'Kuhlau-violinsonater' 3.7.2014 Anm.

*
*
*
*
*
*
*
*
*

VELTALENDE DIALOGER

 
Liflige violinsonater af Kuhlau – ’Elverhøj’s komponist og alle klaverelevers yndlingsfornøjelse. 

dacapo 8 226082

****

FOR nogle uger siden spillede Christina Åstrand og Per Salo Kuhlau-violinsonater i fri luft, fuglene kvidrede med, og lyksaligheden bredte sig på gårdspladsen ved Sophienholm. Tonerne kunne være nået til Marienborg lidt borte derfra og måske have pustet lidt musik i vores umusiske statsminister. Men lige meget: Fornøjelsen var det lille publikums under træerne.
Sonaterne foreligger nu på en cd fra dacapo. Uden fuglekvidder. Men de lyriske løft mangler ikke, violin og klaver jagter i formfuldendt samspil afspejlinger af den lyse romantik, som Kuhlau har levet med i skovene omkring Kgs. Lyngby, hvor han boede.
En ærkedansk komponist – eller hvad? Han var indvandret tysker, talte vist ikke engang dansk trods de mange år, han tilbragte i landet efter at være flygtet fra Hamborg under Napoleons-krigene i en situation, hvor han stod til at blive indkaldt til de franske tropper. Alligevel: Vi regner få komponister så danske som Kuhlau.
’Elverhøj’! Det nationale festspil – Kuhlau skrev musikken til det. Spillet mere end noget andet på Det Kgl. gennem fem generationer, nu ganske vist hensunket til teatrets arkiver, samtidig med at ouverturen er gået danskerne i blodet takket være Olsen Bandens indbrud på Gamle Scene i ’Olsen Banden ser rødt’. Hver tone er plantet i os til lyden af Morten Grunwalds boremaskine.
 

PERLENDE

Men violinsonaterne altså. Så frydefuld musik. Og når vi nu er ved ’Elverhøj’: Den store Es-dur sonate har en hel variationssats, en andante, som er bygget over en af de mange danske folkevise-melodier, Kuhlau har brugt i ’Elverhøj’ – den romance med titlen ’Der vanker en ridder’, som Elisabeth Munk synger.
Kuhlau er dramatiker, og de to musikere, violinist og pianist, begge knyttet DRs symfoniorkester, fører deres spil frem som dramatiske dialoger, kæler for detaljer og driver ubesværet på, både i denne Es-dur sonate og i tre mindre sonater, der minder enhver klaverspiller om, at Kuhlaus sonater og sonatiner altid har været lækkerbiskener helt ned til barnestadiet, de letteste af dem i hvert fald. Lethed. Enkelhed. Perlende fornøjelser. Desto mere udbytterige her, hvor kravene er større og hvor de er i professionelle hænder.
Christina Åstrand og Per Salo forvalter både inderligheden og elegancen i disse veltalende sonater.
En rigdom. Flere Kuhlau-sonate-cd’er følger fra de to.

gregersDH.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *