Joen Højerslev som Mikkel Thøgersen i ‘Kongens Fald’ (tegn. Claus Seidel)

I SOPPEBASSINET

TIL LYDEN AF DEN

SØNDERMALENDE

STENLYD

’Kongens Fald’ som kulørt billedbog på Det Kgl.

Romanforfatter: Johs. V. Jensen. Dramatisering: Henrik Szklany. Iscenesætter og scenograf: Carlus Padrissa. Musik: Adele Madau. Medvirkende bl.a.: Joen Højerslev. Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe. Lila Nobel, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen og Janus Elsig.

’Kongens Fald’ spiller på Skuespilhusets Store Scene. Varighed: Ca. to timer inkl. pause. Forestillingen er en coproduktion med Aarhus Teater.

****

EN vældig billedbog. Måske den vældigste, der er skabt til Det Kgl.s store scene i Skuespilhuset. Det kan være, fordi jeg har glemt den ’Hamlet’, der i sin tid var åbningsforestillingen. Og glemt så meget andet.

MEN sådan som den spanske iscenesætter har grebet ’Kongens Fald’ an, skal vi til Wagners ’Ringen’ ovre på Operaen for at matche vinkel, indhold, forløb, der udvikler sig i ekspanderende fortællinger i vidtfavnende formater. Ikke fordi der skal bruges fire aftener og fjorten timer for at fortælle historien i ’Kongens Fald’, den klares på et par timer. Men fordi vi er i myters vold. Det er liv og død, blod, rædsler, drømme om at løse tilværelsens gåder og mest af alt: Tvivl i sjæle om vejen, man skal vælge, usikre beslutninger, lykke, der smutter, nederlag, fejlgreb, en historie med tråde og ender, der slynger sig gennem tilfældigheder, børn, der fødes af tvivlsom herkomst, utroskaber, der skal hævnes, erobringer, der bliver straffet, magtmisbrug, synder, der går i arv.

DET har ligget lige for for den spanske iscenesætter Carlus Padrissa – lad os bare kalde ham spanier, selvom han nok vil bande over ikke at blive kaldt katalaner… lige for at gribe den unge dramatiker Henrik Szklanys dramatiseringen af Johannes V. Jensens roman som dén saftige, kalejdoskopiske fortælling, den er, også i Szlanys omskrevne, forkortede form: Episoder i en blodig periode i dansk renæssance, en historie om en konge og hans makker – ikke lige netop en Don Quijote og hans Sancho Pancha, men på vej derhenad, en konge, som er fantast med en drømmer af folket ved sin side: Bondedrengen Mikkel Thøgersen fra det nordjyske, Mikkel, der i virkeligheden er både romanens og teaterversionens hovedperson, ham, vi følger i hans ambitioner og kvaler om at styre sit temperament, kikseren, som vil så meget, men gang på gang gør det forkerte – kongen nærmest som et spejlbillede af ham på det store magtplan.

PADRISSA er både iscenesætter og scenograf – scene på scene er orgier af maleriske tableaeu’er, video-bagprojektioner, der er som kolossale romantiske billeder hentet fra en tid, der er mere 18-hundredetal end det 15-hundredetal, der er Johannes V.-historiens. Fortæpper, der signalerer sceneskift i tid og sted. Hver gang med titler, hvor begynderbogstavet er levende, nøgne kroppe, som slynger sig som skulpturer – Thorvaldsen kunne have tegnet dem. Fortællingens utallige hændelser og begivenheder bragt til live i et totalteater-spil, der også bringer de medvirkende ud blandt publikum, der danses og synges i folkelige tonearter, ikke meget lades uforsøgt, bønder og krigsmænd, hoffolk og fodfolk agerer heste og trækdyr, galopperer over scenen som var de med i en fastelavns-konkurrence, bødler svinger økserne, ikke bare ved det stockholmske blodbad, hvor Mikkel Thøgersen er stand by ved kongens morderiske side, galger står som mørke trusler mod den glødende aftenhimmel, Limfjordens og Lillebælts vande løfter sig truende mod de arme, der sejler på erotiske lykke- og katastrofeture, eller som Chr. 2 på den berømte ubeslutsomme pendulsejlads over Lillebælt – skal man kæmpe i vest- eller østdanmark? Sejladserne hver gang holdt i drift af Maria Rossing, som er gjort til fortælleren, der binder historiens løse tråde sammen – men også er det ulyksalige barnebarn Ide i kølvandet på Mikkel Thøgersens og hans ven Axels rodede seksuelle udskejelser med fælles kvinder i flere generationer.

DET er smukke, dystre, men eksplosivt farverige billeder, der pakker de voldsomme handlinger ind, hav, fjord og vand i strømme er, hvad instruktøren, og da også vi som danskere opfatter som national mantra eller – Havet omkring Danmark fra brølende Vesterhav til Furesøens vover. På Skuespilhusets store scene gjort til et scenisk soppebad. Der vades forestillingen ud af alle medvirkende gennem søer af vand – danskere er i katalanerens øjne nok væsner, der billedligt talt ustandseligt går i vandet, ikke på vandet, skvatter i, træder ved siden af, fejler i deres radikale kompromisjagt, usikkerhed og skepsis over for håndfaste, drastiske løsninger – Johs. V. Jensen havde skarpt blik på de nystartede radikale Venstre, da han skrev ’Kongens Fald’. Catalaneren Padrissa har spottet noget, han mener er dansk, griber hårdt og dramatisk fat om det, omsætter det i mørke farvelader med penselstrøg, han ellers ville bruge til dramaer af Lorca eller operaer af Verdi. Spanieren og Henrik Szklany svinger godt sammen – også Szklany er til store armbevægelser og drifter mod naturens kræfter – han skrev ’Røde Orm’, Det Kgl.s sommerspil sidste år. Han er Limfjords-nordjyde som Johannes V. Jensen.

MANGE sære overvejelser og tanker gør vi os under denne ekstravagante, kulørte gengivelse af brudstykker af ’Kongens Fald’. Nydelsen ved det surrealistiske, bloddryppende, men også de poetisk mættede bud på national-dramaet, bud, som er af fremmed art. Voldsom, grum og brutal. Sammenhæng og fælles tankegang er mærkbar, når vi hører de nordiske jættekvinder Fejna og Menja synge deres splintrende kværnesang, som ’skal komme indefra i din hjerne som søndermalende stenlyd’… Vi er digtere af samme muld.

PADRISSA har som Szklany følt noget for Johannes V.s kantede, håndskårne nærvær. Naturen, der styrer vores adfærd og sprog. Menneskene, som fejler og går til. Overlever på trods. Hvis de ikke får hovedet kappe4t af. Vader videre i soppebassinet. Tror på trolddom og solen, der drejer sig om jorden. Vi følger Joen Højerslevs gang gennem livet som den søvngængeragtig fejlende, men uberørte Mikkel Thøgersen, Peter Christoffersen som betonkongen med tvivlen indbygget i sit sind, og hele det store galleri af kæmper og dværge, jøder, bønder, sømænd og sandsigere, der befolker denne tegneserieagtige fortælling.

gregersDH.dk