Solbjørg Højfeldt i ‘Kvinden ved 1000 grader (Foto: Bjarne Stæhr)
I ILDEN
Solbjørg Højfeldt går solo med en grum dramatisering af islandske
Hallgrimur Helgasons roman ’Kvinden ved 1000 grader’.
Tekst: Solbjørg Højfeldt m.fl. efter roman af Hallgrimur Helgason. Instruktion: Therese Willstedt. Scenografi: Birgitte Mellentin. Medvirkende: Solbjørg Højfeldt.
’Kvinden ved 1000 grader’ spiller på Aveny T på Frederiksberg Runddel indtil 28. april. Til september på Teater Nordkraft i Aalborg og til november på Aarhus Teater.
****
SCENEN ligger i kulsort. Vi hører kun Solbjørg Højfeldts stemme.
Vi indstiller os hurtigt på en humor, der er lige så kulsort. Hun er en kvinde, der bestiller sin begravelse til en fastsat dag. Det kan hun ikke, siger bedemanden. Man skal være død først.
Lyset dæmrer. Dér sidder hun, Solbjørg Højfeldt, den smukke skuespiller, sammenkrøbet i en garage, grå og græmmet til en ensom 80-årig. Garagen som en hule, lyset falder skråt ind på hende. Som en flygtning ved vejs ende. Men bevæbnet med mobiltelefon og facebook. Og en ukuelig erindring, en ukuelig vrede og en ukuelig lyst til at gøre op.
Solbjørg Højfeldt har hentet den historie, hun fortæller, fra romanen ’Kvinden ved 1000 grader’, skrevet af den islandske multikunstner Hallgrimur Helgason. Romanen har været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris, Solbjørg Højfeldt har læst den, er blevet grebet af den og har dramatiseret den sammen med dramaturgen Karen Maria Bille og opsætningens scenograf Birgitte Mellentin, lysdesigneren Kisser Rosenquist og lydmanden Jes Theede.
Vi lytter til Solbjørg-stemmen, der med stille tyngde, styret vrede og tilbageholdt sarkasme er kvinden, der fortæller sit livs historie. De 1000 grader, hun forventer ved sin kremering, mærker vi allerede i den isnende glød i hendes beretninger.
Beretningerne springer i tid – de virker dokumentariske, er det vel også i store dele, men lader sig måske nemmere placere, hvis man har læst Helgasons bog. Det har denne anmelder ikke.
I den dramatiserede form bevæger kvinden sig i klip fra en tilværelse som barn i København eller Island, senere ophold i Sydamerika, men især – og der får fortællingen virkelig sit tyngdepunkt – I Tyskland under afslutningen af 2. verdenskrig, hvor hun som 14-15-årig flakker mellem lig og ruiner, dræbte eller halvt levende soldater, der voldtager hende, tyskere eller russere, en tysk kvinde, der låser hende inde i sit bordel – rædslerne er ubeskrivelige, men hun fortæller køligt, næsten analytisk, hvad der forstærker den sardoniske vinkel, kvinder har på sit liv, på en mor, som vi får et sløret billede og en far, der var nazist, endda medlem af SS. Man kan slå op og verificere dokumentariske enkeltheder, farfaren var åbenbart islandsk ambassadør i Danmark, senere Islands første præsident, og faren tysk SS’er i 30’erne.
Rodløshed er grundsubstansen i kvindens beretning om et liv frem mod de ventende 1000 grader i krematoriet.
Scenisk flytter Solbjørg Højfeldt sig aldrig væk fra den klaustrofobiske tilværelse i garagen, stemmen, hendes nøgterne sarkasme og fortællingen holder vores opmærksomhed fangen i de kaleidoskopiske glimt. Instruktøren Therese Willstedt har bidraget til at fastholde tonen af determineret desillusion og indestængt temperament.
Man savner egentlig kun en lidt klarere struktur, der kan binde forløbet i de kaleidoskopiske passager bedre sammen.
gregersDH.dk