DEN UNGE ALBANS LIDELSER

Kan man forestille sig en ’kærlighed-til-døden’ mere svulmende, mere desperat end i Alban Lendorf og Susanne Grinders i ’Kameliadamen’ på Kgl.s Gamle Scene? Næppe. 

Spiller indtil 2. maj

Nikolaj Hübbe, Susanne Grinder og Alban Lendorf                                                                                                          i                ‘Kameliadamen’ (Tegning: Claus Seidel)

*****

HVAD hænger i hovedet og ørerne, når man forlader Det Kgl. efter ’Kameliadamen’? Måske romancetemaet fra e-mol klaverkoncerten, måske largoen fra h-mol-sonaten.
Chopin har fat i os. Som han har haft fat i John Neumeier.
Og frækt og ligetil er det. Ligesom det var, da Neumeiers læremester John Cranco i sin tid skovlede sin ’Eugen Onegin’-ballet fuld af Tjaikovskij-musik – uden at bruge en stump af Tjaikovskijs musik til operaen ’Eugen Onegin’.
Lige nu har vi Verdis ’La Traviata’ på Operaen, samme historie som ’Kameliadamen’, men se om Neumeier bruger så meget som en node fra Verdis partitur.

HVILKEN LUKSUS

Jeg ved ikke, om det er idiosynkrasi, der afholdt ham fra det.
I hvert fald er Chopins geniale, følelsesladede – på grænsen til det sindssyge – klavermusik lige præcis til at fortælle det hændervridende drama om luksusluderen Marguerite Gautier og hendes unge elsker Armand Duval og deres overvældende, men opslidende kærlighedsaffære.
Hvilken luksus, at vi kan se både operaudgaven og balletudgaven af Alexandre Dumas’ ’Kameliadamen’, gå fra den ene til den anden i disse uger. Med den udtrykkelige force for balletudgaven, at den opføres på Kgs. Nytorv i den forgyldte ramme og på dybrød plys i et teater, der klæder handling, tidsbillede og den romantisk katastrofe-love story som var det på bestilling.

SVÆVENDE HØJDER

Og love story får vi. Så det krymper i hjerteregionerne. Så grum en historie som den Goethe drev mennesker til selvmord med, da han skrev ’Den unge Werthers lidelser’.
Lad os kalde det, der sker på Gl. Scene ’Den unge Albans lidelser’. Uanset hvor mange frygtelige lidelser, Susanne Grinder går så hjerteskærende igennem i den historie. Vi ved også godt, at der er to alternerende hold, der spiller ’Kameliadamen’, og at Ulrik Birkkjær og Gudrun Bojesen sikkert er fremragende. Men denne aften er det altså Alban Lendorf, der er den unge Armand. Det vil også være uretfærdigt, at lade være med at omtale de ypperlige ensembler, eller solister som Mette Bødtcher, der er fin og morsom som tjenestepigen, Amy Watson, som er rap og koket som den konkurrerende tøs i selskabet, eller Nikolaj Hübbe, som Armands far – ham som vi i operaen kalder Germont Père. Den store balletmester i afmålt stil.
Alt sammen glimrende.
Men der er tre store pas de deux’ i Neumeiers ballet. Det er dem, der løfter forestillingen til svævende højder. Det elskende par. Danset af Alban Lendorf og Susanne Grinder.

TRE STADIER

Først lynnedslaget. Den spontane åbenbaring, da de to mødes ved en fest hos demimonden. Den sitrende tilnærmelse – Chopins f-mol klaverkoncert bølger som en æggende og duftende romantisk parfume omkring dem – de er som elektriske katoder, der tiltrækkes og frastødes, Lendorfs vejrtrækning er ikke bare produkt af de koreografiske kraftanstrengelser. Han ånder af sindsbevægelse.
Så i 2. akt: Foreningen, fuldbyrdelsen, overgivelsen – som svimle kaster de to sig i hinandens arme, verden er lukket ude, den rummer kun de to. Susanne Grinders vej fra skepsis og grådig lyst, kulminerer i en bedårende sejrsikker erobring. Hendes erobring.
Og til sidst: Den desperate dans i sort mellem de to. En dans på trods. Vreden, fortvivlelsen, raseriet, kampen for at gribe fat igen. Den uudslukkelige tiltrækning. Strømmen, der ikke er til at slukke. Lykken og lidelsens uendelige kulmination.

BOGEN

Vi får ikke som i operaen en glødende forsoning. Vi får til gengæld – som også i Dumas’ roman – parallellen til Abbé Prevosts ’Manon Lescaut’ skudt ind. Marguerite har foræret Armand romanen, ør af favntag fordyber han sig i den. Og nu da hun befinder sig på sit yderste genoplever hun slutscenen fra ’Manon Lescaut’ – den døende Manon, der slæber sig gennem ørkenen sammen med Des Grieux – mange kender den scene fra f.eks. Puccinis opera.
Hos Neumeier segner Marguerite død om, Armand står fortabt tilbage. De ikke engang forenes i dødens stund. Som hos Verdi.  
Neumeiers ballet er en oplevelse. Af mange grunde. Men først og fremmest i mødet med en Alban Lendorf, der nok er det største talent, Den Kgl. Ballet har i disse år. Her i mageløs forening med en af ballettens mest sjælfulde damer: Susanne Grinder.

GregersDH.dk