Paw Henriksen, Kristian Ibler og Lars Ranthe i ‘Kunst’ (Foto: Morten Fauerby)
HAR DU IKKE NOGLE OLIVEN?
Svalegangens herligt speedede opsætning af Yasmine Rezas ’Kunst’ gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest. Den er en fornøjelse.
*****
Der er to grunde til, at Yasmina Rezas ’Kunst’ nu gennem ti år har været et tilløbsstykke på alverdens teatre.
Den ene er, at det er den herligste fjas med moderne kunst. Alle griner henrykt med på latterliggørelsen af mennesker, der betaler formuer for et maleri, der et stort hvidt felt med anelse af en streg igennem.
Den anden er, at Reza sender tre mænd på scenen og lader deres venskab eksplodere i sindsoprivende, men stærkt komiske opgør om al ting og ingenting. Hendes foregivende er, at ’sådan er mænd!’ – sådan har hun iagttaget mænd, analyseret deres maskuline fortrængninger, og nu udleverer hun dem til herlig spot. Og det vil publikum, nok især kvinder, gerne se på.
PSYKOLOGISK BOREMASKINE
Yasmina Reza er en succesforfatter, der færdes livligt i mondæne miljøer i Paris og sandelig ikke er tavs om sin færden. Hun udleverer uden større hæmninger hvem og hvad hun ser i arenaen. Hun skrev bl.a. en beretning om den franske præsiden Sarkozy, som hun fulgte med sit skarpe blik under valgkampagnen for nogle år siden.
Og i ’Kunst’ bruger hun altså sin psykologiske boremaskine på mænd generelt.
Det er overordentlig underholdende, selvom fornemmelsen er, at hendes iagttagelser næppe afspejler mænds indbyrdes relationer så meget mere end kvinders. Heller ikke relationer mellem mænd og kvinder indbyrdes. Snerten af ægteskabelige bagholdsangreb, den eksplosive jargon over selv småting, de uberegnelige eller udspekulerede forsoninger – det ligger alt sammen tæt på det velkendte i almenmenneskelige relationer.
NOGET LORT
De fleste vil være med på de situationer, der udvikler sig i ’Kunst’ omkring lægen Serges erhvervelse af et maleri til 200.000 euro – eller er det bare franc? Helvedes dyrt i hvert fald, og ifølge vennen Marc ’noget lort’. Den tredje ven, Yvan mener skiftevis at det er ’noget lort’, og ’interessant’. For han er den kompromissøgende. Den ’slatne’ som Marc kalder ham under de livlige opgør.
Flere teatre har haft fingre i Rezas verbale psyko-festligheder. Aalborg Teater spillede det i 1999, og det desværre hedengangne Privat Teater spillede det i en stjernebesætning med Stig Hoffmeyer, Preben Kristensen og Frits Helmuth samme år, oven i købet Frits Helmuths oversættelse. Det var en af Helmuths sidste sceneoptrædener.
VERBAL AKOBATIK
Stykket appellerer til brillante skuespillere, og Svalegangens opsætning, der nu er i København nyder godt af Lars Ranthe som den kunstbesatte Serge, Paw Henriksen som den kantede skeptiske Marc, og Kristian Ibler som slapsvansen Yvan. Spillet er rådsnart, intuitivt lurende og veludviklet i alle detaljer af instruktøren Solveig Weinkouff. Specielt er det en fornøjelse at se Kristian Ibler udfolde sig i en overdådig verbal syndflod, da han beskriver, hvordan Yvans mor og svigermor blander sig i invitationen til hans bryllup. Syndfloden ender i sammenbrud og en bøn om at blive reddet af en skål oliven. Vi er jo i Frankrig.
Det famøse maleri, der er omdrejningspunktet får vi først at se til allersidst. Det er en fin pointe i en forestilling, der lever på bølgetoppe af verbalakrobatik.
Alverdens parterapeuter vil kunne analysere situationerne sønder og sammen. Selvom parret altså er udstrakt til tre mænd.
