Trond Halstein Moe som den gamle Germont og Kari Postma som Violetta i ‘La Traviata’ (foto: Viemose)
PIGEN, DER KOM PÅ GALE VEJE
Stærke sangere sætter strøm til Verdis slagnummer ’La traviata’ på Den Jyske Opera.
Komponist: Guiseppe Verdi. Iscenesættelse: Lothar Krause. Dirigent: Tecwyn Evans. Scenografi: Annette Mahlendorf. Medvirkende: Kari Postma, Jong Soo Yun, Trond Halstein Moe, Eline Denice Risager, Sine Algreen Møller, Erik Bekker Hansen, Thomas Christian Sigh, Andreas Winther og Jens Bové. Et alternerende hold af medvirkende vil have Elin Pritchard, Adam Frandsen og Fabio Previati i de tre hovedroller. Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester.
’La traviata’ spilles efter premieren i Musikhuset i Århus af Den jyske Opera på landsturne med skiftende orkestre, og med to forskellige besætninger i hovedrollerne. Kommer også til Det Kgl. Teater undervejs. Varighed: Ca. to timer og et kvarter.
*****
SNEEN daler ubønhørligt i det meste af 2. og 3. akt i Den Jyske Operas ’La traviata’-sceneri. Daler uden for vinduerne. Dystert varsel. Men også magisk indenfor gennem de lukkede vinduer. Dobbelt dystert varsel. Nogen er fortabt på dét sted.
TITLEN på Verdis opera betyder ’Pigen, der er kommet på gale veje’. Verdi hentede temaet til operaen fra Alexander Dumas’ roman ’Kameliadamen’. Det er en tragisk historie om kærlighed, der brænder op i et forhold, som er dødsdømt i et miljø, hvor klasseskel, bornerthed og penge har rottet sig sammen.
OPERAPUBLIKUMMET kender ’La Traviata’ som et enerverende drama, skrevet af Verdi med en slagkraft, der fungerer af to grunde:
DEN ene grund er enkel, psykologisk spænding. Operaen kræver ikke særlige forklaringer for at blive forstået. Enhver fanger på stedet, at her er der tale om en pige, der har fundet sig en tilværelse som luksusludder, tjener og lever godt, men kommer i total vildrede med sig selv, da en fyr pludselig mener det alvorligt. Det var jo ikke meningen. Så det må gå ad helvede til. Også for ham, fordi han er vokset op som en festabe, en yuppie, en flink fars dreng, forudbestemt til at komme i klemme, da han forelsker sig i en outsiderpige.
DEN anden grund er, at historien fortælles med en musik, der bærer scenerne i stor flugt gennem sanglinjer, som svinger sig fra sprudlende danse til det sarteste pianissimo, der fører direkte mod den skæbnesvangre død i skønhed. I Århus som sagt til akkompagnement af blidt dalende sne.
Århus Symfoniorkestret har godt fat i de konstant skiftende udtryk under gæstedirigenten Tecwyn Evans. Hverken han eller orkestret kan gøre for, at sarte steder får små aps af tilfældige mobiltelefon-elskværdigheder og nys og host – vi lever i én kold tid.
MEN så det afgørende: Tre solister, der synger, så hjerter røres og velklang fylder rummet. Hovedpartiet som Violetta er i struben på Hamborg-sopranen Kari Potma, som vi kender fra tidligere glimrende præstationer, grevinden i ’Figaros bryllup’ f.eks. og på Hedeland Operaen for nogle år siden som Leonora i ’Trubaduren’. Moden er hun at se og lytte til, stemmen også modnet, men stadig med den friskeste, svulmende klang, ubesværet i højden. Det er en voksen Violetta, der uden problemer leger med på, at seksuelle eskapader er føjet til hendes kurtisanerolle i fuldt scenisk flor under den animerede selskabelighed – operaen er flyttet til de neurotisk løsslupne 1930’ere af iscenesætteren Lothar Krause.
SOM mod- og medspiller har hun koreaneren Jung Soo Yun, der – som vi tidligere har hørt ham på Den Jyske Opera som Rodolphe i ’La Bohème’ kan matche med en flot, skulderbred tenor, en Alfredo, der udfolder sin drengede, romantiske usikkerhed troværdigt. Yun og Kari Postma klinger glimrende sammen. Ligesom de også er i brillant samklang med den Germont père, der vælter al sin håbløst forbenede faderværdighed til Alfredo og vakkelvorne sympati for Violetta ud over denne så beundrede, men socialt derangerede, arme kvinde. Hvis ikke instruktøren havde valgt at lade den norske baryton Trond Halstein Moe optræde i rullestol, ville vi ane Violetta som endnu et erotisk offer for et så herligt og charmerende stykke macho med stemmen tændt til Don Giovanni-forførelse. Det er så ikke lige instruktørens hensigt, og må blive en anden god gang, hvis den drejning af operaen kunne tænkes.
MEN altså kort sagt: Det er en ’La traviata’ – i sangligt fin klasse, det gælder også koret og de mindre partier. Opsætningen skal på landsturné, og det afgør den lidt lukkede, flytbare scenografi, der i udgangspunkt mest ligner en stor havestue og har svært ved at give rum til luksuøst selskabsliv i de parisiske scener. Kostumerne kompenserer så for dét. Det er dem, der skal overbevise os om rokeringen til 1930’erne. De fem stjerner hales i land af sangerne.
gregersDH.dk
