'Kosmos+' Den Grå Hal, Christiania 12.2.2015 Anm.

‘Kosmos+’ i Den Grå Hal på Christiania (foto: Roberto Fortuna)

AF STØV

 

ER DU

 

KOMMET

 

 

Hard facts og imponerende billeder i Hotel Pro Formas ’Kosmos+’ på Christiania.

 

‘Kosmos+’  Manuskript: Kirsten Dehlholm m. fl. Medvirkende bl.a. Ellen Hillingsø, Niels Anders Thorn, Preben Harris, Bende Harris m. fl.

 

’Kosmos+’ spiller i Den Grå Hal på Christiania indtil 14.2.

****

 

ELLEN Hillingsø er kommet højt til vejrs på stigen. Hun er astronomen i Kirsten Dehlholms ’Kosmos+’. Hun kikker stjerner, stirrer ud i himmelrummet og fortæller interessante ting.
Et øjeblik kommer vi til at tænke på Anders Lund Madsen, der på toppen af sin teaterkarriere stod som Kaptajn Nemo i Zirkus Nemo i skibets stævn og forelagde os havets undersøiske mysterier.
Forunderlige beretninger! Nu altså om himmelrummet, og Ellen Hillingsø er ikke ene om fortællingen. Kirsten Dehlholm – den stoiske billedmager i dansk teater, Hotel Pro Formas mor – har samlet en lille stab af aktører for at formidle lærdom til os om denne verdens tilblivelse og mulige endeligt. Niels Anders Thorn er matematikeren, der tager svimlende tal i sin mund, Preben Harris er filosoffen, der til sine strøtanker føjer, at ’på Venus stinker der af rådne æg”, og han har sin filosofiske kone Bende med sig, de to sidder på scenen med lærd litteratur.
Og flere til: Især en gammelklog lille dreng, som bygger og konstruerer og har interessante udsagn, ind imellem flere der får de store emner ned på jorden: Af støv er du kommet – verden var engang bare nogle støvfnug, der blev til nullermænd og endte som planeter – ”Tænk på det, næste gang du støvsuger!” tilføjer han.

SVIMLENDE

Forestillingen er en sjov blanding af hverdagsbetragtninger og videnskabelige hard facts, der kan blive hængende som gode at kende og tit svimlende ubrugelige: Solen har 5 millioner år endnu at leve i – eller var det 500 millioner?
Lige meget. Der er god tid endnu. Eller er der? Vi kan dåne i tallenes turbulens og miste fodfæstet – som vi også gør under det, der er Hotel Pro Formas store force og attraktion: Den storladne billedside.
Lige siden vi så Kirsten Dehlholms levende stofbeklædte statuer på Glyptoteket for en menneskealder siden, har den maniske ro og dvælen ved enkeltudtryk været gennemgående – er det en arv fra Fluxus-bevægelsen i 60’erne?
Resultatet har i hvert fald det ene øjeblik været stoisk fordybelse, det andet statisk kedsommelighed, i begge tilfælde også når musikken spillede dominerende roller. I Christianias Grå Hal har hun og hendes teknikere og videofolk skabt en timelang serie af overvældende flotte, grafisk spillevende billedsekvenser: Stjerner, himmelrum, mælkeveje, planeter, sole, måner, i tredimensionale planer, klodens overflade i bølgen og svulmen.
Virkelig noget at fortælle om for Hillingsø, Thorn, Harris og de andre medvirkende, så det gyser i os af forundring og glæde over at tilhøre denne verden, men da også gys af bekymring for, hvordan den skal gennemleve og overleve alt det ubegribelige.
Til allersidst stjernestøv som en yndefuld regn af tusinder af små sæbebobler, belyst af selveste Jesper Kongshaugs designerkunst. Den gamle ridehal i Christiania forvandlet til alt andet end det, dens navn lyder: Den ’grå’ hal.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *