ER DU GAL, MAND

 
Den sensationelt opreklamerede Salvador Dalí-forestilling ’La verità’ er alle pengene værd i Tivolis Koncertsal. Vittig, poetisk og kryptisk.
 

Spiller i Tivolis Koncertsal indtil 18. januar

*****

VI GÅR til sagen med åbne sanser. Åbne øjne, om ikke så dæmoniske som Salvador Dalís på det billede, Teater Republique bruger som hårdtslående PR for forestillingen ’La verità’, der havde premiere i aftes i Tivolis Koncertsal.
Og med åbne ører – for dette her har også noget med musik at gøre.
Lang historie. Men lad os blive ved de åbne øjne.
Oven over publikum i salen hænger det sammenrullede kæmpetæppe, som Dalí har malet for over tres år siden. Scenetæppet, som forestiller Tristan og Isolde, beregnet til en ballet om det mytiske elskerpar, Wagner skrev sin opera om.
Det er sammenrullet. En herlig spændingsmættet opgejler til forestillingen, der skal åbenbares bag scenens mere udramatiske Tivoli-fortæppe.
Hvordan ser tæppet ud? Hvad har man på hjerte med dette fund af originaltæppet og det nycirkus-show, som Republique har hentet til landet? Show og tæppe er i Tivoli, fordi Republique ikke kan rumme det på sin scene på Østerbro. Det multinationale kompani Finzi Pasca kræver albuerum.
Kæmpetæppet får vi ikke at se før forestillingener slut. Men et eller andet sted handler det hele om det tæppe, og hvad det har sat i gang. Det vises på scenen i mindre udgave.
 

HILSEN FRA MOULIN ROUGE

Scenisk begynder Finzi Pasca med noget, der ser ud som en hilsen fra Follies Bergeres og Moulin Rouge. Lårsvingende damer og herrer i brusende gevandtet og med prægtige fjerprydelser på hovedet. Men der bliver hurtigt rykket. Kiks og brud på geledderne. Et kostume, der afviger. Et trin, der skaber uro. Et grin hos en danser i stedet for den holdte maske.
Derefter: Here we go med stort og småt. Artister, der præsterer det virtuose i ringe og tove under loftet. Med ringe i susende frem-og-tilbage på gulvet. Med stænger, der ryger gennem luften mellem de medvirkende, som det ene øjeblik er iført drabelige kostumer, som var de romerske hærførere, det næste Napoleons generaler i krigshumør.
Og igen: Skæve afslutninger. Løse bemærkning til publikum undervejs.   
Er vi forvirret? Ikke sådan. For sjældent har vi set et artist-show med så meget poetiske overskud. Et laissez-aller tempo, der afleverer de sværeste manøvrer med et elskværdigt smil og en musikalitet, der inddrager netop musikken som et integreret element, musikken som spændstigt og humørfyldt akkompagnement.
 

DEN GALE TRISTAN

Flamenco, symfonisk, folkloristisk, opera-solistisk, kammermusikalsk. Synlige associationer til Dalí. Et par kærrer, der drøner rundt efter hinanden, den ene med en tyr, den anden med en tyrefægter – på stylter.
Artister, der udfører svimle øvelser med bind for øjnene: Er det de blindede, kærlighedsblindede Tristan og Isolde, vi mindes om? – ja, det er så, for det store rulletæppe over vores hoveder er til stede i mindre udgave som bagtæppe, og dér ser vi det berømte, af skæbnen og Dalí maltrakterede par, på nippet før døden, ansigtsløse eller tilslørede.
’Tristan mad’ hed balletten. ’Den gale Tristan’, som Dalí lavede til New Yorker-balletten i 1944, men skrev som manuskript allerede i 1938. Skrev, for hans facon var at ville styre en forestilling med alle dens midler.
Det fremgår af historien, at Massine, den geniale koreograf, havde en samarbejdspartner, der ikke kun ville lave scenografi, men helst bestemme alt i opsætningen.
 

SANDHEDEN

’La veritá’ – forestillingens titel. Sandheden. Er det ’sandheden’ om Dalí, om hans fortæppe, om hans Wagner-inspiration, om hans sorte drømmesyner, om den galskab, nogle tilskriver ham, han selv ikke mindst. Hans skæve mareridt? Kommer vi det alt sammen nærmere i ’La verità’?
Måske. I hvert fald skævheden. Men det er den lette skævhed og humor i fremfærden på scenen, vi oplever. De poetiske, og tit groteske detaljer – som med en leddeløs dukke, der deltager i radbrækkende demonstrationer kroppenes formåen.
Wagner strejfes et sted, og hvad bringer teatergruppens komponist Mari Bonzanigo os? Et katolsk ’Agnus Dei’ som kommentar over højtalerne. Tristan nævnes – og en smuk sopran-solo toner frem, men det er kke Wagners. Glimrende guitar- og violinspillere forlyster hinanden og os. Et vældigt skelet af form som – kunne det være et kæmpemolekyle? Det indleder 2. akt som legeværk for artisterne.
Mareridt om atomkraft og atombombe ved slutningen af 2. verdenskrig? Dalí havde disse nightmares.
 

KLOGERE PÅ DALÍ
 
Der er med andre nok af igangsættende ting i denne ’La verità’. Som man kan fordybe sig i, hvis man ikke har nok i at opleve det som et flot show.
Inklusiv det forbløffende kæmpelærred, der ruller ned fra loftet til allersidst oven på fremkaldelserne.
Så har vi set dét med. 
Og klogere bliver vi på Dalí. Lige som vi kan blive klogere på ham, hvis vi umager os ned i den berømte udgave af romanen ’Don Quixote’, der er forlæg for teaterudgaven, som vi kan se på Betty Nansen Teatret i øjeblikket. Romanen – også den danske oversættelse – er sprængfyldt af Salvador Dalis lette, virtuose stregtegninger.
www.gregersDH.dk