KARL AAGE RASMUSSEN:

KRITIKERNE –

EN KASTE AF UDSTØDTE

Målbevidst nedsabling af anmeldere. Det er en af fornøjelserne ved at genlæse Karl Aage Rasmussens ’Kan man høre tiden’.

Karl Aage Rasmussen: Kan man høre tiden. Gyldendal 242 s.

*****

KOMPONISTEN Carl Aage Rasmussen nærer dyb foragt for anmeldere.

Foragten er svær at gengælde.

Rasmussen er en god komponist, en glimrende professor ved musikkonservatoriet i Aarhus og en fremragende musikskribent, som det fremgår af f.eks. den bog, jeg ligger her og læser på stue 7, Medicinsk Afdeling på Gentofte Hospital, hvor jeg ømmer mig efter grov konfrontation med tankspærringerne på parkeringspladsen ved Operaen på Holmen. De tankspærringer er en svinestreg. Tankespærringer er noget andet, men lige så irriterende. I dette tilfælde for Carl Aage Rasmussen. Det er noget, han møder hos musikanmeldere. Kritikere, der ”fremkalder ringe grokraft, når de er venlige” og ”spreder visnen omkring sig, når de er uvenlige.”  

Kapitlet ’Musikkritikeren som giraf’ dukker op hen mod slutningen af hans bog, hvor han retorisk spørger: ”Hvordan får man nogen til det? Hvorfor gør de det? Og for hvem?” Spørgsmål, som han selv besvarer med et ”Svaret blæser i vinden. Og imens ender musikkritikeren på samme hylde som giraffen i Afrika – heller ingen ved hvad dén skal bruges til.”

RENE ord for pengene. Som også falder mange steder undervejs i bogen. Syrlige bemærkninger om ’mavesure kritikere’, der f.eks. skriver om komponisten Edgar Varese, at han bare ”skrev det samme værk om og om igen”. Eller om ’afstumpede anmeldere’, der godter sig, når de graver tilbage i forgængeres anmeldelser af Mahlers 5. symfoni (med den berømte adagietto, som Visconti bruger som tema i ’Døden i Venedig’) og får bekræftet deres egen væmmelse i citater som ”Bizarre absurditeter og trivialiteter af værste art… Et så smagløst stykke findes ikke i den samlede symfonilitteratur” o. s. v.

MUSIKKRITIKEREN tilhører ifgl. Rasmussen ”en kaste af udstødte, der – som Sibelius bemærkede – aldrig udkommer som statuer, og hvis ’store navne’ (Heine, Schumann, Hanslick, Bernhard Shaw, Hansgeorg Lenz…) især huskes for deres monumentale kiksere.”  Få takker kritikeren, gætter Rasmussen. ”Men alle frygter ham, lidt eller meget, som man frygter uprovokeret vold.”

Rasmussen fremturer. Han citerer den afdøde forfatter Elsa Gress, der kaldte kritikerne for ’lopper i kunstens hår’ – et utøj, som ikke til at slippe af med, men sandelig heller ingen nytte til. Dét kalder han  “ganske vist en mulig overreaktion i hendes eget terræn, det litterære, hvor anmelderens mulige nyttevirkning som prøvesmager dog kan have noget for sig. Men koncertkritikeren skriver om noget, der ikke længere eksisterer: En musikfremførelse. Om ”musikoplevelser, musikalske ideer – der ikke kan formidles med ord.”

DET sidste kan Rasmussen roligt fortryde. For hans bog ’Kan man høre tiden’ er i den grad ’musik formidlet med ord’. Forstået på den måde, at han med stor præcision bruger ord til at forklare, beskrive og formidle ideerne med at frembringe musik og oplevelsen af at lytte til musik. Eller nærmere: Han indkredser det ubeskrivelige – selve det, vi hører – så tæt på som det kan lade sig gøre med ord. Du kan rigtignok ikke gengive selve musikken i ord. Du kan spille musik, synge musik, skrive musik – med noder. Ikke med ord og bogstaver. Det er, som forfatteren Sven Holm skriver med et Mendelssohn-citat i bogens forord: ”Hvad musik udtrykker er ikke for vagt til at kunne udtrykkes i ord. Det er for præcist!”

DET gør det i virkeligheden dobbelt stimulerende at læse en bog på 250 sider, der virtuost, elegant og undertiden meget morsomt, klargør en ufattelig masse om den musik, der er skrevet, og som man har lyttet til gennem det meste af et århundrede. Det lykkes Rasmussen at gøre dét, som han synes musikkritikere er idioter til: Skrive noget relevant om den musik vi hører. Det lykkes ham ud fra en grundfæstet analyse af fænomenet musik som noget ubeskriveligt. Noget, der skal klinge og vare bare et sekund – men gerne længere! – for at kunne gengives. Deraf bogens titel ’Kan man høre tiden’.

