SELVDISCIPLIN  – TAK!

Den Kgl. Ballets stjernedanser Kenneth Greve takker af for at blive balletchef i Finland  – med en salut til unge danseres mangel på selvdisciplin. 

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Anders Birch

”De vader bare ind foran solodanserinden – de er fuldstændig ligeglade. Det kan godt være, jeg er gammeldags. Men der er altså nogle uskrevne regler, der forsvinder…”

Kenneth Greve hidser sig ikke ligefrem op. Men der er ingen tvivl om, at her er noget, der berører ham. Noget, han synes er et problem: Disciplinen hos den kommende generation af dansere.
Den 38-årige solodanser ved Det Kgl. Teater Kenneth Greve er selv på toppen af en lysende karriere. Men til foråret danser han af på Det Kgl. for at tiltræde en stilling som chef for Den Finske National Ballet. Han er klar til at tage fat. Til at lede og inspirere det finske ensemble frem mod nye præstationer.
Det sker med en stor ballast af erfaringer. Fra New York, fra Paris, fra Berlin og fra den kongelige, danske ballet. I vores timelange samtale er der ingen tvivl om, hvad der er i fokus: Den problematiske demokratisering af mange balletkorps, inklusive det finske og det danske.
Vores samtale udspringer logisk og kronologisk af hans fødeår: 1968. Studenteroprørets år.

”Der er mange, der smiler, når man siger, man er født i 1968. Men for mig er ungdomsoprøret noget historisk  – en turbulent periode, vel egentlig starten på en ny tid, hvor man nedbrød respekten for autoriteterne, og hvor det kom til at handle om at realisere sig selv. Det er først gået op for mig senere. Jeg levede et beskyttet og stabilt liv – på balletskolen, hvor jeg begyndte, da jeg var ni år, men også før. Vi boede i Helsingør. Vi var meget skærmede. Min far var professionel golftræner, og jeg levede næsten på golfbanen fra jeg var to år – jeg spiller stadig af og til. Jeg kan godt gå ud og lave en runde i par. Men det var andre cirkler end i dag. Golf var endnu en ret eksklusiv sport, forbundet med en anden omgangskreds. Dronning Ingrid kom der. Min far var i mange år hendes lærer.”

– I Helsingør Golfklubs historie er du citerer for som dreng at have sagt: – Du holder forkert på køllen, dronning!

”Jeg var ikke mere end tre-fire år. Der siger man så meget. Hun var altid meget sød ved mig. Jeg vandrede rundt på banen med hende. Men så fra den dag, jeg kom på balletskolen, handlede det om at stå op kl. 6, cykle til stationen, tage toget ind til København og tilbringe det meste af dagen på skolen i en verden, der ikke var rigtig berørt af de omvæltninger, der kom efter 1968. De mennesker, jeg voksede op med som lærere – Kirsten Simone, Henning Kronstam, Flemming Ryberg, Kirsten Ralov – de tilhørte den ældre skole. Den disciplin, de havde tilegnet sig, blev videreført. Den er slet ikke til stede i dag. Nu har jeg stået og undervist børnene i ’Nøddeknækkeren’, og det er helt almindeligt, at de kommer og fortæller mig historier om, at deres lillebror har puttet en ært op i næsen og ’i går var der en, der tissede på gulvet’. Og den slags. Meget hyggeligt. Men alligevel…”

– Det var ikke sket i 70’erne.

”Nej. Der blev slet ikke snakket. Som barn sagde du ikke noget. Hvis man overhovedet henvendte sig til Kirsten Ralov, så var det med blikket nede. Man stillede sig ind til siden, når de kom. I dag skal du selv være heldig, hvis du får lov til at gå forbi. De vader frem. Vi havde Bournonville med Kirsten Simone. Dér skulle man heller ikke sige noget. Du var bange for at spørge, om du måtte gå på toilettet. Også lærerne i de almindelige skolefag var af den gamle skole. Fru Kaiser, fru Thiele, fru Dam. Men så fik vi pludselig Peter Langdal ind! Det var selvfølgelig i den grad en reference til ungdomsoprøret. Han må have været 18-19 år. Han blev vores dansklærer i to år. Det var noget af en omvæltning. E skøn omvæltning! Han brød alle regler. Sagde bandeord. Og var sjov. Det var en saltvandsindsprøjtning.”

– Men en stærk modsætning til skolen i øvrigt?

”Ja. Men jeg er sikker på, at han lagde bånd på sig. Det har været en balance. Det var hans første opgave efter gymnasiet. Han ville gerne gøre det ordentligt. For os børn var det positivt pludselig at mærke, at man godt måtte have sin egen mening og være et menneske. Vi havde brug for den lille indsprøjtning. Til gengæld er der for mig ikke tvivl om, at den gammeldags disciplin også betød en SELVdisciplin, som vi har fået indbygget i min generation, og som mangler hos børnene i dag. Det var måske ikke altid let, da man var lille og skulle stå på række og være stille – det er sikkert sjovere, som de gør i dag, hvor det er én stor rodebutik. Men jeg tror ikke, børnene går ud med den samme bagage, som vi havde.”

– Det lyder som en alvorlig sag for balletten.

”Det er en balancegang. Man skal udvikles i disciplin OG selvdisciplin. Forstå, at man ikke behøver at sige noget hele tiden. Lære at lytte. Mange af børnene i dag skal konstant fortælle, hvad de har gjort. De bliver meget lidt lydhøre over for, hvad andre siger. Andres følelse, andres ideer. Når de, som jeg siger, vader fuldstændig ligeglade ind foran solodanseren, så underminerer de faktisk deres eget fag ved at sige: Jamen, solodanseren er ikke vigtig…det er mig, der er den vigtigste her. Hvis du så en dag bliver solodanser, så har du undermineret din egen position. Jo, det er en alvorlig sag. I samfundet i det hele taget. Respekten for andre mennesker er blevet besynderlig lav.”

