'Kvinden uden skygge' Repremiere Operaen 3.2.2012 Anm.

Linda Watson og James Johnson i Steffen Aarings scenografi til ‘Kvinden uden skygge’ (Foto: Miklos Szabo)

 

DYBT BEVÆGENDE

 

Et brus af mystik, myte, eventyr og stjernesolister i ’Strauss’ ’Kvinden uden skygge’. Repremieren bekræfter denne opera som kulminationen på ti års opera-guldalder på Det Kgl. Teater

 

******

 

INTET nyt? Ok jo! En forestilling som ’Kvinden uden skygge’ kan man grave nye ting frem fra, gør nye opdagelser i. Hver gang.
Nu er Richard Strauss’ fire timers værk sat op igen, en repremiere fra sidste forår, og jeg kan selvfølgelig bare henvise til min anmeldelse fra 15.5. 2011, der erlægger seks stjerner for en åndeløst overdådig opførelse, og det gør jeg gerne igen.
Men hvad man dog ikke ved gensynet opdager, som man har udvisket af erindringen! F.eks. detaljerne i James Johnsons måde at spille farveren Barak. Skrutte ryg, lade arme falde ned, vende sig mod sin skrappe kone med et forulempet blik og alligevel grænseløst tålmod, indfarve sin klingende barytonstemme med næsten et barns målløse forurettelse, vrede og alligevel tilgivelse.
Figuren, han skaber er en af de mest bevægende, man kan se og høre på en operascene. Vi mindes hans Wotan i Operaens ’Ringen’ – Johnson kunne udtrykke sig på samme måde over for Brünnhilde, men her i ’Kvinden uden skygge’ er vi et andet sted. Ydmygere. Barak er ikke en vildfaren gud i nålestribet. Men en tapper arbejdsmand i snavset undertrøje – havde han været en figur hos Brecht, måtte hans åndelige søster være heltemodige Mutter Courage.

EN VIOLINSOLO

Og man får øje på nye detaljer i Steffen Aarfings forbløffende dekorationer, en scenografi, der bæres os på hænder fra scene til scene med impulserne fra orkestret og stikord i replikkerne.
Man lytter til enkeltheder i orkestret ved denne repremiere: Nye solistiske indslag og præstationer – en violin, der lægger så smukt op til den skyggeløse kejserindes monolog i 2. akt – øjeblikket, da hun erkende den pris, hun er i gang med at lade andre betale, for at hun kan tilkøbe sig den skygge, hun mangler. Sådan en solo, der ekspederer os ind i det intimeste rum i vores hovedpersons sind og sjæl. Det er, hvis jeg gætter rigtigt, den unge koncertmester Tobias Durholm, der stryger sin Cremona fra 1691 med den ømmeste tone – hvor lidt der dog skal til for at skabe korte, store øjeblikke – hvor lidt og hvor meget! Instrumentet ejes af Det Kgl. Teater, et klenodie, som Kulturarvstyrelsen vel har i glas og ramme, og så i hænderne på en musiker, der bruger det efter fortjeneste. Lyt Strauss – også du er i gode hænder.

EN SOPRAN

Og så jo: Monologen, der følger efter. Det nyeste og helt afgørende anderledes i genopsætningen: Kejserinden, kvinden, Die Frau ohne Schatten, nu for første gang sunget af Ann Petersen, sopranen, som uden store bravader har plantet sig på den absolut øverste hylde, ikke bare blandt danske sopraner, men blandt danske operasangere i det hele taget.
Hvad hører og ser vi? En operakunstnerinde, der med en udstråling som en omvandrende engel. Hun mangler kun vinger, for at vi ikke skal tro, at Jesu genkomst er lige i hælene på hende. Lysende af mildhed, naturlig ro, udstyret med en stemme, der bærer over land, som var tonerne eventyrdigter Andersens svaner, en ansats af høje toner, plantet så ubesværet som var de nåle på et militærstrategisk landkort – pludselig i Richard Strauss’ uforskammede landskab af sopranpervers lidenskab et højt d!! Et trestrøget, deroppe på skalaen, hvor kun guderne og de udvalgte færdes sammen med en Nattens Dronning, når Mozart lader hende gå amok. Et Matterhorn af en anbringelse, lige til at styrte ned fra, men Ann Petersen lader bare sådan et højt d stråle fra tinden.

DEN KORTE GULDALDER  

Et debut i rollen. Hvad Susanne Resmark ikke er som den træske amme – igen med al den pragtfulde og dramatiske slagkraft, vi husker fra 2011 – ligesom den statuariske tenor Johnny van Hal som kejseren, og lige som alt og alle andre på og bag scenen i dette sidste visitkort fra Kasper Holten og den korte guldalder, han og omstændighederne fik Det Kgl. Teaters opera i. I denne måned dirigeret mesterligt helt ned i detaljen af den tyske dirigent Michael Boder.
Se og hør den forestilling, inden den definitivt forsvinder ud af et kgl. repertoire, og de økonomiske skygger sænker sig.  

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *