TEMPELDANSERINDER – LIVSFARLIGE!

Eksotisk pragt, Vild med dans-scenerier og en åbenbaring i 3. akt. Det får vi med hjem fra ’La Bayadère’ på Det Kgl.s Gamle Scene.
 

Spiller indtil 15. marts 2013

****

KAN den mand ikke skrive i andet end tredelt takt? Nå. Jo, han kan så. Det er bare noget, der slår én over lange stræk i denne ballet. De danser og de danser, og det er ikke vals alt sammen, men vi er i nærheden.
Komponisten til ’La Bayadère’ hedder Ludwig Minkus, og han har den skæbne, at han var samtidig med Tjaikovskij, skrev balletmusik lige som Tjaikovskij, men det er Tjaikovskij, vi husker. ’Svanesøen’, ’Tornerose’. Genial balletmusik.
Minkus er ikke genial, men heller ikke dårlig. Nogle gange lyder hans musik som middagstransmissionen fra Restaurant Wivew i gamle dage, men Det Kgl. Kapel får den til – næsten – at klinge som Tjaikovskij.

24 KRIDHVIDE DANSERINDER

Den koreograf, de begge skrev balletmusik til, hed Marius Petipa. Og det er ham, der er mester for ’La Bayadère’ – en titel, der ikke umiddelbart suger folk til billetlugen, men tag ikke fejl: Den ballet har bestemt sine momenter.
Først og fremmest: Åbningen af tredieakten!
Et underligt sted at tage fat. Men det er relevant. Scenen er verdensberømt i ballethistorien. 24 kridhvide danserinder stiger ned fra et bjerg i nattemørket, vi er i skyggernes rige, hvor helt og heltinde skal forenes. Begge har taget deres liv i kærestesorg. Pigen med et slangebid – næsten som Kleopatra. Fyren med en pistol – sådan gør ordentlige, romantisk helte.
Vi hører en lang, overdådig harpesolo fra graven. Så kommer de, de hvide danserinder, en efter en, bliver ved og ved, en langsom nedstigning, næsten som en katolsk procession, men vi er ikke i sørgestemning, vi er som i et himmelsk elysium.
En mageløs svulmende soloviolin kommer til, musik, sceneri, procession går i ét, og de 24 danserinder formerer sig på scenen i samlet optrin, grafisk aftegnet, som var vi til Landers ’Etudes’, gamle Lander ville have spanket dem med linealen, men skidt nu med det – det er mageløst stort og smukt tænkt. Musikalsk. Koreografisk. Et tableau.

SJÆLFULD

Dén 3. akt tager noget af pippet fra 2. akten, der er som et vældigt afdansningsbal. Solo efter solo, duet – undskyld: Pas de deux efter pas de deux, en række af Den kgl. Ballets danser viser deres kunnen i det eksotiske miljø, der er sceneriet. En nobel art ’Vild med dans’.
Vi er nær ved at glemme plottet, så tilbage til 1.akten, hvor lynet er slået ned: Vi befinder os i et kolonialt, britisk overklassemiljø i Indien, hvor den unge officer skal giftes med Miss Emma, men har mødt tempeldanserinden Nikija. Gæt resten.
Der er i scener vi dér og siden får Gudrun Bojesen og Marcin Kupinski se i prægtig udfoldelse – hun med sjælfuld musikalitet, han ung og forundret usikker – ikke på benene, nej sandelig – men en usikker yngling, der viger tilbage for at drage konsekvensen af sin forelskelse, før det er for sent.
Det er en utrolig farverig ballet, scenografen hedder Richard Hudson, og Nikolaj Hübbe har sat i scene efter Papitas forskrift fra 1870’erne, men henlagt handlingen fra en oprindelig indisk klasse-konflikt til en konflikt mellem engelsk koloniherredømme og undertrykt, indisk kultur på den tid balletten er skrevet.
Det er klogt og effektivt. Vi muntrer os over britisk colonial army i korte kaki-bukser, og vi tygger lidt på traditionel, europæisk opfattelse af indisk tempeldanserfacon.
Men først og fremmest går vi hjem med den 3. akt-scene på nethinden og i ørerne. En lille åbenbaring.

GregersDH.dk 

PSS: Claus Seidel har tegnet J’aime Crandall og Alban Lendorf fra premieren lørdag 10. november på Gl. Scene. De alternerer med Gudrun Bojesen og Marcin Kupinski, der er anmeldt her.

PSS: ‘Bayadère’ er navnet på en art indiske tempeldanserinder.