Ida Prætorius og Guilherme Menezes i Tobias Prætorius’ og Bachs ‘Choral Dances’ (tegn. Claus Seidel)

SKUMMENDE AFTEN

Herligt show med kgl. dansere og musikere på Takkelloftet, Operaens lille scene.

Koreografer: Adam Lüders, Kristian Lever, Tobias Prætorius og Sebastian Kloberg. Dansere: Emma Håkonsson, Stephanie Chen Gundorph, Alba Nadal, Ida Prætorius, Guilherme Menezes, Liam Redhead, Vitor Meneres, Benjamin Buza, Ryan Tomash og Ulrik Birkkjær. Musikere: Alexander McKenzie, Jacob La Cour og Niklas Walentin.

****

KAMMERBALLETTEN! Herligt ord. Herligt begreb. Det dufter af klassisk musik, trioer og kvartetter, men også af ballet. Intimt og small scale. Kammerballetten – sådan kalder de sig, den lille gruppe af dansere fra Den kgl. ballet, der denne aften gjorde små undere for næsen af os på Takkelloftet. Det er deres eget blomstrende initiativ sammen med musiker-vennerne. En forestilling i en genre, som er et yndefuldt mix af dansescener og rent instrumentale indslag – pianisten Alexander McKenzie ved roret, kammeraterne Jacob la Cour på cello og Niklas Walentin med sin violin – det instrumentale som logiske og jævnbyrdige numre mellem balletterne – Walentin med violinen summende af skønhed i Debussys ’Clair de Lune’ og Jacob La Cour med fræs af dobbeltgreb, pizzicatoer og flageoletspil i Arvo Pärts ’Fratres’, så vi blev helt tummelumske i hovedet af at se og lytte.

OG balletterne? Et sprudlende lille marked af charmerende indfald og historier. Først i det mere stilige og klassiske med nydelige trio-dans af Emma Håkonsson, Stephanie Gundorph og Tobias Prætorius til Stravinskij-satser fra hans Suite Italienne. Så Alba Nadal og Tobias Prætorius i dramatiske, korporlige opgør til Ravels Pavane pour une infante defunte, en dans for en afdød prinsesse… et opgør med fatal udgang.

OG mere kom til, inden en finale, der blev en teatralsk festforestilling – et øjeblik med den, for vi var også til en mageløs kvartet af dansere, der studsede over Alexander McKinzies Bach-spil, præludier og fugaer i den grad, at de med koreografen Tobias Prætorius måtte bringe sig selv på jagt og i forfølgelser af hinanden, så vi blev helt stakåndede i takt med McKinzies perlende diskantspil og ostinate tumlen med venstrehåndens bas. Rachmaninov satte øjeblikke senere damerne Alba Nadal og Stepanie Chen Gundorph i desperat konflikt og genforening med sin berømte ’Vocalise’. Og så kom finalen – Sebastian Kloborg havde arrangeret, ok, lad os sige koreograferet den for fire-fem sprængfyldte, swingende og dansende, kørende og rullende garderobestativer inklusive fem dansere i smoking. I clinch og kærlig omgang med hinanden og de fyldte stativer, pianist McKinzie og violinist Walentin med på de skrå brædder (som ikke er så skrå på Takkelloftet) – legen var sjov og utrættelig, fjantet uden grænser, så det var en finale, der var et herligt om end lidt langt show at slutte denne aften med. Denne aften, som vil blive gentaget fem gange endnu på Takkelloftet.

SJOVT og livgivende som et produkt fra balletdansere og musikere, der finder hinanden i fælles danse- og spilleglæde og skaber en skumfyldt aften.