– Også et problem i nationalballetten i Finland?

”Dér diskuterer men i øjeblikket en ’collective agreement’, en ny faglig aftale. Kunstnerne vil bestemme mere. Man vil have en fridag her og en fridag dér. Ellers vil man ikke arbejde. Det undrer mig. Så burde man vælge et andet arbejde. Et, der ikke kræver personligt engagement, indsigt og ydeevne  – og ydeVILJE. Så er det et 9-5 job, man skal have. Det er både godt og dårligt med demokratiseringen. Dårligt i hvert fald, hvis man mest tænker på, hvad man kan gøre for IKKE at arbejde. Så ændres ballet fra noget, vi gerne VIL, til noget, vi SKAL.”

– Hvad vil du gøre ved det?

”Stå fast på, at der må være nogen, der bestemmer – uden nødvendigvis at presse tingene ned over hovedet på danserne. Jeg har selv oplevet at spørge ti piger i kompagniet, hvad de gerne vil danse, når vi ugen efter skal lave ’Romeo og Julie’. Mindst TOLV svarer, at de gerne vil lave Julie. De har jo alle sammen de samme håb og forventninger. Der er nogen, der må tage beslutningen for dem. Det må være mig. Og jeg må følge mit eget hjerte og min egen smag. Det handler først og fremmest om at kunne inspirere. Jeg har selv oplevet det som danser: Hvis man ikke har noget at lave og går og keder sig, så bliver man forvirret, kritisk og vanskelig. Den demokratiske beslutningsproces kan udmunde i, at folk bliver frustrerede. For meget at vælge imellem og for mange muligheder at jonglere med skaber usikkerhed og sænker kvaliteten. Jeg kan se det med mig selv. Jeg er ved at have så mange kasketter – danser, koreograf, chef og så privatlivet. Jeg skal til at passe på, at jeg faktisk kan fuldføre alt det, jeg vil – og gøre det ordentligt. For mange jobs. For mange projekter. Jo flere muligheder, man har, jo mere må man give afkald på at raffinere en enkelt af dem.”

– Hvad vælger du selv?

”Det vigtigste er min familie. Jeg har min kone og mine to børn. Det er mit største ansvar. Det næste er at prøve at være en dygtig chef for mit kompagni. Men mit hjerte brænder selvfølgelig for dansen. Den vil altid ligge indgroet i mig et eller andet sted. Men altså: Min familie kommer først…”

– Havde rækkefølgen været anderledes, hvis man havde spurgt dig for 6-7-år siden?

”Måske. Før jeg fik børn, ville jeg nok have haft en anden prioritering, nemlig dansen. Nu glæder jeg mig meget til at blive balletmester. Jeg er dybt engageret i at løse den opgave. Men min 1.prioritering vil altid ligge hos min familie. Det brænder simpelt hen. Det ligger i mig. Hvis det var nødvendigt, ville jeg opgive alt andet for dét. I virkeligheden begyndte jeg nok at tænke sådan meget tidligt. Jeg prøvede det andet. I den grad. Især i de to år, da jeg var i begyndelsen af tyverne, og hvor jeg rejste på store turnéer sammen med Rudolf Nurejev, lavede næsten 200 forestillinger som gæstedanser. Det var da en spændende tid. Turbulent og interessant. Jeg kunne have haft verdensstjernestatus, hvis jeg var fortsat. Jeg elskede at danse. Men jeg vidste, at jeg ville have en familie. Det besluttede jeg.”

– En meget tidlig beslutning.

”Jeg kan huske, at jeg kikkede meget på Rudolf som menneske. Jeg var dybt fascineret af ham som kunstner  – men som menneske undrede han mig. Han var ensom. Det var en ensomhed, der ikke tiltrak mig. Han gav mig på en måde alt. Han tog mig til sig. Gav mig perler, diamanter. Det var rent guld. Men det var ikke det liv, jeg gerne ville have. Ensomme rejser fra by til by, bo i en kuffert, vaske tøj i håndvasken. Jeg havde brug for kærligheden. Den er stor til balletten. Men den er størst til min familie.”

– Vil du stoppe helt med at danse?

”Ja. Men jeg vil blive ved at træne og tage skoler. Vedligeholde mig selv. Og holde mig fysisk i stand til at undervise. I øvrigt har jeg altid fået masser af motion ved siden af at danse. Ved almindeligt håndværk. Snedkerere, bygge om, reparere. Jeg er ret praktisk. Jeg kalder det min modgift. Jeg har sat flere huse i stand. Når jeg f.eks. ikke har kunnet sove, har jeg givet mig til at male et værelse, spartle væggene eller sætte gipsvægge op et eller andet sted. Sådan noget har jeg rodet med, siden jeg var et par år gammel og begyndte at grave huller i jorden og bygge en sæbekassebil. Nu skal jeg have gjort noget ved min Volvo, som jeg lige har købt i Stockholm. For sjov. Det er lidt en grine-bil. Vil du se den?”

Det vil jeg jo gerne. Og sådan slutter al snak om ballet, disciplin og Finland: Med besigtigelse af en svensk, militær Volvo årgang 1954, 6 cylinder, en motor, der lyder som en fiskerkutter og en egenvægt på 2.800 kg. Ikke en vogn, man laver piruetter med.