Fanny Louise Bernth som Karla og Camilla Gjelstrup som Karlas mor i ‘Karlas Kabale’ på Aarhus Teater (Foto: Per Morten Abrahamsen)

KARLA-FAMILIEN PÅ SAMLE- OG LØBEBÅND

Rene Toft Simonsens knaldperle ’Karlas Kabale’ er en farverig, sjov og ganske provokerende familieforestilling på Aarhus Teater.

’Karlas Kabale’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 21. december

****

SCENEN stråler som det samlede bolchekogeri i Nørregade, men vi er ikke i København, vi er i Århus og til ’Karlas Kabale’. Store Scene omskabt til noget, der kan få store og små på banen til, vi gætter på ikke bare årets, men næste års igen, og igen og igen: Faste efterårs- og jule-ritual.
Hvilket ikke er det værste, for det er en fin og sjov forestilling. Farverig, tosset og med en lille portion tankevækkende stof.
Pointen i al sin provokerende munterhed i hovedet på os fra start:
10-årige Karla – d.v.s. mindst 20-årige Fanny Louise Bernth, skuespillerelev på Aarhus Teater – præsenterer sin familie.
De kommer tøffende ind på løbebånd, den ene efter den anden – scenegulvet har løbebånd i stribevis, som var de bygget til Carlsbergs bajerproduktion. Mor, far, stedfader, stedfars nye kone, nye kones eksmand, halv- hel og kvart-søskende. O.s.v. Der er ingen smalle steder, og vi kan tage det, som vi vil:
Karlas kabale er ikke bare den kabale, som hendes mormor sidder og prøver at få til at gå op – Merete Voldstedlund i rullestol og den kæreste for- og udklædning. Det er lige så meget den familiemæssige kabale, Karla-forfatteren René Toft Simonsen lægger på bordet for at… ja, for hvad? For at bekræfte menneskeheden i, at familiestrukturen i Dannevang er så broget og herligt forplumret, at man – som Karla – nogle gange ikke kan hitte rede på, hvem der er hvem? Og at det er lykken?
Eller er det for at løfte en pegefinger og sige, at noget er rivende galt?
Vi tror det første. Stykkets morale er vennesæl. Slap som en klud, vil nogle sige. Andre, at sådan er livet, og det hygger vi os med. Problemer er til for at overvindes og gøre livet sjovere.

SE, MOR!

På teatret nyder ’Karlas Kabale’ godt af Thomas Bendixens fantasi, der løber linen ud i iscenesættelsen af det nærmest astrid lindgreenske persongalleri. Scenograferne Steffen Aarfing og Marie i Dali hjælper godt til.
Teater indbyder til åbenbare overdrivelser og scenisk halløj – der lyder det ene ’næh!’ og ’se, mor!’ efter det andet fra publikum ved premieren, f.eks. da scenegulvet i 2. akt pludselig rejser sig foran skoven og forvandler sig fra skovbund til stue med sofa hos de to vagabonder, som Karla er stukket hjemmefra for at opsøge. Vi er ligeglade med, at vagabonderne egentlig bor og sover med deres cykelvrag og skrammel på jorden, nu har de altså en chaiselong, de hygger sig på.
Teater kan alt. Få os til at acceptere hvad som helst.
Vagabonderne er så salige og livsbekræftende, at det gør ondt, Bue Wandahl med ladcyklen ligner en kontorchef, der er stået af racet, og Anders Baggesen en forvildet anarkist fra det ydre Mongoli.
Karlas familie er som en buket af medvirkende i en lokalrevy i et århusiansk forstadskvarter, ramt både over og under bæltestedet, tegnet hver for sig og samlet model til at medvirke i en vel afstemt markedsundersøgelse af hvad som helst, politisk tilhørsforhold, sociale vilkår, uddannelsesstatus etc. Camilla Gjelstrup som den panisk regøringsvanvittige mor, Thomas Bang som den fordrukne biologiske Karla-far, Jesper Dupont mønster-papfar og videre derudaf: bajadsbrødrene Michael Slebsager og Mikkel Hilgart. Kim Weisgaard som jeg-ved-ikke-hvad – onkel, granonkel. Mange nævnt, flere glemt.
Musikken tæller selvfølgelig godt med. Søde sange til den talentfulde Fanny Louise Bernth. Thomas Helmig, der på sin egen facon er familie-tilknyttet forfatteren, har skrevet og indsunget sangene. Teatret sælger spillekort til fortsat kabalelægning derhjemme.
Billetterne til forestillingen går allerede som det varme brød, Karla forsøger sig med at stjæle i bageriet til de to vagabonder.
Maskineriet kan køre.

gregersDH.dk