BECKETTS VÆRKSTED
To enaktere af Samuel Beckett på Skuespilhusets Store Scene viser dramatikeren med et lynnedslag af meningsfuldt svar på spørgsmålet om tilværelsens absurditet og et uforløst forsøg på et svar på samme spørgsmål.
Enakterne spiller indtil 17. januar
Henning Jensen i ‘Krapps sidste bånd’(tegn. Claus Seidel)
’Krapps sidste bånd’. Medvirkende: Henning Jensen. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.
*****
’Den som falder’. Medvirkende: Kirsten Olesen, Anders Hove, Peter Gilsfort, Morten Suurballe, Henrik Jandorf, Søren Sætter-Lassen, Helle Fagralid og Anders Peter Bjerregaard. Iscenesættelse: Morten Suurballe. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen.
***
HENNING Jensen på scenen. Alene. Han står eller sidder ved arbejdsbordet med sin gamle båndoptager, sådan et monstrum, som vi i slutningen af 50’erne erhvervede os og baksede med. Vejen til lykke dengang, til fremtiden, et stykke mageløst lydværktøj, endnu vildere end de krystalapparater, vi i vores barndom under krigen i smug koblede ledninger til under dynen og hørte ’Her er London. BBC sender til Danmark…’ Gennem knitren og knasen fra tyskernes støjsendere.
Henning Jensen er i lag med Samuel Becketts monolog ’Krapps sidste bånd’. Den aldrende Mr. Krapps nusseri med sine gamle spolebånd, optagelser fra et langt liv, nu gravet frem igen fra de støvede hylder. Han er ikke interesseret i verdens historie. Kun i sin egen.
Vi er indstillet på, at denne monolog er et af de berømte eksempler på det absurde teater, teatrets bidrag til den tids konstateringer af tilværelsens pinagtige, eksistentielle uforståelighed. Meningsløsheden taget under kærlig behandling. Med sort humor som redskab.
ET ANSIGT
Som vi sidder der og ser Henning Jensen i ansigtet er vi som på en rejse. Instruktøren Rune David Grue giver os fulde fem minutter til at studere dette ansigt, der er som både et statisk forrevet bjerglandskab og samtidig uroligt hav, de tunge træk i konstant mimisk bevægelse, et menneske i indre uro, tankevirksomheden som en vulkan, der ikke vil i udbrud, et hav, der venter på at blive pisket op.
Humoren lurer i øjenkrogene, han vil på oplevelse, og straks efter ser vi ham gå i lag med sit grej, koble ledninger sammen, hente kasser frem, kasse efter kasse fra scenens sorteste baggrund, bakse med nøgler, med skuffer, med spolepakkerne – spole nr. 5 er målet – den er cellofanindpakket, og han flår den op med samme irriterede energi, som vi andre flår den umulige pakning af cd’er fra hinanden.
Omstændeligt det hele, indtil spole nr. 5 kører, og den gamle mand lytter, stopper, starter igen, stopper, starter i ét væk, husker, undres og reagerer uden mange ord, men desto mere minespil i et ansigt, der er som et helt symfonisk orkester, med adagio, allegro, largo og presto-satser, sjældent ser man et sådant katalog af udtryk, latter, hovedrysten, kærlig genkendelse, chokeret erindring, forelskelse, overlegen hån – han er på rejse i sin fortid, og det hele er som et lukket rum hos Jensen, ingen konklusion, ingen afgørende konsekvens, og klogere af Spole 5 bliver han måske, måske ikke.
Men vi oplever en stor skuespiller på udflugt i sit livs uberegnelige vildfarelser.
gregersDH.dk
Kirsten Olesen og Anders Hove i ‘Den som falder’
(tegn. Claus Seidel)
RADIOTEATER
Det Kgl. har mere Beckett til os på denne aften. For den er begyndt med et mindre kendt stykke af ham, ’Den som falder’ – skrevet som radioteater til BBC i 1957 med titlen ’All That Falls’.
Det har fået instruktørdebutanten Morten Suurballe til på herlig vis at sætte det op som en slags visuelt radioteater med mikrofoner på scenen, ’Optagelse’-skilt tændt på væggen, og alskens reallyde, fodtrin gennem gruset, tog, der kommer susende, fugle, der kvidrer, og køer, der bræger. Vi er på landet et sted i det angelsaksiske.
Det er ikke en monolog. Der er otte medvirkende.
Men dog en hovedrolle, denne gang en kvinde, Mrs. Rooney, en kær gammel kværulant, som Kirsten Olesen har fat i, og som hun kan give al sin skuespillertekniske detailrigdom, men ikke bevæge os med som Jensen med sin Krapp, for hun slipper ikke sin midaldrende lyse kvindelighed, og har heller ikke en figur mellem hænderne, der kommer så langt ind i absurditetens og fortvivlelsens grundvolde som Krabb.
Anders Hove skaber på samme måde en Mr. Rooney, der er en glimrende, vakkelvorn gamling, men både med ham og konen og de andre medvirkende i det korte stykke bliver kæden af dagligdags oplevelser på konens vej til stationen for at hente sin mand fra arbejde ikke meget andet en kædedans af løsrevne brudstykker, der som isflager i tøvejr flyder for blæsten uden mål og med. Beckett placerer personerne og optrinene som i en revy, men uden andre pointer end de simpleste, og han efterlader flere spørgsmål end svar. Hvilket selvfølgelig er i overensstemmelse med hans tankegang om en eller anden Vorherres kortsluttede budskab til menneskeheden. Men luftet med mindre klarhed.
Instruktøren Morten Suurballe måtte ved premieren i aftes på scenen selv for at erstatte Mikael Birkkjær, der var syg.
gregersDH.dk