Steffen Aarfings videodesign i ‘Kvinden uden skygge’ med Linda Watson i forgrunden. (Foto: Miklos Szabo)

*

I SKYGGEN AF FREMTIDEN

Johan Reuters indtagelse af farverens rolle i ’Kvinden uden skygge’ på Det Kgl. føjer endnu en farve til Operaens fabelagtige slutspurt på Holten-æraen.

******

DER er god grund til at gentage, hvad vi konstaterede ved genoptagelsen af ’Kvinden uden skygge’ på Operaen for en god måned siden: Forestillingen er kulminationen på ti års opera-guldalder på Det Kgl. Teater.
Ikke publikumsmæssigt. ’Kvinden uden skygge’ har gået en halv snes gange nu efter genoptagelsen for trekvart tomme huse. Hvorfor? Fordi København ikke har et operapublikum, der interesserer sig for noget ud over det gængse standardrepertoire.
Der er selvfølgelig også andre grunde.
Dem er det trivielt at gentage. At billetpriserne er høje, at adgangen til Operaen på Holmen er et hækkeløb af besværligheder, at folk ikke gider mase gennem regn, storm og sne for at få fornøjelsen af at skride på jernbroen ved parkeringspladsen eller betale 50 taxa-kr. ekstra for at køre den absurde omvej over Amager.
Således alligevel gentaget.

FORTÆLLEGLÆDEN

Anyhow. Vi kalder ’Kvinden uden skygge’ for en kulmination. Kasper Holtens æra på Det Kgl. Teater bundet med en sløjfe.
En enestående scenografisk præstation af Holtens hjertehold med Steffen Aarfing, lysdesigneren Jesper Kongshaug og videodesigneren Signe Krogh – billedrig og mættet af fortælleglæde, grafisk forunderlig, kongenialt fungerende med musik og fortælling.
En mobilisering af solister, der vil være en pryd for et hvilket som helst operahus i verden.
Et kgl. Kapel, der solistisk og kollektivt præsterer deres ypperste, ikke mindst under dirigenten Michael Boder ved denne repremiere.    

JOHAN REUTER

I aftes gik denne Strauss-opera for næstsidste gang på Operaen. Og for første gang med Johan Reuter i rollen som den forulempede, stoute garvermester Barak, der intetanende hvirvles ind i et drama mellem himmel og jord, mellem menneskeliv og mystiske irrationelle kræfter. En folkelig helt, der kunne være prototypen på en arbejdets og arbejderbevægelsens fanebærer, lige til en valgplakat fra 1930’erne, hvis ikke denne Barak havde netop så mangetydige reaktioner.
Johan Reuter afløser den amerikanske baryton James Johnson i partiet med et spil, der er lige så gribende og kommer lige så langt ud i hjørnerne af den ubehjælpsomme håndværker, som skifter mellem livsglæde, skuffelse, stolthed og resignation over en kone, der kører ham rundt i manegen.
Reuter er som Johnson en klippe af vokal beherskelse, med en anden barytonklang, ikke bedre eller ringere, men bare anderledes. Reuter har sunget rollen i Berlin i Kirsten Harms iscenesættelse. På Det Kgl. tilfører han opsætningen en karismatisk, primitiv magtfuldhed, der skifter med rørende blufærdighed og næsten barnlig fortabthed.
En glimrende præstation, der placerer ham på niveau med Linda Watson, den overdådige, amerikanske sopran som farverkonen, Ann Petersen, der står som en lysende fakkel i titelrollen, og Susanne Resmark, der med sin kontante frækhed og blændende mezzo er ammen, som er katalysator for fremdriften i operaen. Og Johnny van Hal, der stadig udvikler sin monumentale beherskelse af kejserrollen.

SIDSTE MULIGHED
 
Tilbage til udgangspunktet. Der kan være et operapublikum, der lader sig skræmme af et næsten fire timers umætteligt Richard Strauss-orgie på en kold og gudsforladt ø i Københavns Havn.
De har endnu en opførelse på lørdag 10. marts til at overvinde skrækken.
En sidste mulighed.

GregersDH.dk