Anne Margrethe Dahl lyksaliggjort af Johnny van Hall i ‘Lady Macbeth fra Mtsensk’. Manden bag dem sortmaler humanismens kommunistiske gravkammer. (foto: Per Morten Abrahamsen)

MORD PÅ MORD

Den myteomspundne Sjostakovitj-opera ’Lady Macbeth fra Mtsensk’ – før spillet som ’Katarina Ismailova’ – fremragende opført i Peter Konwitschnys instruktion og dirigeret af en brillant russisk dirigent, Alexander Vedernikov.

Spiller på Operaen indtil 25. januar. Varer tre timer incl. pause

*****

EN nøgen scene. Som et enormt tømt rustkammer. Gråt. Kæmpestort, men klaustrofobisk. Albert Speer, Hitlers arkitekt, kunne have tegnet det. Et sted, hvor alt kan ske.
Og det gør det sandelig. Peter Konwitschny og hans scenografer har endnu engang skabt en forestilling til Det Kgl. Teater, som forbløffer og chokerer med de enkleste virkemidler.
Der er sceneskift, men rummet holder knugende sammen på det hele. Et af trickene er, at et tværgående rullebånd bærer personerne på scenen. De dukker op som stadig nye scener i en tegneserie: Nej, hvem er nu den slyngel, der indlogerer sig i scenebilledet? Og hvad bliver det næste? Provokation følger på provokation. Historien om denne unge købmandskone ved navn Katarina, som rusker og flår mændene omkring hende, begynder med, at vi ser hende solo i sengen, Anne Margrethe Dahl strittende med sit luksuslegeme, arme og ben i nervøse trækninger, dyne og hovedpude kastes rundt, hun er legemliggørelsen af frustration og livslyst, en kvinde i et oprør, hun ikke kan styre.
Manden er væk, svigerfaren kaster sig over hende, en elsker gør ligeså, svigerfar får rottegift, manden dukker op igen, myrdes, og hun gifter sig med elskeren, liget bliver fundet, hun og elskeren arresteres og ekspederes til Sibirien. Elskeren kaster sig på transporten over en anden kvinde, og mord og selvmord er finalen.

JUSSI ADLER

Det gives ikke stærkere i en Jussi Adler-roman. Scene på scene, korte, skarpkantede, et fuldstændig indlysende, næsten tegneserieagtigt forløb. Klippet op som serieafsnit med korte tæppefald i forskellige farver og instrumentale, spændingsfyldte mellemspil i orkestret.
Som han dog i øvrigt får både mellemspil og alt andet til at klinge, den russiske dirigent Alexander Verdernikov!
Det er det, Konwitschny og hans folk håndterer slag på slag og gør det takket være et genialt Sjostakowitj-partitur, der kan to ting: Fatte sig i korte, knappe satser og slynge musikalske ideer på banen med sikker variationssans og dramatisk effekt.
Trampende skridt fra træblæserne, når svigerfar nærmer sig – så enerverende, at vi ligesom Anne Margrethe Dahl og hendes tenorsyngende elsker Johnny van Hals ønsker os dynen over hovedet.
Folkelig ramasjang, når den fordrukne – ’Den sjuskede’, som han var kaldes i programmet – tumler rundt med flasken klar, og så pludselig finder mandens lig i kælderen. Mikael Kristensen i en ikke utaknemmelig karakterrolle.
De drabelige samlejer sat op i orkestret med ildfuldt knald på i strygere og blæsere og illustreret af van Hal i kanin-tempo.
Komiske eller gribende kor – nogle af de bedste Sjostakovitj skrev. Komisk i scenen med politifolkene, der under chefens ledelse brokker sig over dårlig løn – en lille godbid af en rolle for Morten Staugaard. Og hymneagtig gribende i slutscenerne med fangerne på vej til Sibirien.

STALIN

Vi bæres frem af dramaets elementære spænding og naturligvis af bevidstheden om, at det var denne Sjostakovitj-opera, som gav Stalin det skub, han havde brug for til at slagte det avancerede kulturliv i Sovjetunionen i 1936.
For hvad handlede dette her om? Om kvindeoprør, korruption, liderlighed og koncentrationslejre – og ikke heltedyrkelse og glansbillede af det sovjetiske samfund.
Den side af sagen har fået Konwitschny til i 2. akt at indlægge Morten Staugaard med en lille Stalin-anekdote.
Staugaard agerer Stalin, der på et stormøde hører en deltager hoste og afkræver synderen en finger i vejret. Rædslen breder sig, synderen ofrer sig, stikker fingeren i vejret, og Stalin siger bare: Prosit! Alle puster ud. Indslaget er en overflødig joke. Men i flugten giver den et billede af den rædsel og panik, der greb så mange, ikke mindst Sjostakovitj, da udrensningerne begyndte.
Der er andre Konwitschny-indfald. Nøjagtige kopier i børnestørrelse af hovedpersonerne i den afsluttende Sibirienscene – et fremtidsvarsel?
Eller svampespiseriet i 1. akt, der senere ekspederer den myrdede sviger over scenen siddende på en paddehat, som så igen dukker op som atomskyen over Bikini.
Ok .Vi tager det med, og lyksaliggøres først og fremmest af et koncentreret, stærkt scenisk forløb i en heftig blanding af gråt i gråt og enkelte farvespots – som Gert Henning Jensen i lysende grønt habit som den bedragne ægtemand. Svigerfar, den russiske bas Aleksander Teliga, i rødbederødt, og titelpersonen selv, Anne Margrethe Dahl, i lysende forårsgult.
Hun vel i, hvad der noget i retning af hendes livs rolle. Hendes nærmest slaviske stemmeklang og præcise profilering af den sultne, nødstedte kvinde, rammer Katarina Ismailova glimrende.

gregersDH.dk