Natali Vallespir Sand og Claus Riis Østergaard i ‘Koldt produkt’ (Foto: Carsten Andreasen)
MED LØFTET KANYLE
’Koldt produkt’ er et interessant, men usikkert forsøg på at shine Ibsens ’Et dukkehjem’ op til nye tider.
***
HVORFOR skred Nora? Hende i Ibsens ’Et dukkehjem’.
Fordi hun var træt af Torvald, træt af ungerne, træt af at være serviceorgan for familie og dukkehjem.
Den norske forfatter Matias Faldbakken har hugget Ibsen-modellen og gjort Nora til en højgravid, laber strigle i sort lak, en velovervejet og veluddannet pige, der også slår sig i tøjret i sit forhold til sin Torvald. Selvom også hun har stået på hovedet for ham.
Men sandelig i en anden anledning end gamle Nora.
Ikke så meget noget med at sørge for, at sølvtøjet bliver pudset og pigernes nederdele plisseret.
Mere ved at prøve at redde ham ud af en knibe – hendes Torvald er en vilter desperado, redaktør af et skateboard-magasin, forfalden til pokerspil, lænset for millioner i samme anledning og nu i kløerne på sine kreditorer. Hvad har hun så kastet sig ud i for at redde ham? Bollet med kreditoren.
Det er jo et offer.
POSTNATAL ABORT
Derom handler stykket. Sådan da. Det er ok i sig selv. Nora vil ud af offerrollen.
Men der kommer andet til. En lidt knirkende turneret problematik, der ganske vist også handler om, at hun vil have sin frihed: Nora føder sit barn – hvem der så end er faren. Og hun vil af med det igen.
Ikke bare bortadoptere det, men rydde det af vejen definitivt for at blive frigjort for traumerne. ’Abortere postnatalt’ som hendes ven, dr. Rank kalder det. Den finale får vi sandelig. Aktiv dødshjælp med løftet kanyle og barnegråd. Dr. Rank som dr. Future med sit eget eutanasi-program. Barnet – ’produktet’, som Rank kalder det – lempet over tærskelen, men som hjælp til moren.
LYKKEJÆGERNE
Denne provokerende debatdel af stykket kan man så lade sig ophidse af.
Men som teater er det spillet mellem hovedpersonerne, der er det mest vellykkede. Som den splitterforvirrede skateboard-redaktør Torvald ser vi Claus Riis Østergaard med alt i bund: Både speederen og speedet – der sniffes nogle portioner kokain undervejs. Han og Nora, spillet af den elegante Natali Vallespir Sand, er et lykkejægerpar uden styr på ret meget andet end deres materielle ambitioner. Nora mere sikker og bevidst end Torvald, der har tabt jordforbindelsen. Kreditorslynglen, model Stein Bagger, spilles af 3.års eleven Jon Lange, Dr. Rank af Bjarne Antonisen og Noras veninde Kristine af Johanne Dal-Lewkovitch.
Siderollerne har deres funktion som katalysatorer for de to hovedpersoners slagsmål. Ikke så meget mere. Enkelte scener, som et afdækket forhold og opgør mellem veninden Kristina og Frode Quale, kreditoren, virker overflødige. Det er mellem de to hovedpersoner vi ser brudflader, der vil noget. Skiftene mellem varme og kulde, usikre overvejelser, hensyn over for had – både Sand og Østergaard har fat i konflikternes kompleksitet.
’HJEMMET’
Det hele foregår i en iscenesættelse og en scenografi af de to tyskere Lydia Bunk og Nikolaus Porz, som er en herlig travesti på avancerede boligmagasiners yndlingsofre: Kolde, oversmarte, kitchede ’hjem’.
Vi ser ind i et interiør, befolket med en kæmpemæssig udstoppet krokodille, anvendelig til at slænge sig på, når man skal sove rusen ud efter et trip, mens man bagefter kan lange højre arm ned i gabet på bæstet og fiske næste gin-flaske frem.
Et birketræ er plantet i en vældig glasmontre, spejle pryder salonens sider, og dobbeltbriksen i midten er velegnet til hvad som helst.
Drømme- og mareridt-sekvenserne, som supplerer Noras splittede tankeverden på storskærm, fungerer sådan set flot som visuel effekt og en art udråbstegn i parentes, men man oplever dem alligevel mest som pleonasmer.
Overflødige elementer. Natali Vallespir Sands kontrollerede og stærke spil lader os sjældent i tvivl, hvad der rører sig.
