob Moth-Poulsen som ejendomsmægleren på Aalborg-scenen tager på maven ned i et halsbrækkende stunt og slipper godt fra.
Hvad forestillingen til gengæld ikke slipper godt fra er et forsøg på at få os til at opfatte de medvirkende som et sortiment af latterlige, særlig amerikanske politikere, der tér sig åndssvagt, snotforvirret, perverst, dilettantisk og korrupt. Med Moth-Poulsen i spidsen maskeret som Donald Trump. En ubrugelig og håbløs ide, der ikke tilfører legen noget om helst. Legen, der er teater i teatret: Skuespillere, der kløjs i al ting, skændes indbyrdes, en instruktør, der er mere interesseret i at nedlægge debutanten etc. Først en forvirret generalprøve på en komedie, så en 2. akt, hvor scenen er vendt rundt, så vi ser, hvad der foregår af skør forvirring bag scenen under premieren. Og endelig det hele forfra igen i 3. akt.
Kostumer og dekoration dænges til med stars and stripes og amerikanske symboler, Ena Spottag, regissøren, garneres som frihedsgudinden, etc. – pointerne hænger og flyver løst.
Det gør latteren hos publikum også, når festlighederne er groteske som i et Monty Python-show. Men mattere efterhånden som pointerne gentages. Og undren over for, hvad halløjet skal have at gøre med den ’afklædning af politikere’, som programmet skriver om i en tekst, der er lige så desorienterende som programteksten til ’Romeo og Julie’,  som vi anmeldte i går.

gregersDH.dk