Cilla Buch, Line Bie Rosenstjerne og Charlotte Thaning i ‘Koncert for Lou’ (Foto: Nikolai Østergaard)

HEN OVER

DET HVIDE

FLYGEL

Fri os for høfligheden, slip kræfterne løs – kvindefrigørelse suser gennem luften i musik og drama på Teater Republique.

Tekst: Suzanne Brøgger. Instruktion: Line Paulsen. Musik: Karsten Fundal. Idé og medvirkende: Line Bie Rosenstjerne (skuespiller), Cille Buch (sopran) og Charlotte Thaning (klaver).

’Koncert for Lou’ spiller på Teater Republique indtil 11. marts. Varighed 1t.15 min.

*****

TO flygler på scenen. Det ene sort, som den slags skal være, når vi skal til koncert. Det andet hvidt – og slidt, og dét får vi en god grund til senere: Det skal tåle lidt af hvert.
Foran dem står tre sortklædte kvinder. De ser provokerende på os. Vi skal have noget lige i synet. Det er i første omgang musik. Charlotte Thaning, der er én af dem, sætter sig til tangenterne på det sorte og sætter an med en Chopin-etude – jeg overmandes i første omgang til at tro, det er Beethoven, 1. satstemaet i ’Patetique’-sonaten, men bankes på plads bagefter, det var nok c- mol, men det var en Chopin-etude i samme toneart, opus 25 nr. 12.
Et omvendt bjergskred af ekstrem voldsomhed. Og det er noget i den retning, vi også får.
Karsten Fundal har bygget musikken til stykket som et ekko,  nej, snarere som en medspiller til historien om den russisk-tyske forfatter og psykoanalytiker Lou Andreas-Salomé. Den udføres af de tre kvinder i en tekst, Suzanne Brøgger har skrevet som et bombardement af fortælling, citater, udsagn, en nærmest operamæssig beretning om denne Lou, der uforfærdet, dramatisk og hæmningsløst bragte sine omgivelser i kog gennem et par generationer på vores bedsteforældres – i hvert fald mine, man skal jo være lidt forsigtig med, hvor man placerer generationerne.
Hendes omgivelser? Det var Sigmund Freud, det var Rainar Maria Rilke, det var Friedrich Nietsche – som altså var de nærmeste blandt de mænd, hun levede sammen med. Så var der ham, hun var gift med næsten alle årene, sprogforskeren Friedrich Andreas. Og så alle de andre, bl.a. nazisterne, der beslaglagde og brændte alle hendes bøger, straks efter hendes død i 1937.
Og hvorfor gjorde de det? Fordi hun var jøde, og fordi hun aldeles skamløst skrev og talte om et frit seksualliv mellem mennesker, og om ægteskabet som en umulig tvangsforanstaltning.

SCENISK KAMMERSPIL

Beretningen om denne kvinde, som altså – hvis vi skulle nævne en stilfærdig og mindre dramatisk parallel i det danske, kunne det være Agnes Henningsen – bliver fortalt her på Republique-scenen i til gengæld yderst dramatisk form af de tre kvinder, Charlotte Thaning ved klaveret, den glimrende sopran Cille Buch og skuespilleren Line Bie Rosenstjerne, den sidste som Lou og sopranen som skiftende mod- og medspiller, bl.a. Rilke, Nietsche, Freud i verbale og i fysiske konfrontationer hen over det arme, hvide flygel, på gulvet, i klinch af alle arter, med klingende udråb af maksimer fra de freudske skuffer – ’Gud er død’, ’Fri os fra høfligheden’, brændende og utilslørede påvisninger af det borgerlige ægteskabs umulige begrænsning af et frit liv.
Line Bie Rosenstjerne ironisk spændt som en flitsbue i overbevisende fremførelse af Lou og hendes ideer, og Cille Buch pragtfuldt parlando-syngende i de mange sekvenser, som komponisten har lagt hende i struben i samspil med den konstant kommenterende Charlotte Thaning ved sig flygel.
Det et er scenisk kammerspil, vi overværer. Med animerende argumenter for den sag, Lou havde på hjerte. Som Susanne Brøgger har samlet ordene til og fra. Og som instruktøren Line Paulsen har fået til at fungere i konstant fængende variationer af bevægelser og udsagn i en animeret rytme, der veksler i tempo og udnyttelse af scenerummet.
Som drama er det fascinerende blik ind i de provokerende udfoldelser som den nye optagethed af psykoanalyse, af kvindefrigørelse og af politisk slagkraft i samme anledning, der blev sendt i marken for et århundrede siden.
I musikken – for ikke at glemme den – så stærkt bragt med i billedet af Karsten Fundal og pianisten Charlotte Thaning i den tydelige sammensmeltning af Chopin, af senromantiske, nærmest mahlersk tonefald mod slutningen og hele vejen igennem af Fundals fragmentariske, dramatiske, pianistiske hug i samspil med handling og iscenesættelse.

gregersDH.dk