VOLAPYK? At beskrive det ubeskrivelige? Netop. Det er Rasmussens pointe. Erkendelsen fører læseren – også denne læser – tæt ind på den verden af musik og musikalske problemer, mange af os har brugt kræfter på at indfange og forstå i anmeldelser og artikler – for mit eget vedkommende i årene fra 1957 og fremefter. Det er både overraskende og en smule irriterende at måtte erkende så mange synspunkter og vurderinger, der ikke holder. Som er blevet til i stormløb og medløb gennem 50’erne og 60’erne, bjergtaget af den atmosfære af nybrud i musikken, der meldte sig som konsekvenser af nye brudflader, af rokeringer mellem generationer, af det, vi opfattede som nærmest naturgivne og logiske opbrud i udviklingen af europæisk musik.

DET er dét, Rasmussen beskriver i kapitel efter kapitel. Ikke mindst det, der hedder ’Den kløvede historie’, hvor han skriver om konsekvenserne af, at den klassiske musiks tonale system gradvist blev opløst indefra, hvordan dur/mol-tonalitet, harmoniske spændinger mellem tonearter og opfattelsen af modulationer mellem tonearterne er gået i skred frem mod en tilsyneladende logisk konklusion: Den totale ligeberettigelse af skalaens 12 toner.

Alt det, vi på universitet og konservatorium og i den daglige gang i koncertsalene fik ind med skeer og bragte videre med analyser af, hvordan man iagttog og kunne lytte til skift i udviklingen gennem mere end et århundrede – som i Wagners ’Tristan’, hvor de begyndende udsving i tonearternes indbyrdes forhold stod lyslevende som sneskred. Alt, hvad det har ført med sig af nye måder at bruge tonematerialet på. Den famøse Darmstadtskoles indflydelse på en generation af komponister. Og en kædereaktion af andre konstruktive ture ud på den moderne tonekunsts veje. De tørlagte, de vildsomme, de ubegribelige. De iskolde. Og især i årevis: De blot og bart matematiske, der udgav sig for kunst, men forblev vatsottige og blegnæbbede lyd-arrangementer.

Reaktionerne for og imod. De konsekvenser, det har haft for musiklivet. For musikere. For publikum. Og altså for musikkritikere, der pejlede sig vej gennem begejstring, skepsis, skråsikkerhed og tvivl, medløb og modløb, nysgerrighed, forførelse, søvnløse nætter, raseri og jubel, og den kedsommeligt nedfældede humørforladthed, som Rasmussen synes spreder visnen omkring sig.

RIGTIGE konklusioner. Og forkerte konklusioner. Så hasarderede som andres før os: Rasmussen nævner f.eks. den brillante komponist Knudåge Risager, der i 30’rne afviste kollegers symfoniske skriverier som ’en musikalsk husmandsbevægelses udstykning af Carl Nielsens gods’. Det var den type mere eller mindre elegante håndkantslag, man selv leverede i 60’erne mod en ældre komponistgenerations tålmodige rundture i neoklassiske former – havde de flinke mennesker ikke forstået, at musikken havde flyttet sig?

MAN blinker en smule med øjnene, når man ser, hvad man selv rullede sig ud med af hyldest til de særeste ’nyskabelser’ under f.eks. Det Unge Tonekunstnerselskabs koncerter på Kunstmuseet eller Fluxus-seancer på Louisiana eller i Nikolaj Kirke. Knirkende tørlagt, seriel kammermusik det ene øjeblik, det næste: Nam June Paik, der tog bad i en oljetønde mellem Louisianas malerier og klippede slipset af Informations Hansgeorg Lenz, der sad på 1. række. Tvivlen om holdbarheden af egne kommentarer og vurderinger. Lussinger afvekslende med den altædende glæde over det særeste. Åbninger mod så mange nye horisonter: Direkte en aften fra Carl Nielsens ’Espansiva’ med Sonningpris-modtageren Leonard Bernstein og Det Kgl. Kapel og videre oven på anmeldelsesskriveri til en lang nat på jazzklub Montmartre med Bernstein og anmelder-kollega Robert Naur fra Politiken. Med timers snak til den lyse morgen i det røgfyldte lokale om symfonisk musik, om jazz, om musical (’West Side Story’ havde netop sin danske premiere i de dage), om tolvtonekomponisters højtbegavede, men pigtrådsindhegnede udfoldelser.

RASMUSSENS bog åbner op for nostalgiske klip fra fortiden. Nostalgiske og gustne overvejelser om, hvor man selv egentlig befandt sig i musikkens turbulens af genrer og stilarter og i magtkampene mellem eksponenterne i ens egen generation. Og i den før og den efter.

Karl Aage Rasmussen sætter det hele i gang med sine egne overvejelser og analyser af, hvad der var løs i generationen af komponister fra Schønberg og Stravinskij til Ligeti, til de eksperimenterende italienere som Berio og Castiglioni, franskmænd som Satie og Boulez.

DET er provokerende. Og det er en fornøjelse. Også at fornemme sparkene undervejs.

gregersDH.dk