Matthias Grätzel, Helene Le Corre og Anna-Florence Marbot i Mozarts ‘La finta giardiniera’ på Stadttheater i Bern. (foto: Philipp Zinniker)
VELKOMMEN TIL HOTELLET
Mozarts ’La finta giardiniera’ ekspederet til en moderne hotel-foyer på operaen i Bern.
****
JEG har ikke set Mozarts ’La finta giardiniera’ på scenen siden 1959. Det er en fejl, vil nogle sige. Andre: So what – sekunda-Mozart! Bare skridt på vejen til ’Cosi fan tutte’ og ’Don Giovanni’.
Men nu er den der altså. Endda to gange med kort mellemrum. Den første set i går på Stadttheater i Bern. Den anden kommer på Den Ny Opera i Esbjerg om tre uger.
1959 var det i Hamborg. På Statsoperaen, som netop var genopført efter totalsmadring under krigen. Det var med Oda Balsborg, en lysende ung, dansk sopran, perfekt i Mozart, men af pladesamlere måske mere husket for sin Woglinde i en indspilning af Wagners ’Rhinguldet’.
Opførelsen i Hamborg huskes for livligt, farverigt rokoko, lettere forvirret handling og et mylder af recitativer afvekslende med striber af arier og ensembler, hvoraf nogle stykker var mindeværdige, og mange glemt lige så hurtigt som de blev sunget. Sprudlende, letløbende. Oprindelig skrevet på ekstrem kort tid af den 19-årige Mozart som bestilling fra hofoperaen i München til karnevallet i 1775.
PRISTAGERNES ’LA FINTA’
Men nu altså på Berner Stadttheater. Set ved generalprøven 30. marts. Og hjemsøgt – i parentes bemærket – af den gode grund, at iscenesættelsen var i hænderne på den Anna Dirckinck-Holmfeld, der ikke bare står mit faderlige hjerte nær, men tilmed har sat forestillingen op som en del af prisen for at have vundet den såkaldte ’Europäische Opernregie Preis’ for unge operaiscenesættere sammen med scenografen Sibylle Wallum. For at det ikke skal være løgn: For næsen af 216 andre konkurrencedeltagere fra 22 lande.
Parentes ikke slut. Men uddybet:
Opsætningen puster regiet frem til nutid. De to pristagere har sagt: Et landsted og en park anno 1775?? Forget it! Vi henlægger hele historien til et hotel. År mindst 2000.
Vi gør borgmesteren, der ejer landstedet, Don Anchise, til hotelejer. Tjenestepigen Serpetta til receptionist. Og pigen i titelrollen, Violanta, til rengøringsdamen Sandrina. Hvor hun i originalen er gartnermedhjælper – deraf operaens titel, ’La finta giardiniera’.
Pigen, der ’spiller’ gartner. Men som i virkeligheden er en tøs af finere herkomst, der har taget job på stedet på flugt fra sin kæreste, der er greve og hedder Belfiore – og som åbenbart render rundt og tror, han har taget livet af hende med sin dolk under et skænderi! Og derfor har fundet sig en ny dame, borgmesterens niece – som han skal møde på hotellet, hvortil han ankommer under ouverturen i sin limousine. På film naturligvis.
O.s.v. deruda’. D.v.s. endnu flere intriger og personer. Ret broget.
KOBRØL
Det er stærkt underholdende ind imellem. Med en ironisk og fjantet undertone, som er i fin overensstemmelse med musikken. Mozart har næppe heller set andet end sjov i dette ’dramma giocoso’, som har rødder hos den italienske komediedigter Goldoni og et utal af operaer, komponeret i midten af 1700-tallet.
Alle muligheder for situationskomik udnyttes undervejs, inklusiv en dekoration, der giver kik ud af hotel-lobbyen til brølende køer og nye, ankommende gæster, f.eks. den lurende hr. greve.
Men især godt lebendig i flere scener, hvor der blæses på almindelig logik og tilføres commedia del’arte-elementer, som har elegance og bygger velgørende videre på handlingens absurditeter. I særlig høj grad i det sceniske akkompagnement til Sabrinas store arie i 1. akten – et musikalsk highlight. Mozart i slotsaftapning.
Men også i den blomstrende finale af 1.akten, hvor ensemblet folder sig ud i en septet af stor herlighed.
HALLØJ I ’HAVEN’
Ikke alt lykkes lige godt i 2.akten med de scener, der – som i 3. og 4. akten af ’Figaros Bryllup’ – skal henlægges til parken, så der kan blive en slags mening i gemmelegene.
Vi forventer ikke realisme. Men tabet ved at lade al have-halløjet foregå i foyer-dekorationen ledsages af et spil, der af samme grund ikke kan undgå at tabe højde.
De scener er svære at komme helskindet igennem, så meget desto mere, da de kulminerer i Mozarts endeløse broderen på Sabrina/Violantas og grev Belfiores forsøg på at kaste sig i hinandens arme. Mozarts nodepen gået amok. Og librettisten befinder sig i maratonløb.
Dér kunne en saks gøre underværker, så al gas ikke er gået af ballonen inden den afsluttende store finale. Igen en septet, der ikke lægger fingrene imellem, men blomstrer muntert.
SANGERNE
I graven god flugt over spillet under dirigenten Dorian Keilhack.
Og sangligt er det fint styr på alt forestillingen igennem. Med en Helene Le Corre i titelrollen, en smidig og velklingende sopran. Præcis som receptionisten, der i Anne-Florence Marbot har en koreografisk elan, der virker. Borgmesteren Don Archise, ranglet, elegant, en glimrende karaktertenor: Matthias Grätzel. Med Gerardo Garciananos Nardo en rungende, flot baryton. Andries Cloete, en lyrisk tenor, guf for damerne – men i handlingen terroriseret af borgmesterens niece Arminda, sunget af en solid dramatisk sopran, Fabienne Jost. Endelig – for sådan én skal der jo også være: En bukserolle til mezzosopranen Claude Eichenberger som niecens tilbeder.
KOLLEKTIVISTERNE I ESBJERG
Når Den Ny Opera den 22. april har premiere på ’La finta giardiniera’ i Utzon-musikhuset i Esbjerg, er iscenesættelsen lagt i hænderne på de medvirkende kollektivt.
En idé, som man i Esbjerg åbenbart synes egner sig til gentagelse. Så det kan gå lige så kaotisk som med ’Barberen i Sevilla’ for præcis et år siden på samme scene. Med repetitøren Lasse Toft siddende på scenen som den komponerende Rossini. Nu skal han vel sidde der som Mozart.
Vi trækker vejret og afventer.
