*

*

*

*

JUKEBOX

’Jukebox’ på Fredericia Teater er en stram, charmerende og ind imellem ganske overrumplende håndtering af nogle Bent Fabricius -Bjerres mest slagkraftige kompositioner.

****

TEATERKONCERT! Genren blomstrer i disse år. En genre, der heldigvis ikke er til at indkredse helt præcis. Frit rum. Nogle er mere teater end koncert. Andre mere koncert end teater.
’Jukebox’ på Fredericia Teater er mest på koncertholdet. Nummer efter nummer. Alligevel. Sammenhæng er der, om ikke handling.
Sammenhæng i hvert fald på to måder:
Et big band, der sidder centralt på scenen, og er på nippet til at have hovedrollen. Og så komponistens usvigelig sikre og genkendelige mærkat: Bent Fabricius-Bjerres melodiske tæft, den smidige omstillingsevne fra situation til situation, fra opgave til opgave. På sin vis har han det samme geniale brugsmusiktalent, som vi så i mellemkrigsårene hos komponister som Hindemith eller Kurt Weill. Hvad vil De ha’, mine damer og herrer? Værsgo – og nummeret sidder i centrum af dartskiven.
Lyrisk, dramatisk, sentimentalt, frækt eller komisk. Hånd og nodepen er stensikker. Nodepen, siger jeg. Hallo! I dag sidder den 87-årige ved sin computer og komponerer digitalt.   

STRAMMET

Teaterkoncert ’Jukebox’ blev spillet første gang for nogle år siden ved en lukket forestilling i Det Kgl.s Stærekassen på Bent Fabrics fødselsdag. Opførelsen dengang pegede på mulighederne for gennemarbejdning til et stærkere projekt.
Det er netop det, der er sket i Fredericia, hvor Det Danske Musicalakademi har samlet og strammet både form og indhold til et meget præcist, meget enkelt, men netop derfor meget saftfyldt show. Amerikaneren Tim Zimmermann har instrueret. Der er showstoppere, der får salen op at stå, og der er få steder, hvor Joachim B. Olsen-typer slumrer ind, som Olsen åbenbart gør under Venstrepolitiker-indlæg i Folketinget.
Det er lige fra kapelmester Martin Konges kontante indledning med ’Alley Cat’ ved klaveret til Olsen Banden-finalen, den første med den berømte kat luskende over bagtæppet som var det Peter Sellars lyserøde Panter og Olsen-finalen med bandens tre kratluskere over bagtæppet igen til et af disse temaer, der er blevet folkeeje.

OVERRUMPLENDE

Men konstaterer igen, at Musical Akademiet i Fredericia har bidt sig fast i udviklingen af sangere og scenekunstnere, der behersker genren med stadig større professionalisme.
Dansemæssigt mangler der lidt endnu – ikke fordi man i disse sæsoner får smidt Dansk Danse Teaters enorme kompetence lige i synet, og musical-kunstnere skal kunne meget andet end danse. Men alligevel. Det er et område, Akademiet nok skal arbejde målbevidst videre med.
’Jukebox’ har numre, som er helt overrumplende. Teit Samsø Clausen synger ’Mor’ fra filmen ’Poeten og Lillemor’, så det rørstrømske siver ud som en flagpyntet syndflod tilført den frækkest tænkelige ironi. Nogle har måske glemt den sang, og det er værd lige at genopfriske, at det er hverken Gustav Winckler eller Peter Sørensen, der sang den i filmen, men Ole Mogens, slagteren fra Rantzausgade, som blev opdaget af Nina og Frederik. Det var Rifbjerg, der skrev teksten. Anonymt. Han var flov, det skrog. Den sang passede ikke rigtigt ind i hans image dengang.

BRUD PÅ DET FORVENTEDE

Et andet nummer, der pludselig får ny karakter, er ’Duerne flyver’ fra ’Jeg er sgu min egen’. Og dét er i kraft af sangeren Mads Æbeløe Nielsen, som med sin dæmoniske stemme får Cæsars gamle slager-succes omskabt til et helt melodrama af næsten uhyggelige, surrealistisk art. Det er noget af den slags, der rykker. Vi kan virkelig læne os tilbage og nyde mange af de andre små scener og numre i al hygge, f.eks. sangene fra ’Forelsket i København’ og ’Jeg er sgu min egen’, velkendte sager, men det er spændende at se det forventede brudt af det overraskende og anderledes.
Mads Æbeløe Nielsen trænger sig på igen sammen med Christine Sonnich Andersen, da de udvider dronning Caroline Mathildes italienske koloratur-arie fra Bent Fabrics og Niels Brunses ’Hofskandalen’ til at være en duet, hvor Æbeløe som den sindssyge konge kvidrer med i fuld faset på hendes vokale anstrengelser. Latteren runger.
Det er i det hele taget sang- mere end dansenumrene, der tager stik hjem – Sara Gadborg medvirker f.eks. i de fleste dansenumre, men da hun går solo med Grethe Ingmanns gamle ’Kærlighed’, er der en power og overlegen ro i hendes sang, der går rent ind.
’Jukebox’ er i sammenligning med f.eks. ’Chess’ på Aarhus Teater er small scale-forestilling. Til gengæld en forestilling, der præcis kender sine mål. Også af den grund en fornøjelse.

GregersDHdk