‘Karmeliternes dialoger’ på Kgl. Teater Gl. Scene (Foto: Thomas Petri)
DAMERNES AFTEN
En turbulent og chokerende tur fra vulkansk gospel-udbrud til gennemskolet operasang. Menneskestemmens muligheder er ufattelige.
*****
DAMERNES aften!
Man kommer denne torsdag direkte fra Christianskirken, fra en Maria Carmen Koppel, der synger som et vulkanudbrud – en Ætna, som poster jordens glødende indre ud over rampen med strålende blik mod himlen og muskulaturen spændt til jubel og øretæver. En naturkraft, der hensynsløst bruger stemmen som alt bortfejende argument for menneskelig vilje til udtryk.
Og så direkte videre til Det Kgl.s Gamle Scene, hvor en lille, sart, men også stålsat sopran ved navn Camilla Stenhoff Vist fylder rummet med gennemskolet, minutiøst udmøntet vokalkunst. Og mere end det. For hvad bruger sådan et væsen stemmens ressourcer til: En skildring af et uimodståeligt, åbent teenagevæsen, der har troen, begejstringen, tvivlen og angsten, et overvæld af følelser som det rum, hun udfolder sig i.
STEMMENS URKRAFT
Det ene var en velgørenhedskoncert for Børnehjælpsdagen. Det andet Operaakademiets præsentations-forestilling.
Hvad kan man andet end at måbe over spændvidden i den menneskelige stemmes utrolige udfoldelsesmuligheder, når man oplever sådan to størrelser i rap?
Hvilken rigdom. Stemmen, der er i begge tilfælde er urkraft. Men i det første et uskolet kildevæld. Det næste et maksimalt raffineret kulturprodukt. Den ene et medie for et personligt budskab. Den anden for hudnær viderebringelse af en komponists og forfatters vision.
HÅRREJSENDE
Jo. Damernes aften! Det gjaldt sandelig også næsten hele Operaakademi-præsentationen på Det Kgl.
For udenforstående må denne aften have taget sig ud, som om Operaakademiet er en vokal aflægger af rødstrømpebevægelsen.
Valget er nemlig i år faldet på den franske komponist Francis Poulencs ’Karmeliternes dialoger’ – en opera, der er næsten ren dametur gennem det meste af de tre timer, den varer. En hårrejsende beretning om, hvordan den franske revolution fik en gruppe nonner af Karmeliterordenen til kollektivt at beslutte sig for martyrdøden i 1792. Langsomt opbyggede, og langt udtrukne overvejelser om død og frelse, udpenslet i kryptiske dialoger om Kristi korsfæstelse som forbillede – som kulminerer i slutscenens jagende hug fra guillotinens knivsblad, illustreret i Poulencs orkesterpartitur, så det løber koldt ned ad ryggen.
INGEN KØNSKVOTERING
’Karmelitterne’ har gået tidligere på Det Kgl. Teater.
Akademi-udgaven er enkel og smukt iscenesat af Ebbe Knudsen – og musikalsk ledet med pragtfuld autoritet af den dirigent, der netop i disse uger også står i spidsen for Kapellet i Debussys ’Pelleas og Melisande’. Marc Soustrot. En kender, som får det maksimale ud af Musikkonservatoriets orkester og kor – Akademiets nonnehold er suppleret med piger fra konservatoriekoret. Akademiet og konservatoriet samarbejder om det årlige projekt.
På scenen altså nonner, kvinder, damer, sopraner og mezzosopraner og en enkelt markant alt. Et par mandlige sangere sætter dem i relief.
Der er ikke kønskvotering på Operaakademiet, heldigvis. Køns- og talentfordelingen skifter fra år efter år. I øjeblikket er der åbenbart piger på plussiden.
NORSK – IGEN
Det tager vi, som det kommer. Og konstaterer i denne omgang, at bestanden af især sopraner og mezzosopraner tegner til, at der bliver en del at plukke af for operahusene i de kommende sæsoner. Ikke at vi ser og hører nogen rende den norske sopran Christel Elisabeth Smith over ende. Hende, der dukkede op forrige år.
Det skulle da lige være denne Camilla Stenhoff Vist – nå for søren: Endnu en norsk sopran!… som kan få operaens centrale person, pigen Blanche, til at funkle med sin fine, tætte og velklingende, lyrisk sopran. Hun skildrer i Poulencs opera en helt ung overklassepige med religiøse anfægtelser, grebet af tanken om at vie sig til nonneordenen. Og styrke til at gennemføre optagelsesprocessen på trods af faders vilje.
VISITKORTET
Også andre af de nye sangere markerer sig godt, ingen glemt, ingen nævnt – ikke andre i den lange stribe end hende, som er nedsteget fra de norske fjelde. Udmærkede talenter med gode stemmer.
De lægger alle deres visitkort ved sådan en koncert, hvor tilskuerrummet på Gl. Scene er godt besat med kolleger og operaspejdere.
Havde de sidste også oplevet Maria Carmen Koppel denne aften, havde de fået noget at snakke om.
