GRASSAT

Christian Lollike flipper ud i en løssluppen farce i Skuespilhusets Det Røde Rum. Det er vrøvl og grin hele vejen.

Spiller indtil 3.maj 

***

DRAMATIKEREN Christian Lollike styrer som en flagermus med baksende vinger i sit dramatiske landskab. Målrettet efter bid.
Målene er mange. Kun ét kan vi være sikre på. Han styrer altid mod steder, hvor det samfund, der omgiver os, har ømme ligtorne, der er værd at træde på.
Alvorsmanden Lollike er efterhånden også blevet god til at løsne på bisterheden og køre sine skarpe angreb i mere satiriske regi. Vi så det i ’Skakten’, der med syrede midler rammer dybt i tyskernes opgør med deres rodnet i 2. verdenskrig. ’Skakten’ går stadig på CaféTeatret.
Og nu ’Kagefrabrikken’, der har haft premiere i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Her er satiren ekspederet med fuld fart hen i farcen. Vi er til virkelig grin. På enhver måde.
Min fornemmelse er, at det overgivne halløj i den forestilling snart vil blive set som en parentes i Lollikes produktion. Så se den, mens latteren runger endnu.
Historien om den jyske kagefabrik med de elendige sukkerstadskager på samlebånd, som de ansatte i bageriet selv æder sig til svulmende deller i – og historien om, hvordan en fiks konsulent med smarte teorier og uro i bukserne får det livsglade, men konkurstruede, jyske konditorfirma bragt på højkant, for derefter at sælge det for næsen af ejerne til kineserne – dén historie er en serie kraftspring ud i groteske absurditeter.

SPÆND BÆLTET

Ok. Vi holder fast i sikkerhedsbæltet og følger slagets gang af flere grunde. Nok først og fremmest fordi Røde Rummets spillere sammen med instruktøren Elisa Kragerup har sagt ’take it or leave it’.
De har fået det formentlig maksimale fjas ud af en historie, der tager drejninger, som overskrider alle færdelsregler. Ingen vil kunne komme rendende med hverken Aristoteles eller Corneille eller Stanislavskij eller nogen som helst anden Klogeåge med kuglerammen og styre den historie ind i smult dramaturgisk vande.
Den løber helt grassat. Konsulenten boller med bagerkonen i dejbøtten, et burkaklædt kvindemenneske med ingeniøruddannelse lancerer en kageopskrift fra Koranen, firmaets regnskabsdame ifører sig traktor og cowboyriffel og skyder alle ned, mens musikken spiller.
Vi er vandret fra jysk forsamlingshusstemning over slagsmål på burkadamens bedetæppe til eksportsvindel og massemord, alt akkompagneret af moderne konsulentjargon, slankeøvelser og popmusik anno dazumal.
 

PJANK

Tilgivelsen daler ned over denne jyske urskov af pjank, hvor kun de i øjeblikket huserende ulve i det vestjyske suser uantastet forbi dramaet – vi er i kløerne på Thomas Hwan, der er den kantede marionetdukke af en bageriejer, selv i kløerne på Nicolai Dahl Hamiltons perverse konsulent, som hundser med det utrættelige livsstykke Johanne Louise Schmidt som bagerkonen, med Rasmus Bjerg, bagersvenden, der er DFs sikreste kort hinsides Lillebælt, og Maria Rossing, der er polstret så kagekoneoverdådig, at hun må kunne få job i branchen, måske hos La Glace i Skoubogade, hvis hun eller kan komme igennem døren i den mundering, gerne ledsaget af Helle Fagralid, hvis tøsede spinkelhed er helt sunket ind i lagkagefornøjelserne.

STOF

Og således fremdeles. At Rikke Bilde også medvirker røbes først, da hun ved fremkaldelsen smider den pragtfulde burka – meter på meter af mørkeblåt stof nok til gardiner langs hele Skuespilhusets havneside.
Hvad vi skal med forestillingen?
Le ad moderne businesskonsulent-idioti? Ramme solid dansk antipati mod indvandrere. Gispe over konfrontationen mellem Rikke Bildes selvmordsbælte og Maria Rossings morderiske jagtgevær i hendes George W. Bush-stunt?  Eller grine af komisk jysk snusfornuft? Eller af dansk humor i øvrigt, når den er totalt pandet?
Det er svært at sætte tegnestiften på hvad.
’Kagefabrikken’ – i Palle Steen Christensens mindeværdige konditori-apoteose – vil i hvert fald være en oplagt nytårsrevy, når Det Røde Rum når frem til årets udgang.

GregersDH.dk