Nanna Bøttcher i ‘Kødkarrusellen’ (Foto: Jan Jul)
DEN LYKKELIGE LUDER
Christian Lollike på jagt efter en myte. Er hun der? Hans ’Kødkarrusellen’ på Aarhus Teater kredser om hende – og kønslivets komik.
****
HAN er selv ude om det – at han får nogle til at synes, at han vel bare spiller Rasmus Modsat – ’som sædvanlig’.
For som Christian Lollike siger, allerede et par linjer ind i programmet til ’Kødkarrusellen’ på Aarhus Teater: ’Det, som satte mig i gang, var påstanden om, at den såkaldt lykkelige luder ikke findes’.
Såh – der har vi ham: Nu er han rendt ud for at finde en luder, der siger, hun er lykkelig. Og så skal vi have påstanden om, at det er de selvfølgelig alle sammen. I virkeligheden. Tilfredse og salige. Gode samfundsborgere. Som betaler deres skat med glæde og sidder og holder møder og bliver enige om, at Claus Hjorth Frederiksen er en oldnordisk vanetænker, der ikke mener, de skal have dagpenge, hvis de brækker benet.
GU’ FINDES HUN
Findes hun da ikke? Jo, gu’ findes hun. Sådan da. Lollike bygger i hvert fald én op i første scene, et godt stykke anlægsarbejde til sådan en størrelse, den enlige pige med de to børn, der vover sig noget forskræmt ind i branchen og opdager efter de første kvababbelser, at så var det altså ikke værre. Selvom hendes mor får et teutonisk raserianfald og kapper navlestrengen for anden gang til hende.
Så er dén i virkeligheden ikke meget længere, historien om den lykkelige luder. Ganske vist får vi pigen igen i en senere scene: Hun har fået et fast forhold, fyren ved ikke noget om hendes ’off business’, lykken smiler, men han opdager, hvor hun får lommepengene fra, og så ryger proppen af til opgør, uanset hendes forklaringer og glade beretninger.
Næsten uanset: For opgøret udvikler sig i et lille orgie af fabuleren, også hos ham. Om hvor muntert og lyksaligt deres liv kunne blive, hvis han var med på spøgen. Flammende selvironi og en af de festforestillinger af replikskifter, som Lollike også behersker.
Det er Nanna Bøttcher og Olaf Højgaard, som mestrer fyrværkeriet, ikke mindst Højgaard, som kører i samme desperate gear flere gange i forestillingen, f.eks. i en anden scene, hvor han er manden – med stort M – der brister som i en mental orgasme over at være snøret inde i et parforhold, når nu naturen, Vorherre og fanden selv i forening, byder ham at kaste sig frådende over ethvert kvindemenneske, der krydser hans vej.
TRAGISK – KOMISK
Vi bliver med andre ord hurtigt hevet ud af den drøm, Lollike selv har været på nippet til at bygge op: Psudohistorien om almindelig nirvanask salighed i prostitutionsmiljøet. Lollike går ikke efter nemme løsninger. Beretninger, som d’herrer så kan savle, og rødstrømper hyle over.
Han bider hårdt til med en facetteret skildring af yderligheder i det mere eller mere betændte købesex-miljø – men sandelig også af den dybt sørgmodige og undertiden tragiske baggrund, der er for seksualdriftens labyrintiske færd gennem menneskers liv.
Tragiske – og urkomiske. For det er det pudsige ved forestillingen. Latteren skyller gennem salen. Ikke den hovmodige latter over andres elendighed. Men latteren over seksuallystens lattervækkende udslag. ’Alle ser sjove ud, når orgasmen ruller’, som en af personerne siger. En sandhed, som selv Marquis de Sade erkendte.
Lollike har en scene, hvor fem mænd på parkens bænk forholder sig yderst differentieret til deres respektive seksuelle vaner i nogle replikskifter, som burde ophøjes til lærestof på et universitetslaboratorium for retorik. I en anden scene er de samme fem medvirkende udmajet som skolepiger i matrostøj, der slår på tromme for et århusiansk akademi for avanceret bordelvirksomhed. Branchekundskab på det felt må kunne institutionaliseres!
MUSIKALSK
Teaterstykke? Ja. Men ikke noget egentlig handlingsforløb. Korte, nærmest kabaretagtige scener. En art musikteater – musikken integreret på scenen med Jacob Venndt, Hans Hansen og Jakob Kosteljanetz i deres meget personlige tonefald, hidsigt akkompagnement, undertiden monotont, undertiden virtuost, undertiden ømt – som til nogle af de kærlighedssange, der i 2. del af ’Kødkarrusellen’ kaster et varmt, sørgmodigt skær ind i sceneriernes groteske udskejelser.
Sange, som fortæller om kærlighedens og savnets vilkår. Gennem Lollikes egne, tætte tekster, der giver også skuespillere som Marie Dalsgaard, Karen-Lis Ahrenkiel og Bo Hagen Clausen fin lejlighed til at rykke fokus væk fra den nemme myte om de lyksalige ludere.
Scenen med de fem mænd på bænken udvikler sig til gengæld til en stum dans med mannequindukker, uforløst og tyst som et ekko af urealiseret liv. Musikken får lov at klinge ud.
Christian Lollike på ny jord. Eftertænksom. Musikalsk. Og morsom.