DER ER 25 MINUTTER ENDNU

En formidabel Karen-Lise Mynster i sort, irsk komedie på Husets Teater

****

Karen-Lise Mynster og Kristian Halken i ‘Kvinde og Fugleskræmsel’ på Husets Teater (Foto: Husets Teater) 

Sig navnet Karen-Lise Mynster. Og din indre film ruller med en hel billedserie af rasende, desperate, selvdestruktive, harske og frustrerede, men også lattermilde, overgivne, skarpsynede og ironiske kællinger, der ikke lader sig noget byde i denne verden, samtidig med at de har et fænomentalt overskud at tilbyde samme verden.

PÅ DØDSLEJET 

Nu har fru Mynster lige sluppet en kilometerlang tourné gennem efteråret som Martha i ’Hvem er bange for Virginia Wolff’, og så tager hun fat i stroppen på ’kvinden’, den unavngivne, i irske Marina Carr’s ’Kvinde og fugleskræmsel’.
Håret er fræset næsten af, så hun ligner selveste Renèe Falconetti som Janne d’Arc i Dreyer-filmen.
Dér ligger hun så midt på scenen. På dødslejet. Frisk som en nyfanget reje det ene øjeblik. Det næste lammet af fortrydelse og bitterhed. Over at have brugt livet på otte børnefødsler og fundet sig i en utro slapsvans af en mand, hvor man selv kunne have tumlet sig med en elsker i – hvorfor ikke: Paris.
Nu gør hun op med sit liv, bristefærdig af ærgrelser over, hvad man kunne have nået og infernalsk lyst til at prøve at nå noget af det alligevel.
Et bombardement af vrissen, sarkasme og festlige erindringer, had til stodderen og drømme om rastløs utroskab.

FUGLESKRÆMSLET

To fulde timer på scenen. Med dødsklokkerne bimlende for næsen af sig, trakteret af en besynderlig skikkelse  -’’fugleskræmslet’. Et mere eller mindre fiktivt væsen, Kirsten Peuliche i posenederdel, skarpslebne røde sko og lige så skarptsleben stemme. Aggressiv og i konstant argumenteren med den døende. 
Hvem er så hun? Kvindens dobbeltgænger? Alter ego? Dårlige samvittighed? Eller dødens sendebud  – i hvert fald stikker hun et par gange næsen ind i et skab til et rødt flammehelvede, hvorfra der lyder hæse grynt, som var det dragen Fafner fra Wagners ’Ringen’, som lige skulle konsulteres. Skal vi så se at få den død overstået. ’Der er 25 minutter endnu’, som Poul Dissing synger.

MAKABER HUMOR

Det er råt, sort og meget underholdende. ’Hmmm, en rigtig kirkegårds-godte!’ vrinsker Kvinden, da hun ser sig selv i spejlet. Og skåner hverken sig selv eller os for at udmale, hvordan orme og rotter vil mæske sig, når kisten er kommet på plads i graven.
Makaber humor er en del af fornøjelsen ved dette stykke.
Ægteskabs-sarkasme en anden. Kvindens mand indfinder sig med mellemrum. Kristian Halken tilfører ham alt, hvad den kan trække af lallende og forurettet selvforsvar for årelang forsømmelse og sjask med samlivet. Uden for i bilen venter hans elskerinde, formodentlig med motoren gående.
Endnu en besøgende:
En sortklædt, visnet blomst af en tante. Elsebeth Stentoft. Med en stemmeføring, der er som hvislende knive gennem luften, skovler hun nye bebrejdelser over kvinden, men lægger heller ikke skjul på, at dette at være til stede ved et godt dødsfald ikke er det ringeste i denne verden.

GÅSEHUD

Stykket trækker lidt hen mod slutningen. Men det leverer grand guignol-varen i Søren Iversens instruktion og i en cirkelrund dekoration med hemmelige døre, lige så gåsehud-befordrende som dørene i ’Blåskægs borg’. Birgitte Mellentin står for disse små gys.
Som Karen-Lise Mynster står for det store.

Gregers Dirckinck-Holmfeld